IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret fredag d. 16 oktober, 2009 kl.08:33
Opdateret fredag d. 16 oktober, 2009 kl.08:52

Brug aldrig mobiltelefonen til Internet

mobilsurf.jpg

Der er tre gode grunde til at man aldrig skal gå på nettet med sin mobiltelefon.

  • Skærmen er for lille
  • Tastaturet er for lille
  • Prisen pr. overført Mb er alt, alt for høj og uigennemskuelig.

De ting lagt sammen giver en hurtig, og på mange måder fornuftig, anbefaling: brug aldrig mobiltelefonen på Internet. Det er alt for dyrt og alt for besværligt.

Har man 5-10.000 kroner, der brænder i lommen, kan Internet-oplevelsen fra mobilen dog blive lidt bedre.

Først skaffer man sig et nyt apparat.

Større skærm og en art tastatur
Bruger man over 4.000 kroner på en mobiltelefon, er man i dag nogenlunde sikker på at den vil have en skærm på 3-3.5″. Den vil minde lidt om en håndholdt computer og man vil til nød kunne surfe rundt på sine sædvanlige sider. Den trykfølsomme skærm kan også blive til et lille tastatur man til nød kan skrive på. Det er ikke rart, men dog bedre end at sidde og taste web-adresser som b-l-o-g-s-.-f-a-g-b-l-a-d-e-t-.-d-k ind via et numerisk tastatur. Brrr.
Men udgifterne er ikke slut. Man skal også have et nyt mobilabonnement.

Surf- og data-abonnementer
Ser vi til de typiske mobilabonnementer fra TDC, Telia, Telenor og 3 er prisen pr. overført Mb hhv. 12, 10, 10 og 10 kroner. Det betyder på dansk at det snildt kan koste 2.000 kroner at surfe rundt på YouTube en times tid(!)

Leder man efter en biograf, kan man også risikere at denne nyttige og uskyldige søgen på 10 minutter forvandler sig til en ekstra mobilregning  på 80 kroner. Mere end det koster at komme i biografen.

Teleselskaber er de fødte udsugere, ågerkarle, snydepelse, optrækkere og – nu og da – skidesprællere.

Man skal derfor se sig godt for i deres jungle af mobiltilbud.

Skifter man fx. abonnement fra Telia Basic til en Telia Basic Surf falder prisen pr. mb magisk og radikalt.

I Basic-abonnementet koster 10 Gb 100.000 kroner (jep, cirka som en brugt bil).

I Basic Surf-abonnementet koster de 149 kroner (jep, som en ny dvd; det en abonnement er 670 gange dyrere end det andet).

Telenor kan samme trick. 10 Gb: Normal overpris er 100.000 kroner, Surfer- Large  199 kroner. 500 gange billigere.

Nogle vil kun sælge de gode data-abonnementer sammen med iPhone. Men leder man lidt, kan man godt finde data-abonnementer til andre mobiler.

Man får et af de mindre dårlige overblik ved at søge Teleprisguides  oversigt over mobilabonnementer igennem for surf og data.

Konklusion
Hvis du har en almindelig mobiltelefon og et almindeligt abonnement: hold dig fra nettet. Det er horribelt dyrt og besværligt.

Hvis du har 5-10.000 kroner, der brænder i lommen: overvej om du skal købe en smart mobiltelefon med en data-abonnement eller om du skal købe almindeligt trådløst bredbånd til den bærbare.

Trådløst bredbånd koster typisk 100-300 kroner pr. måned og bærbare er bedre at surfe på end mobiler.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det dyrt at gå på nettet med mobilen.

Links

De ny mobiler kan alt. Og har du ca. 4.000 kroner, kan du købe en iPhone, HTC Magic, Samsung Omnia og hvad de ellers hedder.

En 3G-mobil koster fra 700 kroner  – men det er hverken sikkert at teleselskabet vil sælge dig et rimeligt abonnement eller at du kan holde ud at surfe på Internet med den.

TDC, Telia, Telenor og 3. Grusomme datapriser på 10 kr. pr. mb i de almindelige abonnementer. Teleselskaberne ligger på lur og venter på at du kommer til at bruge disse urimeligt prissatte tjenester.

Teleprisguides  oversigt over mobilabonnementer. Søg efter surf og data.

Trådløst bredbånd. Den bærbare får bedre abonnementer end mobilerne. Det er også sjovere at surfe med en 10″-15″ bærbar end med en 3″ mobiltelefon.

Kommentarer til artiklen

Du har ret i at man ikke skal bruge mobillos til at surfe i timevis, men det fedt at kunne checkke mails (google har lavet et fine javaapps til gmail og google.maps ), hente en vejrmelding m.m.
Selv på en antikveret telefon som min Nokia 6300 fungerer det fint hvis man primært holder sig til mobilversioner af diverse sites.
Selv om jeg bruger det hver dag har jeg endnu haft regninger på mere end 50-60 kr pr måned på datatrafik.

Ole Kjeldgaard | Fredag d. 16 oktober, 2009 kl.15:27

Jeg bruger også nettet fra min telefon hver eneste dag til at læse nyheder, tjekke mails, skrive artikler m.m. Aldrig har jeg betalt mere end 50 kroner pr. måned for mit dataforbrug – men bemærker dog også, at jeg aldrig kunne finde på at hive en film eller en tv-udsendelse hjem. Det noget der koster knaster.
Men ellers syntes jeg – som sædvanligt for disse it-artikler – at det er en enorm negativ tone. Der burde i stedet være blevet gjort opmærksom på alle de fede ting man kan med mobilen på nettet – også uden at det koster kassen. Det er en superhjælp i hverdagen at kunne smutte en tur på nettet – ligemegethvor man end er.

Mikael Nielsen | Tirsdag d. 27 oktober, 2009 kl.04:09

Jeg bruger min mobil adskillige gange om dagen – og har push e-mail (dejlig gratis service – Nokia Messaging), som leverer mails kontinuerligt, når de ankommer til serveren. Det koster absolut ikke særligt meget.

Ift. tv, så har jeg faktisk set en fodbold-landskamp på min mobil. Det kostede mig 29 kr. at få adgang til at se live-tv i et døgn på TDCs mobile platform. Her er data-forbrug gratis.

Holder man sig til mobile websites, så er dataforbruget absolut lavt. Og der kommer heldigvis flere og flere af dem. Desuden er der udbydere, der har ret lave mb-priser (fx Happii m.fl.)

Kasper Hyllested | Tirsdag d. 27 oktober, 2009 kl.20:15

Ham her betalt 130.000 kroner for at bruge mobilen 1 uge i Malaga
http://nyhederne.tv2.dk/article/29435127

Mahmoud | Onsdag d. 24 marts, 2010 kl.14:27

[...] Brug aldrig mobiltelefonen til Internet. Teleselskaberne flår dig. Men, som det kan ses ovenfor, er der efterhånden mulighed for mere rimelige priser. Til de bedste tilbudsjægere. [...]

Køb aldrig en mobiltelefon til 1 krone « IT-nørdens blog | Tirsdag d. 13 april, 2010 kl.10:30