Når Tour de France begynder den 2. juli er der sikkert mange, der gerne vil sidde og se de smukke franske landskaber og stakkels tynde mænd i høj opløsning.

Det kræver

• et apparat
• en tv-boks og
• et tv-abonnement.

Lad os tage dem fra en ende af.

Apparaterne
Henne på Hardwaresiden er der links til

• 32″ tv-apparater til 2.300 kroner,
• 42″  tv-apparater til 3.500 kroner og
• 100″-200″  projektorer til 3.500 kroner.

Tv-apparaterne giver et “lille”, godt,  skarpt billede.

Projektorerne giver et imponerende stort billede. 3*1,80 meter (eller bedre) i nogle stuer.

Men projektorbilledet er lidt mindre skarpt og lidt mere udvasket end det tv’et leverer.

Alligevel bliver projektorejere ofte hjemsøgt af venner på store sportsaftener, så hvad man savner i billedkvalitet kan måske genvindes i socialt samvær.

Jeg ville ikke have nogle større kvaler over at købe et 42″ LG-tv til 3.500 kroner. Eller en Sony LCD-projektor til 3.600 kr. Læs  dog grundigt om projektorer først, hvis du ikke er helt fortrolig med dem.

Køber man et billigt tv, vil det sandsynligvis fungere øjeblikkeligt med de fleste antenne- og kabel-tv-installationer uden ekstra omkostning. De billige 42″-tv kan  i hvert fald vise både DVB-T (antenne) og DVB-C (kabel) uden problemer og endog rumme et dekoderkort i nødstilfælde.

Projektor-køberne bliver nødt til at købe/leje en tv-boks, der kan oversætte tv-signalet til noget HDMI-venligt. Det kan være en billig boks fra Harald Nyborg. Eller hvad tv-pakke-sælgeren nu kan prakke en på.

Apparaterne koster ca. det halve af tre års tvungen medielicens og under det halve af 3 års typisk tv-pakke-abonnement.

Så apparatprisen er klart den mest overkommelige i denne sammenhæng.

Det er tv-kanalerne, der – som oftest – er de dyre.

HD-tv-signal koster gysser
Kan man nøjes med at se den del af Tour de France DR (måske) viser på DR HD, er HD-fornøjelsen gratis.

Men vil man også have TV2 Sport HD og nogle af de andre HD-sportskanaler med, begynder det at koste alvorlige mængder penge. Et sted mellem 266 og 707 kr. pr. måned alt efter hvem man køber hos og hvor meget man køber.

Kan man få det billigere på nettet?
Til de eventyrlystne og lovbrydende vil der givetvis være noget HD-streaming/download af Tour de France via nettet. Men det vil nok ikke være særlig driftssikkert eller legalt.

TV-stationernes streaming-tjenester (som fx. DR NU og TV2 Sputnik) vil også indeholde noget Tour de France. Men jeg tvivler meget på billedkvaliteten.

Så
Apparaterne er billige og spændende. Tv-kanalerne/tv-pakkerne er dyre og lidt svære at hitte rundt i.

Men det behøver ikke koste en formue at se (noget af) Tour de France i HD.

Hvis nogen har gode tip til gode Tour de France-kanaler – gerne 1080p varianter med 100% live Tour-dækning-  så smid dem i kommentarfeltet.

Links

42″  tv-apparater til 3.500 kroner og 100″-200″  projektorer til 3.500 kroner. Via på Hardwaresiden. Priset være Hardwaresiden.

Om tv-apparater. Simple og billige.

Om projektorer. Lidt svære at omgås. En Sony LCD-projektor til 3.600 kr. skal have cirka 4 meter stue for at give et 2.5 meter bredt billede. Men så er der også omkring 120″ til omkring 4.000 kr. Husk at projektorer kræver en tv-boks af en eller anden art.

Infocus SP8600. 1080p-projektorer (dem med høj opløsning) nærmer sig de 5.500 kroner (i DLP-versioner uden lens shift). 1080p-projektorerne har i en del tilfælde et bedre billede end den billige Sony. Men er lige så svære at placere i stuen.

Tv-programmer på abonnement. En dyr fornøjelse. Jo færre programmer, jo lavere pris.

DR, TV2 og Sporten varmer op til Tour de France. Tv2 Sport HD sender nok en masse timer i HD.

Team Easy On. 21 afsnit med et af landets sjoveste cykelhold. Det vakte en mindre sensation for 6 år siden og er bestemt et genbesøg værd.

Det korte svar: folk med lille tålmodighed og viden om at bygge computere skal holde sig langt væk fra at bygge deres egne mediecentre. Det er hårdt og frustrerende arbejde.

Det er så meget hurtigere og lettere fx. at købe en WD-TV Live Hub til 1.300 kroner. Den magiske dims kan afspille omtrent alt  – minus tv (DVB) og skiver (dvd/blu-ray), rummer 1 Tb og kan fjernbetjenes med både gammeldags fjernbetjening og smart mobil.

De skiveglade kan købe en Blu-ray/dvd-afspiller med indbygget medieafspiller til et sted mellem 800 kr. og 2.300 kroner. De billige apparater afspiller skiver godt, men er dårlige til  film&video i moderne formater og kan, som WD-TV Live Hub, kun afspille optaget tv.

Men disse dimser  er, i modsætning til hjemmestrikkede mediecentre, billige og lette at omgås.

Med det sagt.

Den lange svar
Det er meget besnærende at købe et 649-kroners Atom-bundkort, proppe for 169 kr. ram på det, sætte en 500 kroners 2Tb harddisk til den, sætte hele skidtet i et gammelt kabinet med strømforsyning og gjalde: “Jeg kom op at køre for 1.500 kroner! Maskinen virker også som 2 Tb Nas! Jeg styrer!”

Det er desværre bare ikke helt rigtigt.

For Atom-processoren er lidt for slatten til 1080p-video og der er kun VGA-udgang fra bundkortet. Altså: hakkende video og ledningshelvede.

Skal man bygge sit eget mediecenter fra grunden af, skal man starte lidt højere.

For de tålmodige
Her er dagens bud på et hjemmestrikket mediecenter, hurtigt sammensat efter 60 minutters research.

• Bundkort: ASUS E35M1-I til 1.100 kroner. 17*17*8 cm. Passivt kølet. Styrke nok til at være mediecenter. Bruger kun 30W, når den rigtigt arbejder. HDMI 1.4-udgang. Elsket af testerne fra Tweak, Sweclockers, Hardware, Kitguru osv. osv.
• RAM: 2 Gb til 170 kr.
• Harddisk: 2 Tb til 500 kr. Evt. 1 Tb til 680 kr., hvis man kan finde et supertrangt kabinet.
• Kabinet: Ace Polly med 150W strømforsyning. 400 kroner. Ikke optimalt, men pænere kabinetter med mere effektive, passivt kølede strømforsyninger koster en formue.
• Operativsystem: Ubuntu. Gratis. Og en opskrift på lidelse, for ASUS E35M1-bundkortet/processoren understøttes endnu ikke helt korrekt af Ubuntu (ifølge Sweclockers). Ligesom Linux heller ikke kan skifte grafikdriver ordentligt på Asus 1215B. Windows 7 til 800 kroner er måske pengene værd.

