Bøder til fildelere: to forslag og et udregningsforsøg

Ronnie Fridtjhof er filmproducent. Det vil sige, at han lever af at producere film. Han har fx. produceret succeser som Armadillo, Blå mænd og Julefrokosten.

Han har også en holdning til skræmmebreve

“[Jeg ønsker ikke] at kriminalisere folk ved at true med advokater, kæmpe retssager og gigantiske bødeforlæg. Ej heller at lukke for sites som tilbyder man deler filer eller for folks internetforbindelse. Dette er alle i min optik helt forkert og imod vores ytringsfrihed som mennesker!!!
Så derfor er mit forslag ganske enkelt. Man kan modtage en afgift på størrelse med en parkeringsbøde hvis man downloader en film uden at betale for den. Jeg tror det er det eneste der kan gøre at folk husker at bruge de lovlige løsninger. Lidt ligesom hvis der var P-automater men ikke en eneste P-vagt. Så tror jeg heller ikke mange ville betale for at parkere.

Derfor skal man ikke ha konfiskeret sin bil eller kørekort eller kæmpe bøder eller lukke for P-arealer. Nej man får en P-bøde der minder en om at det var sgu dumt man ikke lige fik betalt. Og betaler man ikke den bøde så JA… så kommer der på et tidspunkt advokater ind i billedet men det er jo så også selvforskyldt og fordi man ikke tog det ansvar på sig som man skal.” Ronnie Fridtjhof (regner vi med) på Dseneste, 4. januar 2011.

Se, det er jo en meget jordnær holdning. Ingen skræmmebreve med krav om 9.000 kroner – eller truslen om at skulle forsvare sig mod et 45.000 kr.-krav plus det løse  i byretten.

En forholdsvis afdæmpet holdning hvor folk, der uautoriseret kopierer et kulturprodukt, får en økonomisk huskekage, der står nogenlunde mål med forbrydelsens alvorlighed.

Han har vist ikke talt med de advokater og filmselskaber, for hvem skræmmebrevene er en pengemaskine.

Heldigvis for advokaterne sidder der en lydhør og snart pensioneret Venstre-mand, Preben Rudiengaard, i Folketingets Kulturudvalg. Og for Preben er uautoriserede kopier ikke en forseelse på linje med at glemme parkeringsbilletten eller køre 130 km/t på motorvejen for 10 år siden. Han ønsker sig tyske tilstande hvor skræmmebreve tjener millioner hjem til advokaterne.

“Almindelige mennesker, der downloader ulovligt, skal have en bøde, så de kan mærke det” [Preben Rudiengaard] er tiltrukket af den tyske model, hvor man griber resolut ind over for almindelige borgere, der ulovligt downloader film fra nettet. “Jeg er træt af det her blødsødne samfund. Hvis vi ikke strammer op, sidder folk bare og griner” siger han til politiken.dk

Ordet bøde er dog ret interessant – selvom det nok er utilsigtet.

Ved skræmmebrevene, som vi kender dem fra Tyskland og England, er der på intet tidspunkt tale om en bøde. Der er tale om at privatpraktiserende advokater giver almindelige mennesker en art service: valget mellem at betale 9.000 kroner med det samme eller blive sagsøgt for 45.000 kroner plus det løse i byretten. Capice?

Men staten kan faktisk godt være lidt med og tjene penge på folks lovovertrædelser. Staten kan faktisk udskrive bøder for uautoriseret kopiering.

Staten har dog ikke helt samme lette spil som de privatpraktiserende advokater.

Den redelige, retfærdige og rationelle stat
Staten har et image, den skal pleje. Den skal være redelig, retfærdig, rationel. Det kan vælgerne bedst lide.

Staten kan  ikke bare udstede en bøde på 7,9 fantasillioner hvis en enlig mor fildeler 24 sange. Eller kræve 45.000 kroner af en eller anden mand hvis Internet-forbindelse på et tidspunkt, måske, er blevet brugt til snuppe en uautoriseret kopi af Antichrist. Det resulterer nok ikke i revolution, men en kritisk mængde af folketingspolitikere fra alle sider af salen ville nok begynde at skamme sig så meget grotesk høje bøder, at praksis blev ændret. Selv Preben Rudiengaard ville nok få en dårlig smag i munden.