Prisen lander på 2.500 kroner.  Det er cirka det samme som et noget mere slattent, men færdigsamlet Atom-baseret mediecenter. Og 1.000 kr.  billigere end et færdigsamlet i3-baseret mediecenter.

Maskinen vil fra starten af kunne fungere som 2 Tb NAS (besparelse: 1.200 kroner) og kan – med tiden – udvides til at afspille Blu-ray og dvd  (500 kr. for drevet, 400-500 kr. for at kunne afspille Blu-ray på Windows) og tv (400 kroner inklusive software).

Teoretisk set burde man kunne proppe et 5750-grafikkort (1.000 kroner) i maskinen og derefter spille løs i Full HD. Bundkortet og Windows 7 tillader det. Strømforsyningen er måske endda også med på at levere strøm nok via de rette stik. Men i praksis er der nok ikke plads til gigant-grafikkort i kabinettet og den i spilsammenhæng slatne processor på bundkortet kunne måske vise sig at være en flaskehals.

Konklusioner
Vi må hellere opsummere.

• Et hjemmestrikket, Ubuntu-drevet mediecenter koster cirka det dobbelte af en WD-TV Live Hub. Og uendeligt meget mere arbejde. Det er kun for nørder og folk, der vil efteruddanne sig selv.
• Blu-ray er meget irriterende og dyrt på både Windows og Ubuntu. Vil du have skidtet, så køb en skiveafspiller til 800 kroner og lev med den ekstra fjernbetjening.
• Det hjemmestrikkede mediecenter  kan udvides lettere og billigere end en WD TV Live Hub. Det hjemmestrikkede kan komme til at vise og optage tv. Det kan blive til en 6 Tb Nas forholdsvis billigt. Det er bedre til Internet (Youtube, alm. surfing, Flash-spil) og spil (i lav opløsning).

De færdigsamlede løsninger
Men når vi humper op over 3.000 kroner, begynder nye mediecenter-muligheder at vise sig.

• En Asrock HT100 kan lidt mere end vores hjemmestrikkede (stærkere processor, fjernbetjening) og lidt mindre (bette harddisk). Men den er færdigsamlet. Den koster 3.400 kroner.
• En Asus 1215B har noget mindre harddisk. Men Windows 7, skærm, tastatur, skønhed og bærbarhed. Et superkøb til 3.250 kroner.
• Vil man spille i Full HD, må man dog gå efter en stationær pc med Windows 7 eller (lidt bedre) en stærk spillebærbar. Den slags koster 5-6.000 kroner og er dermed et godt stykke fra WD-TV Live Hub og de hjemmestrikkede mediecentre.

Links

WD-TV Live Hub. Simpel og billig. Lige som vi kan lide det. Kan faktisk spille dvd og blu-ray. Hvis man omformer sølvskiverne til ISO-format. En noget irriterende proces. WD-TV Live Hub kan også afspille optaget DVB-tv.

Asus E35M1. En god start på et hjemmestrikket mediecenter.

Asrock HT100. Et godt bud på et færdigsamlet mediecenter uden software.

Asus 1215B. En 12.1″ superbærbar med kræfter nok til at være mangefacetteret mediecenter og lavniveau-spillemaskine.

Læsernes frækkeste mediecentre. 15 afslørende billeder fra privaten! Folk bruger alt fra Xbox’e til spille-pc’er som mediecentre. Alle mediecentrene er lette at kritisere, men svære at overgå. Tænk bare på hvor svært noget så simpelt som musikafspilning i stuen er.

Om Blu-ray-afspillere. Mindst irriterende i løs vægt. Hold skiverne væk fra mediecentret. Hvis man aldrig skal skive-fodre sit mediecenter og det fjernbetjenes via den smarte mobil (wifi eller Bluetooth), kan man bare gemme mediecentret væk nede i et skab i stuen.

Om NAS’er. Kan integreres i et evigt tændt mediecenter.

Sådan optager du tv på dit mediecenter. Tv er bøvlet. Men man kan lave menneskevenlige løsninger. Hvis man er meget dygtig og stædig.

• Det fylder ingenting
• Det tager fremragende billeder
• Det optager video i Full HD, 1920*1080px
• Det optager slowmotion videoer (dog i lavere opløsning)
• Det koster 1.400 kroner.

Kameraet tager 12 megapixel-billeder. De er alt for store til at sende til folk. Det samme gælder de gigantiske videoer, der kommer ud ad kameraet.

Heldigvis har jeg programmet Picasa, der gør det utroligt let at overskue mine billeder og lave fotoalbums med billeder i en mere brugbar størrelse. Picasa smider nogle 2-megapixel-kopier af mine billeder online og selv folk med dårlige Internet-forbindelser kan se billederne i deres fuldskærmspragt uden den store ventetid.

Picasa er desværre elendigt til video. Det lægger godt nok web-venlige kopier af ens videoer online. Men videoerne bliver komprimeret til ukendelighed. De bliver væsentlig grimmere end de i virkeligheden er.

Kan man så ikke bare uploade original-videoerne fra kameraet?

Desværre nej.

Original-videoerne er obskønt store. Så store at folk ikke gider sidde og vente på at de downloader. Og tit også så store mundfulde at folks computere er for svage til at afspille dem uden hak!

Red os Avidemux!
Der findes mange udmærkede programmer til at omforme videoer med. Super kan cirka alt. Hamster Free Video Converter kan meget og er dertil brugervenlig og lettere at downloade.

Men Avidemux er om muligt endnu mere rar. Her kan man nemlig redigere videoen let før man gemmer den. Avidemux har også en ganske brugbar grafisk brugerflade.

Hjemmestrikket konvertering
Når jeg gør Full HD videoerne fra Ixus 220Hs-kameraet seværdige, gør jeg tit de samme ting.

• Klipper lidt i starten og slutningen
• Gemmer som velkomprimeret h.264
• Trykker videoen ned i 1280*720px. For originalmaterialet er i virkeligheden ikke mere værd. Og 1920*1080 er irriterende at afspille på dagens bærbare.

Til at begynde med krævede det næsten 20 klik pr. video. Men så oprettede jeg en custom profile i Avidemux. Nu tager det 5 klik.

Sådan gør man
Ude til venstre vælger man som altid

• Video:  Mpeg-4 AVC
• Audio: AAC (eller mp3, der er valgfrihed)
• Format: mp4

Så er man nogenlunde sikker på at den video man gemmer vil kunne afspilles af alle apparater i hele verden til næsten evig tid.

Under Video: Filters, kan man så sætte en resize-filter op og mose videoen fra 1920*1080 til 1280*720. Man kan også fjerne støj, indsætte vandmærke og lignende.

(Klik for større billede)

Når alt dette er sat op, trykker man på File: Save Project As og vælger et godt filnavn. I det aktuelle tilfælde blev det canon220hs-720.js.

Denne fil åbner man straks med Notepad eller et lignende tekstredigeringsprogram.

Man kan så her læse opskriften på hvad Avidemux vil gøre med videoerne i næsten forståeligt sprog.

På linje 9 skriver den noget om at den gerne vil indlæse en specifik videofil.

Det skal man forpurre ved at sætte to skråstreger foran. Herefter gemmer man filen.

Nu har man så en opskrift på videobehandling, der gælder alle videoer.

Desværre bliver man nødt til at flytte den et sted hen, hvor Avidemux kan se den.

I det aktuelle tilfælde (Windows XP) blev det til

C:\Documents and Settings\Steven\Application Data\avidemux\custom

Det varierer dog lidt fra Windows-version til Windows-version (og bruger til bruger) hvor stadset skal placeres.

Den letteste måde at finde placeringen på er at vælge søg ned i startlinje-menuen og lede efter %appdata%.

Så finder man (uanset Windows-version) frem til Avidemux’ katalog og kan så endelig kopiere sin velredigerede canon220hs-720.js-fil derhen.

Men så er det også den rene og skære succes.

De små videobehandlingsopskrifter (js-filer) ligger i det rette katalog:

Og i selve Avidemux, kan man vælge dem under Custom:

Man kan nu smide alle mulige videoer ind i Avidemux og få et fint resultat ud. Uden at skulle klikke de samme steder hver gang.

Hvis mange videoer skal konverteres
Hvis man ikke skal pille særlig meget ved videoerne, men bare have kopieret 10-20 stykker til sund mp4, skal man ikke bruge Avidemux. Så er Super eller Hamster Free Video Converter bedre.

Her trækker man videoerne over, vælger en god konverteringsprofil og gemmer så hele dynen.

Hamster kommer med konverteringsprofiler rettet mod iPad, iPod, PSP, Nexus og utallige andre apparater. Og ligesom med Avidemux, kan man også lave sine egne (de hedder favoritter).

Konklusion
Hvis videoerne på harddisken bare skal konverteres: Hamster eller Super.

Hvis de skal trimmes, redigeres og filtreres lidt: Avidemux

Hvis de skal gennemarbejdes på alle leder og kanter: et af de dyre programmer.

Links

Softwaresiden. Links til Picasa, Avidemux, Super og Hamster FVC. Find vejledninger til programmerne ved at trykke på XL-ikonet ud for programmet.

Canon Ixus 220 Hs (også kendt som Elph 300). Et godt kamera til prisen. Det klarer sig endda overraskende godt under ringe lysforhold. Skal jeg være helt ærlig, kan det med fordel indstilles til at optage video i 1280*720 px. Men fremgangsmåden ovenfor virker selvfølgelig også hvis man ønsker sig 853*480 px, støjreduktion, farveforøgelse eller lignende.

Nede i Hr. Hansens lomme ligger der en smart mobil (en Android, men det er ikke så relevant). Den har forbindelse til boksen i kælderen.

Hver gang Hr. Hansen vil optage noget i tv, dykker han ned i lommen og forbinder sig til boksen i kælderen. Den kan så finde et tv-program frem til ham og han kan optage vigtige ting med få klik.

I aften er det fx. Den gode, den onde og den grusomme på DR HD.

Det har kostet en del timer at sætte systemet op. Men nu er det så smart, at Hr. Hansen kan sidde i frokostpausen, ferielejligheden på Tenerife eller toget og optage tv.

Fru Hansen kan også med noget forholdsvis simpel peg&klik få maskinen i kælderen til at optage.

Optagelserne
Al det optagne tv lander på den store NAS i kælderen. Det er en netværksforbundet harddisk.

Familien kan se tv-optagelserne på alle apparater i huset. Og egentlig også på alle apparater uden for huset. For NAS’en står på en højhastigheds-Internetforbindelse. Sådan en 269-kroners sag, der kan overføre i hvert fald 2 HD-film i timen. Den kan også streame alt alle steder hen.

“Aha!” råber den utålmodige “Sådan en opsætning vil jeg have! Nu skal det være slut med at stå og trække en USB-nøgle ind og ud af bagsiden på en utaknemmelig HD-optager fra Harald Skrald! Her kan man sætte dimsen til at optage hvorfra man vil og se det hvor man vil! Hurra!”

Men så let er det ikke.

• En pc, der gider optage tv i HD og lade sig fjernstyre koster 5.000 kroner
• En NAS koster 1.200 kroner
• Stadset koster – desværre  – stor ekspertise at sætte op og der er også løbende udgifter til el-forbrug.

Så den bedste løsning er at gå sammen om det.

Men kan man det?

Lovgivningen
Nidkære ophavsretsadvokater har gjort det ulovligt for Hr. Jensen at få en af Hr. Hansens optagelser. Det kan man læse mere om i Den gode, den dumme og den snedige måde at optage tv på.

Men spørgsmålet er om 10 familier ikke kan gå sammen om at købe en opsætning som Hr. Hansens?

Med NAS’en er det forholdsvis enkelt. Sådan en kan 10 mennesker godt splejse til og bruge. Der er intet i lov om ophavsret, der forbyder en familie, en opgang eller – for den sags skyld – en by eller et land at deles om en NAS. Eller at betale NAS-viceværten et lille beløb for at holde NAS’en opdateret og kørende.

Med tv-optagelser er det sværere. Man kan sagtens splejse til maskinen, der klarer optagelserne. Men må Hr. Jensens optager optage tv fra Hr. Hansens tv-forbindelse? Må han – på gammeldags sprog – tage et tomt bånd med til Hr. Hansens videomaskine? Det er mindre klart.

Selv hvis vi holder os til de gratis (medielicensbetalte) kanaler, er det ikke tydeligt om befolkningen har lov til at lave fornuftig infrastruktur. Eller om alle skal spilde tid og kræfter på en simpel opgave, der i den grad trænger til en mere central løsning.

Konklusion
Hr. Hansen gør det rigtige.

Det er let at optage, det er let at afspille.

Men det er lidt spild af samfundets tid og kræfter at kopiere løsningen ud i 1 million hjem. Det vil være usundt for handelsbalancen og røve urimelige mængder tid.

Den rationelle løsning vil være at udbyde Hr. Hansens system som en central tjeneste folk kan abonnere på.

Men en sådan har sandsynligvis meget lange udsigter.

Links

Hr. Hansens setup. Indviklet, strømslugende. Og fantastisk, når det virker. Man kan opnå cirka det samme med en pc med Windows 7.

Mythtv i Danmark. Et sted at søge hjælp til Mythtv. OpenCompany har en fin guide til opsætning ag Mythtv.