Det lyder lidt gammeldags, men staten er – modsat privatpraktiserende advokater – bundet af et vist krav om anstændighed og rationel ageren. 7,9 millioner kroners bøder for deling af 24 sange harmonerer med visse advokaters opfattelse af retfærdighed (de tilkendes selvfølgelig også pengene). Men den harmonerer ikke med den gennemsnitlige borgers opfattelse af retfærdighed.

Så der er klart en øvre grænse for bødestørrelsen.

Med det sagt har staten allerede gode muligheder for at sætte bødestørrelsen op.

Muligheden ligger i de  “skærpende omstændigheder” i  Lov om ophavsrets kapitel 7

Skærpende omstændigheder anses navnlig for at foreligge, hvis overtrædelserne sker erhvervsmæssigt, hvis der fremstilles eller blandt almenheden spredes et betydeligt antal eksemplarer, eller hvis værker og frembringelser gengives på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt[...].

Det er her Preben Rudiengaard skal kigge.

Erhvervsmæssig kopiering
“Erhvervsmæssig kopiering” er en skærpende omstændighed der fx. kunne ramme de store pladeselskaber, der med vinding for øje sammenlagt snyder kunstnere for utallige millioner af kroner på årsbasis. Ved en politianmeldelse ville staten faktisk være i stand til at tjene nogle penge på bøder til de kriminelle med kontor i København K. – Men som regel politianmelder kunsterne ikke pladeselskaberne. De kæmper mod pladeselskabernes uautoriserede,  erhvervsmæssige, kopiering i retten i stedet for. Og ingen anmeldelse, ingen bøde.

Men når Preben raser over at “folk bare sidder og griner” mener han næppe grådige, lovbrydende pladeselskabsdirektører. Han synes at være mere interesseret i at udskrive bøder til almindelige mennesker. Disse foretager dog meget sjældent uautoriseret, erhvervsmæssig kopiering med uretmæssig indtægt for øje.

Men hvad så med betydelig, uautoriseret kopiering?

Betydelig kopiering
“Betydelig kopiering” betyder lidt flere ting hvis vi taler fildeling.

At dele 24 sange er ikke særlig betydeligt.

Men det er nok endnu mindre betydeligt, end de fleste tror.

Ovenfor er der et skærmdump fra en BitTorrent-klient (sådan et program, man bruger til fildeling). Der deles fire filer. I første spalte ser man navnet, i næste størrelsen på filen. Og så hvor meget brugeren har delt målt i både Mb og %.

Her kan vi fx. se at filmen Home 2009 er blevet 100% downloadet. Men kun 55 Mb – 3,8% – er blevet ekspederet videre til de andre fildelere.

Hvis bevismaterialet siger, at en misdæder i alt har downloadet 24 sange, men kun ekspederet 12 videre, vil det være meget svært for en redelig domstol at skrue bøderne op i fantasillion/”Ikke -blødsøden”-klassen. Med fildeling og bevismateriale, der kan holde i retten, er der faktisk forholdsvis håndfaste tal for omfanget af den uautoriserede kopiering, man vil udstede bøde for.

Det kan fungere næsten som med en fartkontrol på motorvejen hvor man med målinger fra nogenlunde velfungerende apparater vil kunne udregne den præcise procentuelle overskridelse. Og dermed bødestørrelse.

En rationelt funderet stat vil så kunne opkræve en bøde for 1,57 Antichrist á 94-kroner stykket, 1,03 Keld&Hildas Bedste og hvad folk nu ellers fildeler uautoriseret i den virkelige verden. De små fisk får små bøder, de store større.  Endda på et rationelt grundlag.

Let at få fat i
Hvis folk kun sælger deres uautoriserede cd-kopier af Keld&Hildas Bedste mellem kl. 10 og 12 på Nørre Ubberup Marked, kan man ikke rigtig sige at almenheden får adgang til dem på “et individuelt valgt sted og tidspunkt”. Vi taler små bøder uden videre forhøjelser.