Mythtv-fjernbetjeningsprogrammer til Android. Man kan nu også bare nøjes med en browser, hvis alt, man vil bede den om, er at optage. Men de smarte mobiler er klart de bedste fjernbetjeninger.

En NAS. Uundværligt i det moderne hjem. Og dog. Man kan også bare proppe Mythtv-maskinen fuld af 2 Tb diskdrev (iflg. Hardwaresiden).

Højhastigheds-Internetforbindelse. Nok en ting til det moderne hjem.

Den gode, den onde og den grusomme på DR HD. Banditter i en korrupt verden.

Uh! Optagelser i sporthaller er noget af det værste. Der er ret mørkt, man sidder ofte ret langt væk og lyden er gyselig. Tommelfingerreglen for et kamera til dens slags brug er “lille f-tal, stor sensor”. Det lille f-tal betyder at kameralinsen slipper meget lys igennem og den store sensor betyder at optagelserne i halvmørke bliver skarpere og mere støjfri.

De sikre valg er her Panasonics, Sonys og Canons videokameraer i over 8.000-kroners klassen. De er gode i svagt lys og har mere zoom og batteri end almindelige digitalkameraer.

Man får bedst ydelse under svage lysforhold med et Canon HF G10. Problemet er bare at det koster 10.000 kroner. Her er det nok bedre at købe et af de utroligt lysstærke Panasonic-kameraer til et sted mellem 5- og 7.000 kroner.

Panasonic-videokameraerne har også den sjove mulighed, at de – med en ekstra linse – kan optage 3D-video. Ikke strengt nødvendigt, men en meget sjov mulighed at have.

Panasonic HDC-SD800 må klart være vinderen blandt de mange modeller. Til 5.400 kroner får man fantastiske evner for at optage skarpt i tusmørke og en fornuftig brugerflade.

Spejlrefleks
Man kan også vælge et moderne spejlreflekskamera. Et Canon 60D har en bedre sensor end de fleste videokameraer. Til gengæld er den linse, man har råd til at købe, omtrent natteblind. Så i praksis får man ikke bedre ydelse i svage lysforhold end med Panasonics videokameraer.

Hukommelseskort
Videokameraer har den godhed at gemme optagelserne på SD-hukommelseskort. Her skal man være lidt opmærksom. Alt under hastighedsklase 6 er mindre brugbart til Full HD. I praksis skal man dog lede efter hastighedsklasse 10 (den højeste). Kortene koster ikke stort mere, men vil garanteret fungere under selv de mest ekstreme forhold.

Links

Anmeldelse af Panasonic SD800. Et fremragende videokamera.

Panasonics lysfølsomme videokameraer. SD800 har ikke indgang for ekstern mikrofon eller 5.1-lyd, men deler ellers alle andre vigtige evner med storebrødrene. Dustin har dem på lager, siger de.

Camcorderinfo.co.uk. Nettets bedste sted at læse tests af videokameraer.

Hardwaresiden. Altid noget at klikke på. I dette tilfælde vil det være relevant at klikke på Hukommelseskort.

Transcend 32 Gb SD-kort, hastighedsklasse 10. 32 Gb til 411 kroner. Fantastisk. Kortet er godt nok 50 kroner dyrere end det biligste 32 Gb SD-kort. Men Transcend-kortet er oppe i hastighedsklasse 10. Og det er der man skal op, når man vil optage Full HD-video uden problemer.

3D-objektiv til Panasonic. 2.200 kroner er lige i overkanten. Men det er en sjov mulighed.

Men spændende, det er den.

Asus Transformer (eller Asus eee pad, som den også kaldes) er en tablet-pc med det nye Android 3.0 styresystem.

Det interessante er, at den på mange måder også fungerer som en almindelig bærbar.

Har man lidt ekstra penge på kistebunden, kan man købe et fint tastatur til den og tage den sammenklappet med i byen som en almindelig bærbar.

“Aha!” råber vi begejstret. “Så kan vi sidde og arbejde på den i skolen, toget og hvor vi ellers arbejder. Når vi bliver trætte af at arbejde, kan vi smide tastaturet ned i tasken og bruge den berøringsfølsomme skærm til at se film på, spille spil (blandt andet Flash-spil), surfe på nettet – ligesom på en smart mobil. Vi husker at proppe hovedtelefoner i den, så vi ikke genrerer andre.”

Og det er altsammen rigtigt.

Hyggeadfærden kan fortsætte hjemme i sofaen hvor man kan bruge skærmdelen som en lille, let avis/bog. Eller til at foretage videoopkald på Skype/Google Talk eller hvad man nu bruger til den slags.

Mediecenter?
Man kan proppe et HDMI-kabel i skærmdelen af Asus Transformer og få lyd og billede pustet ud på tv/projektor/lydanlæg. Sandsynligheden for at Asus Transformers medieafspiller kan afspille alle filmformater og alle 1080p film korrekt er dog pt. forsvindende lille.

Skærmen er heller ikke bestykket med særlig meget hukommelse, så meget af det, den afspiller i stuen, må komme flyvende via wifi. Endnu nogenlunde sikker opskrift på hakkeri i HD-film. Udover det hakkeri de for tiden dårlige videoafspillere tilfører helt automatisk.

Asus Transformer bliver dermed mest til en fremragende fjernbetjening til et rigtigt mediecenter.

Fjernbetjening?
Som vi har sagt før er gammeldags fjernbetjeninger dumme og irriterende. Man kan ikke bladre direkte i musik og filmsamlingen og man kan ikke hoppe i en film – højst hurtigspole med 32x hastighed.

Til sammenligning er iPhone/iPad og Asus Transformer gode til at bladre i samlingerne og man får nu og da nogle rigtig fine multitouch sliders at lege med, så man kan navigere i en film lige så let som åp en almindelig pc.

Endelig giver Asus Transformer og de andre nyere Android-dimser en vis mulighed for stemmestyring. Så man altså kan råbe “Tys!” eller “Pause!” til filmen, håbe på at Asus Transformer hører det og mute’r eller pauser. Eller man kan bruge sin Android-dims som Wii-mote til sit mediecenter.

- Disse mere avancerede styringsmekanismer er dog ikke særlig udbredte i den virkelige verden lige nu. Men de skal nok komme i større tal.

Telefon?
Asus Transformer er kun på nettet, der hvor der er wifi. Men så kan man også pludre gratis løs. Har man en Android-telefon med 3G, kan man bruge den som adgangsvej ude i verden. Det lyder måske lidt bøvlet, men i praksis er det billigst med kun én 3G-dims og ét dataabonnement for folk på farten.

Spillemaskine?
Asus Transformer kører ikke Windows. Man er dermed henvist til de mange Flash-spil, man finder overalt på nettet. Eller de mange Android-spil, der også findes i hobetal. Skydespillene må man tage til de stærke bærbare eller stærke stationære for at nyde.

En urealiseret drøm som  Lenovo Ideapad U1 lovede Windows og skrap processor i tastaturdelen – dvs. evner for skydespil og mediecenter. Men et sådant apparat er nok stadig et godt stykke ude i fremtiden.

Arbejdsmaskine?
Asus Transformer har cirka al den tekstbehandling og browsing, man kan ønske sig. Men den er nok ikke den rigtige til avanceret grafikarbejde og videoredigering. Der skal man nok igen en tur omkring de stærke bærbare med gode HDMI-udgange.

For mange voksne mænd vil tastaturet nok også være lige lille nok. Ikke så galt som på en 7″ netbook. Men min tastekomfortzone begynder først omkring de 12 tommer.

Prisen?
Ca. 4.000 kroner siger Dustin og Komplett for tiden. Cirka det samme som en tastaturløs iPad2. Cirka det dobbelte af en almindelig 10″ bærbar med Windows 7, svag processor og almindelig skærm. Cirka det dobbelte af hvad amerikanerne håber på at komme til at betale for dyret.

Den er der næsten
4.000 kroner er også en slags penge for en forvokset mobil, der ikke kan ringe. Men så til gengæld er sjovere at læse på, til dels sjovere at spille på, ganske udmærket som fjernbetjening (engang i år 2012) og nærmest brugbar som studie-bærbar.

Links

Sweclockers viser halvdelen af Asus Transformer frem. Og snakker om den i en halv time.

En kort fremvisning af Asus Transformer og Asus Transformer Slide. Der vil snart være to modeller på markedet.

Læsebrædder, april 2011. Fornøjelige, men dyre.

For 5 år siden kostede den 15.000 kroner og glædede anmelderne. Den er i skrivende stund på udsalg til 1.000 kroner.

Det gode
Opløsningen er vitterlig 1280*720 (det mindste man bør byde sig selv i 2011) og der er ok blus på lampen. Den kan give et mindst 3.5 meter bredt billede i de fleste stuer. Min erfaring med Panasonic-projektorer fra samme årgang er at de, selv i dag, faktisk giver et ganske gangbart billede!  Anmelderne var imponerede og fortidens dyre projektorer er ikke så slemme endda.

Det dårlige
Projektoren larmer og er 5 år gammel. Den er ikke god til at behandle analoge signaler og har ikke HDMI. Den har en såkaldt M1-forbindelse, en særlig bred og irriterende DVI-forbindelse.  HDMI burde dog kunne klares med et kabel til 140 kroner (i nødstilfælde: DVI med et kabel til 3oo kroner).

Det sjove
Som vi før har set, er det ret sjovt at fylde hele stuens endevæg med film, billeder, video og tv. Hvis du er hurtig, kan du nok være med til en pris der er til at betale. Så har vi vist fået dækket både guld-, sølv- og bronze-mulighederne, når der skal bygges hjemmebio.

Links

Infocus SP 5000. Gammel projektor til 1.000 kroner. Så længe lager haves. Hvilket jeg vil gætte på er cirka 4 minutter.

Folk sælger også projektorer i Den Blå Avis. Men de er typisk enten mere slidte eller langt dyrere.

Guld-projektoren puster 1080p ud og sidder gerne i en hjemmebiograf til 12.000 kroner. Læs alt hjemmebiograf i denne guide til store lærreder i små hjem. Herfra er der også links til artikler om forstærkere og andre hjemmebiomuligheder.

Sølv-projektoren puster 720p ud til 4.000 kroner. Det er rigtig godt og en seriøs konkurrent til 42″ tv. Den økonomiske bevidstes mand  står nok mellem en 3D DLP Benq eller en 3LCD Epson.

Bronze-projektoren. Er noget gammelt bras som Infocus SP 5000. Koster det samme som en 24″-skærm. Men har et helt andet potentiale for sjov.

Opbygning af hjemmebio. Læs alt hjemmebiograf i denne guide

Oh, det er dog det letteste spørgsmål i verden.

Du skal bare købe det billigste nye tv af rette størrelse.

Dit gamle tv har sikkert lav opløsning (1366*768) og kan kun afspille gammeldags mpeg2-tv.

En nyt 32″ eller 42″ tv vil sikkert have dobbelt så høj opløsning (1920*1080) og kunne afspille mpeg4-tv (på dansk: HD-kanaler).

Jeg har netop selv købt et 32″ tv til 3.000 kroner og er behørigt begejstret for dets evner.  Et 42″ tv koster omkring 4.000 kroner og er mindst lige så godt som dets småbrødre på 32″.

Alle de nye modeller fra Samsung, LG, Sony og Philips byder garanteret på alle de muligheder, du får brug for de næste 5 år.

Du kan finde links til tv-priser på Hardwaresiden. Et sted ovre til venstre.

Kan det gøres billigere?
Hvis jeg ikke tager fejl, er der nogle ækle analoge udgange på bagsiden af din YouSee-boks. De hedder RF Out og TV (Scart). Du kan prøve at forbinde dem til dit tv og se om  ikke disse udgange spytter alle kanaler ud.

Det er en meget billig løsning (selv kablet er billigt, 15 kroner). Men billedkvaliteten er rystende dårlig. Man bliver transporteret tilbage til et sted i 90′erne, VHS-kvalitet.

Kan YouSee-boksen ikke spytte alle kanaler ud analogt, kan du købe en harddiskoptager i Harald Nyborg til 449 kr., der sandsynligvis kan. Vi har for mange måner siden rost den for dens mange evner til prisen og So Ein Ding har skældt ud over dens irriterende brugerflade/betjeningsuvenlighed. Til cirka 400 kroner er den dog stadig et fund og maskinen fungerer ikke stort dårligere end de medieafspillere, der er indbygget i tv/forstærkere fra fine producenter som fx. Samsung, LG, Sony eller Philips.

Det er givet at hd-poptageren far Harald Nyborg er billig. Men som man kan læse i vores anmeldelse af en Samsung forstærker med indbygget medieafspiller -  der koster 10 gange mere -  er software i tv, forstærkere og hd-optagere altså generelt noget mangelfuldt skrald.

Det bedste råd
Køb et nyt tv til 3-4.000 kroner og sæt det til din YouSee-boks. Begynder du at savne ekstra muligheder for optagelse eller afspilning, så se til en billig  HD-optager eller en billig HD-afspiller.

Jeg ville aldrig poste ekstra 2-3.000 kroner i et tv for at få flere muligheder end de billigste tv-modeller giver lige ud af kassen.

Et spørgsmål til

Vi har et TV med DVB-T og MPEG2.Når DK i år går over til MPEG4, og vi skal også have DVB-C. Hvad gør vi?
-Installerer en box foran TVét? Evt. hvilken?
-Får TVét ombygget med ny tuner?
-Køber et nyt TV?
Per

Vort fædreland skiftede til ny sendestandard for 18 måneder siden.