Men fildeler folk Keld&Hildas Bedste i timevis hver dag, tilgængeligt for enhver der har et fildelingsprogram og kan finde ud af at bruge Google (20% af befolkningen?), kan de glæde sig i bødeskriver-afdelingen. “Let at få fat i” er en skærpende omstændighed, der meget ofte er til stede hvis man bruger det nymodens Internet.

Præcis hvad det skal koste ekstra, er dog lidt sværere at regne ud.  Fantasien sætter grænsen ved en halv milliard potentielle aftagere af Keld&Hildas Bedste. Men det er nok ikke en faktor alle bødemodtagere automatisk vil få deres bøder forhøjet med.

Producenten og politikeren kan begge blive tilfredse
Det lader altså til, at vi med den nuværende lovgivning kan udstede bøder, der kan tilfredsstille både den demokratisk sindede filmproducent og den anti-blødsødne politiker.

Spørgsmålet er så bare om det – set i teknologisk og informationssamfundsmæssigt perspektiv – er en fremtidssikret løsning.

Links

F-Film. Ronnies filmselskab. Med nogle solide succeser.

Køb Armadillo på gammeldags sølvskive.  Prisen er pt. et sted mellem 116 og 224 kroner. Det skyldes i udstrakt grad de meget høje omkostninger ved denne gammeldags distributionsform.

Download og se Armadillo. Gratis. Lovligt. Den har været online de sidste par uger. Drop sølvskiverne og download. Færre omkostninger og højere komfort for alle.

Skræmmebreve er en god fidus i Tyskland.  Rettigheder bruges som pengemaskine.  Gammel gæld kan også bruges som pengemaskine. Advokater kan blive yderst opfindsomme, når de ser fattige menneskers penge.

Kunstnere verden rundt snydes for utallige millioner af kroner på årsbasis. Pladeselskaberne bliver dog sjældent politianmeldt. Kunstnerne kæmper i stedet i retten mod den uautoriserede,  erhvervsmæssige, kopiering.

Casper & Frank: Bare Download vores film. “- I skal sgu ikke være bange for at piratkopiere filmen. Download den – fyr den af – og lav en masse kopier. Casper og jeg har det sådan – og det er med hånden på hjertet – at når vi tæller sammen hvad vi er blevet snydt for af penge, så er det ikke piraterne der har snydt os. Det er distributørerne og producenterne der har snydt os, det er ikke jer søde piratgrupper”. Kunstnerne er ikke altid lidende. Ofte, men ikke altid.

Home 2009. Ganske smuk HD-film.

Skræmmebrevene er en pengemaskine. De danske advokater har holdt en pause med at udsende dem indtil de får ændret loven i deres favør. Et skræmmebrev set fra menigmands synspunkt forklarer mere om skræmmebreve og lovarbejde.

Capiche? forklaret. Intet som lidt italiensk-amerikansk.

PC’en kopierer. Nettet distribuerer. Ingen af dem lader sig regere. Kopieringsrettigheder er et levn fra fortiden i en verden med 300 millioner kopierende apparater. Vor nuværende kopieringslovgivning ville aldrig kunne vokse naturligt ud af nutidens teknologiske virkelighed.

Bøder i den virkelige verden. En knallert kan i praksis godt bære to personer. Men reglerne siger, at den kun må bære en. De, der bryder denne regel, får en bøde på 500 kroner. Der kan næsten trækkes en parallel til en kopi af Antichrist. Den kan let blive til to. Men de, der bryder reglerne, kan så få en bøde på… 500 kroner? Det ville også ligge i tråd med Ronnie Fridtjhofs forslag.

Venstre og de 130 km/t på motorvejene. Den teknologiske udvikling gjorde det, vistnok, muligt at øge hastigheden fra 110 km/t til 130 km/t på motorvejene. Faktisk var en stor del af befolkningen allerede begyndt at køre 130 km/t. Dengang var der ingen fra Venstre sagde “Almindelige mennesker, der kører for hurtig, skal have en bøde, så de kan mærke det. Jeg er træt af det her blødsødne samfund. Hvis vi ikke strammer op, sidder folk bare og griner.” I stedet valgte Venstre at sætte sætte hastighedsgrænserne op i stedet for at sætte bøderne op. De har samme valg i dag.