Det er sandsynligvis  umuligt at få proppet en ny tuner i tv’et. Sæt tv’et på pension som computerskærm eller kolonihave-tv.

Og køb så et nyt tv til 3-4.000 kroner. Alternativet, en HD-optager fra Harald Nyborg og et Scart-kabel, koster 10% af et nyt tv. Men billedkvaliteten er, som nævnt, desværre ussel.

Links

Hardwaresiden. Der er links til tv-priser et sted ovre til venstre.

32″ til 3.000 kroner. Lav udgift, få ulemper.

HD-optager eller HD-afspiller. Billigere og bedre end meget af det, der er indbygget i de dyre tv-apparater/forstærkere.

Mobilen bliver den rigtige fjernbetjening. Men forvent at der går endnu nogle år før de dumme tv-apparater og -producenter hopper med på bølgen.

2011 tegner til at blive et godt tablet-år.

Android 3.0 vil bringe en rar brugergrænseflade til en masse tablets og de vil begynde at få flere anvendelser end “Jeg sidder lige og læser i lænestolen”.

Creative Ziiio kan kører kun Android 2.2 og har en halvskidt skærm. Til gengæld er den god til at læse på, høre musk på og sågar se film på. Den kan endda spille spil. Til 1.800 kroner koster den det samme som mange større mp3-afspillere og kan give en hel del af dem baghjul.

Links

Ziio i 7″-version. Billigt i gang.

10″-versionen er ret dyr. Hvis man kan undvære Flash-spil vil en 9.7″ iPad (version 1) nok være at foretrække.

iPod Touch. 3.5″ skærm, Flash-handicappet. Men kun 1.800 kroner. En mobiltelefon har en 2.8″ skærm, kan lidt mere og koster 1.000 kroner. Siger sagkundskaben.

Alle tablets efter pris. Det er førstegenerationsudstyr og dermed fyldt med fejl og mangler. Det er synd at give for mange penge for stadset nu hvor mere interessante apparater er på vej.

Det er fedt at se film, fremvise billeder og spille på stor skærm. I Lidt over 4.000 kroners-klassen får man nu enten et 42″ tv eller en meget lysstærk projektor med evner til at udfylde mindst 100″/5m2 væg.

Epson TW-450 er netop dalet til 4.500 kr. og er dermed en god kandidat til en stor, billig hjemmebio.

Opløsningen er godt nok kun på 720p. Men det er egentlig ganske pænt for en begynderprojektor og noget der er værd at overveje for folk sund økonomisk sans.

Projektorer er ikke så velegnede til tv. Billedet er såmænd godt nok, men tv-brugere har ofte svært med at forlige sig med opstartstiden på et par minutter, arbejdet med at trække gardiner for og behovet for at sætte et lydanlæg og DVB-boks op.

Men for de, der har gået og luret på en billig hjemmebio uden regnbueeffekt, er der altså godt nyt. Epson TW-450 er næsten inden for rimelig rækkevidde.

I en 6*4 meter stor stue, vil man få en billedstørrelse på 384*161 cm, 164 tommer:

Det er ikke værst. Et lysstærkt, næsten 4 meter bredt billede slår et 42″ tv det meste af tiden.

Har man et rimeligt lydanlæg og en tv-boks i forvejen, er det nok vejen til at få kvarterets største hjemmebio for småpenge.

Links

Epson TW-450. En ros af projektoren. Selvom den savner 1080p-opløsning og lens shift. Dagsprisen på 4.500 kr holder nok en tid. Det har taget projektoren 18 måneder at falde 1.000 kr. i pris.

Sådan skal Epson TW-450 placeres. Projector Central ved det hele.

Alt om opbygningen af en hjemmebio. Hvis det ikke står i denne artikel: spørg om det.

DVB-boks. Hvis man har brug for at optage tv/få tv på projektor.

Hardwaresiden. Har altid nogle meget spændende priser på skærme, projektorer, bærbare og meget andet.

Vor vært, Nikolaj Sonne, er taget til Las Vegas. Grebet af hjemve vil han se lidt DR via nettet. Men ak, han mødes blot med et skilt, der fortæller ham at han ikke kan se DR fordi han er i udlandet.

Nikolaj er dog ikke tabt bag en vogn. Han fyrer op under sin VPN-forbindelse fra Overplay.net (om VPN-forbindelser senere). Og så ser han DR fra udlandet.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at der var noget galt i det.

Alligevel har DR efterfølgende valgt at censurere indslaget væk.

På So Ein Dings hjemmeside angiver de følgende bevæggrunde:

“Sådan som premieresendingen tirsdag den 22. februar var, har det været det [sic] nødvendigt, at vi redigerede om i programmet til efterfølgende genudsendelser (første genudsendelse lørdag 26.feb på DRHD 19.15).

Det er ændringer ift. hvordan vi omtaler geoblocking og AppleTV og tekniske foranstaltninger omkring “landegrænser” på det ellers grænseløse internet.

Ændringerne har vi lavet af juridiske årsager. Jvf. §75c i ophavsretsloven: “Tekniske foranstaltninger sat ind af rettighedshaveren, må ikke brydes”. Med andre ord er det f.eks. ikke tilladt at omgå den såkaldte geoblocking.” [So Ein Ding, 22+26 februar 2011]

Der er to interessante ting i dette. For det første at DR rent faktisk kaster mandtimer efter censurarbejdet. For det andet at de næppe har ret.

Geoblocking i lov om ophavsret?
Det ses lettest ved at følge deres link til $75c i ophavsretsloven. Her står der intet om “geoblocking”. §75c handler om omgåelse af “effektive tekniske foranstaltninger” og det er ikke sandsynligt at DRs regionsspærre går ind under denne paragraf.

Snarere tværtimod.

Ser vi på ophavsretslovens forarbejder og besvarelsen af spørgsmål i Folketinget (det gør jurister når de har svært ved at få love til at give mening) ser vi faktisk indikationer på det modsatte.

I Kulturudvalgets arbejde med Lov om ophavsret blev det gang på gang understreget at de nye bestemmelser ikke drejede sig om regionskodning:

“På denne baggrund kan lovforslaget på ingen måde tages til indtægt for at understøtte regionskodning af dvd´er. Tværtimod præciseres det i lovforslaget, at regionskoderne ikke nyder juridisk beskyttelse i Danmark, og at de frit kan brydes.”

“De nye regler kriminaliserer altså ikke afspilning eller afvikling af dvd´er, cd´er, netradiotjenester, computere eller andet. Hvis det er nødvendigt for en privatperson at bryde en kode for at se en dvd-film eller for at lytte til en net-radio, er og bliver dette lovligt.” [Folketingets hjemmeside, Kulturministerens notat]

Nikolaj bryder en regionsspærring/regionskode for at se noget net-tv. Det ser virkelig ikke ud til at være i strid med ophavsretslovens §75c.

Nuvel.

Hvordan er det så han gør?

Nikolajs censurerede teknik
I det censurerede indslag fortæller Nikolaj hvordan han via sin konto hos VPN-udbyderen Overplay.net kan vælge et land i en drop-down menu og så surfe videre via en (ret hurtig) computer i det land.

Indslaget slutter med at han får bamserne på DR Ramasjang at se.

Succes!

Og vi kan selvfølgelig gøre det samme, hvis vi har lignende behov.

Teknikken er beskrevet i detaljer hos PCworld.dk. Det er ikke videre svært at sætte op og man får klart adgang til flere net-radioer, tv-stationer og butikker end før.

Personligt er jeg ikke så vild med web-tv, men giv tid. Så ser vi igen nærmere på endnu mere moderne måder at omgås digitalt tv på.

Imens kan vi kun ønske Nikolaj Sonne og holdet held og lykke og lidt mindre statsradiofonisk censur.

[opdatering 8. marts 2011]

Det er nu ikke længere muligt at se det censurerede klip fra So Ein Ding på Youtube. DRs vidskræmte advokattropper red til Youtube for at få fjernet netop dette klip. De hundredevis af andre uautoriserede klip fra So Ein Ding gad de ikke røre.

Det fortæller os noget om hvor farligt klippet er for dem. Som man kan se af ovenstående og en vurdering fra advokat Kasper Heine er det forholdsvis usandsynligt at DR overtræder dansk lov om ophavsret. Men de får sikkert andre tv-stationer eller allestednærværende lobbyister på nakken, hvis de ligefrem fortæller danskerne om deres helt legale muligheder for at se inden- og udenlandsk tv på web.

Det er lidt trist at juristerne virker for

• unødvendigt indskrænket redaktionel frihed på et populært program
• et lavere niveau af viden om IT i befolkningen
• via YouTube-censur/ophavsretspåkaldelser forsøger at slukke debatten

Men sådan er det nu engang.

Links

So Ein Ding, 22+26 februar 2011. DR censurerer et indslag. Tilsyneladende grundløst. Henrik Andersen debatterer og dokumenterer.

VPN bruges meget i erhvervslivet, men kan altså også bruges hvis man savner Ramasjang-bamserne mens man er på ferie i udlandet. Teknikken er beskrevet i detaljer hos PCworld.dk.

Overplay.net er et ganske sympatisk og vidende VPN-firma, der fx. hjælper folk med Boxee Box med at sætte deres system op. Men man kan også vælge Astrill, Strong eller en af de mange andre VPN-tjenester.

Kulturministerens tolking af lovens betydning for at høre udenlandsk netradio eller se udenlandske dvd’er. Der er mere i bilag 158. Infosoc-direktivet er dog så forvrøvlet, at det stadig  diskuteres. Selv i december 2010 kan nogle nye lobbyist-love siges at være “på linje med de gældende regler” og “således ikke være udtryk for en generel adgangskontrol“. Det er dog lidt oprørende at se at spørgende politikere får lige så elendige “Goddag mand. Økseskaft”-svar som politikernes nominelle arbejdsgivere.

Den gode, den dumme og den snedige måde at optage tv på. En snak om hvorfor det dog med så meget forbedret teknik stadig skal være en pine at optage fra tv.

Minisand. “Winston Smith arbejder i den Historiske Afdeling i Minisand, hvor han “retter” historiske oplysninger og avisartikler, så de stemmer overens med de seneste udtalelser fra Store Broder [...]“. Romanen nittenhundredefireogfirs har en perfekt beskrivelse af historisk manipulation og sproglig manipulation. Bogen kan lånes på biblioteket.

DR forsøger at omskrive historie/standse debat ved at fjerne klip fra YouTube. Det handler ikke længere om hvorvidt So Ein Ding har overtrådt §75c i Lov om ophavsret.

Mange leder efter en bærbar, der kan det hele. En der kan surfe, maile, fotoredigere og spille tju-bang spil. En der kan afspille alle slags HD-videoer ud af et HDMI-stik og optage tv. Men som er 10 gange mere elegant end en gammeldags stationær pc.

En del vil nok finde svaret i en 17-tommers bærbar som Asus N73JN. Den er stærkere end de fleste stationære pc’er man ser til hverdag og kan spille HD-video og spil, som man ikke troede det muligt på en bærbar. Den kobler sig trådløst til nettet og husets mobiler og kan sættes til fladskærmen med et 50-kroners kabel fra Bilka. Og så har den endda lyd fra B&O.

Den er lidt tung at slæbe rundt på og ikke helt egnet til afslappende læsning i sofaen. Men til 5.500 kroner er den et godt kup.

[Opdatering: Æv, da dette blev skrevet kostede maskinen 5.500 kr.. Nu koster den 6.500 kr.  - og til den pris er dens storebror et klart bedre køb. Det er stadig en prægtig, fremtidssikret maskine. Men, som man kan læse længere nede, er der endnu maskiner  til 5.500 kroner.]

Links

Asus N73 til salg. Nok det bedst tilbud på en spilleklump i et år eller to.

Spilleklumpens hjemmeside. Som den dog kan.

Rosende anmeldelse. Det er den rene B&O-vellyd med et rygende stærkt grafikkort.

Hardwaresiden. Har de gode links til de billigste små, mellem og store bærbare. Oppe i øverste højre hjørne. Hvis jeg, der har et nogenlunde overblik over markedet for bærbare og brugen af dem ude i hjemmene, skulle købe en af hver ville jeg, lige i dag, vælge disse:

• Lille: Asus 1215n (HP dm1z har cirka lige så meget slagkraft, men bliver  sandsynligvis noget dyrere end 1215n). Har man kun brug for en meget svag maskine med få tilslutningsmuligheder, kan man dog komme i land for 2.000 kroner.
• Mellem: Lenovo 560. Til 4.000 kr. får man overraskende meget grafikkort (G310) til pengene.
• Stor: Asus N73JN, uden sammenligning det bedste tilbud (se links ovenfor). Men nu hvor den er blevet dyr: MSI CX720 eller Asus N61DA (kun 16″).

Hvis du har bedre tip, så brug kommentarsporet.

[Opdatering 24. februar 2011: halvdelen af disse maskiner blev udsolgt på 10 dage. Vi opdaterer ikke links. Men følg med her på kanalen. Det er næppe sidste gang, at der kommer anbefalinger af stærke bærbare til fornuftige priser.]

Det kan næsten ikke siges for tit. Et HDMI-kabel kan ikke være 500 kroner værd. Jo, måske lige hvis det er 30 meter langt. Men generelt skal man aldrig give mere end 150 kroner for et kabel under 10 meter.

Grunden til at visse kabler sælges til mere end 150 kroner er den simple, at forretninger godt kan lide at tjene penge. De har brug for et modsvar, når man har pruttet fladskærmen ned i pris. Her kommer 500-kroners kablet på 1-2 meter så ind i billedet. Det kan proppes i kurven med et sigende blik og hjælpe butikken 450 kroner tættere på at løbe rundt.

Men der er ingen tekniske grunde til nogensinde at betale mere end 150 kroner for et HDMI-kabler.

Links

Fornuftigt prissatte HDMI-kabler. Køb noget i denne retning. De kan selvfølgelig også købes både kortere og billigere,

Obskønt prissatte HDMI-kabler. For folk med ringe selvtillid.

PHK om kabelkvalitet. Den PHK vi alle elsker og beundrer.

PG om kabelkvalitet. Der er sikkert også gode grunde til at elske PG. Fx. fordi han gider tale med sagkundskab fra DTU og bringe ordene videre hvor alle har adgang til dem.

Et 32″ tv (med lidt lavere opløsning) koster for tiden 3.000 kroner.

Så for folk med begrænsede midler er det let at vælge.

Problemet med tv-skærme
Tv-skærme har bare den ulempe, at de er fabriksindstillet til at forbedre det billede, de modtager.

Det betyder i praksis, at de behandler HDMI-signalet fra en selv den fineste guld-pc som noget gammeldags, lavopløst, analogt mudder, der lige er skvulpet ind ad Scart-stikket.

Tv “forbedrer” skarpheden og giver “punch” til farverne. I en grad så tekst bliver ulæselig og farverne flyder ud.

Det duer ikke.

Sådan forbedrer du billedet
Slå først alt der hedder noget med “dynamisk ” fra. Dynamisk kontrast, dynamisk lysstyrke. Slå også kantforbedring og særlige farverum fra. Vi kender øvelsen fra Bedre billede på fladskærmen.

Når denne øvelse er færdig, skulle teksten på skærmen gerne være læselig.

Men farver og lys er ikke helt hvor de skal være.

Da jeg indstillede min nye Samsung-skærm så teksten godt ud. Men der var for meget lys på skærmen.

Heldigvis er der fremragende hjælp til skærmindstillings via Flatpanels.dk.

Bedre farver med Flatpanels
Man smutter hen på Flatpanels monitortest og vælger HTML Window. Et tryk på F11 får monitor-testen til at fylde hele skærmen. Frygt dog ikke: kører man musen op i toppen af skærmen vil ens browser dukke op igen. Sammen med en masse interessante monitortestsider.

Den første er sort/hvid og drejer sig om lyset.

Her er det meningen at man sidder og justerer skærmlys indtil den sorte er rigtig sort, den hvide er rigtig hvid og der er noget forskel på nuancerne.

Derefter kan man gå videre til farverne.

Her viste Samsung-skærmen som udgangspunkt et udflydende mos af farver…

Der skulle skrues godt ned på farveknappen før siden rent faktisk indeholdt de 250 forskellige farver monitortesten så venligt viste.

Og nu teksten
Det sværeste at forbedre er teksten. Monitortesten giver en mulighed for at nyde både stor, lille og fed tekst i forskellige farver på forskellige baggrunde.

Med sort på hvid går det udmærket.

Men med andre farvekombinationer, ser resultatet gyseligt ud

Tingene gnidrer sammen og man begynder at spørge sig selv om moderne teknologi virkelig er så imponerende. Samtidig med at man bliver misundelig på de heldige få mand, der kan få en fladskærm til at adlyde og levere høj kvalitet i alle situationer.

Nuvel. Med monitortesten er det i hvert fald muligt at ramme “Godt nok” i løbet af et kvarter.

De dyre løsninger
En del af de folk, der arbejder professionelt med foto og video, har for vane at bruge maskinel til at indstille deres skærme.

De køber et lille webcam (der ligner en mus), trykker det mod skærmen og lader magisk software indstille farver, lys og kontrast til alt ligner en himmerigsmundfuld. Eller noget, der kommer nær.

Men det er, for de fleste hjemmebrugere, nok at overdrive. Man kan komme ganske langt på vejen mod et bedre og mere naturtro skærmbillede på pc-monitoren, fladskærms-tv’et eller projektoren ved at bruge 15 minutter i selskab med Flatpanels monitortest.

Links

Flatpanels monitortest. Vælg HTML Window. Et tryk på F11 får monitor-testen til at fylde hele skærmen. Kører man musen op i toppen af skærmen vil ens browser dukke op igen. Sammen med en masse interessante testsider.

Min næste computerskærm bliver et tv. De koster noget mere arbejde, men byder på mange flere muligheder end vanlige pc-skærme.

Spyder har nogle af de billigere dimser til skærmindstilling. De kan også købes i Danmark. Her er en længere anmeldelse.

Da det led mod julen, begyndte skærmkortet på min store, stationære arbejds-pc tilsyneladende at gå ned og lave sort skærm.

Jeg købte fluks et nyt. Det er billigere end at forsøge at reparere det gamle.

Men eder og forbandelser, det hjalp ikke stort.

Skærmen blev ved med at gå i sort med mellemrum og især ved opstart. Det ny grafikkort var godt nok mere robust og gik ikke ned. Men fejlen lå altså desværre ikke i grafikkortet. Det var skærmen, der blinkede.

Et hurtigt overslag sagde, at det nok tager uger og over 1.000 kroner at få repareret en skærm. Jeg kunne ikke vente uger på at arbejde på en stor skærm og gik derfor i gang med at skaffe en erstatning.

Her er hvad jeg lærte.

Computerskærme er billige – når de er små
Jeg fór, som altid, til Hardwaresiden og bad om at se alle store og små skærme i nye faneblade. Det lærte jeg et par ting af.

• Computerskærme er billige, når de er små. Mine indkøbskandidater – en bande 24″-skærme – kostede omkring 1.400 kroner. Nok ikke stort mere en en reparation af den gamle skærm.
• De små computerskærme er ikke faldet synderligt i pris de sidste 2 år. Sidste gang jeg var på jagt efter en 23″ kostede den også 1.400 kroner.
• Computerskærme i min foretrukne størrelse, 27-28 tommer, koster stadig mellem 2.500 og 3.000 kroner.
• 32″ tv er derimod faldet til omkring 3.000 kroner.

Så der var en nogenlunde klar konklusion: jeg skulle ikke have en stor pc-skærm igen.

Tv-skærme er propfuld af billig teknologi
En computerskærm til 3.000 kroner er lille (28″), har få indgange, elendige højttalere (hvis de i det hele tagte har nogen) og kan ikke bruges til andet end pc’en.

En tv-skærm til 3.000 kroner er stor (32″), har utallige indgange, ok højttalere. Og så kan de, helt uden man tænder pc’en, afspille film og billeder fra USB-nøgleringe eller DR-HD via antennestikket (bare man har DVB–T eller DVB-C i huset). De kan måske endda også vise betalingskanaler.

Hvis man en dag drømmer om at sælge, vil der nok også være flere købere til et tv end til en computerskærm.

Man skal altså være mere end almindeligt glad for computerskærme for at købe dem, når vi bevæger os over 24 tommer.

Mit valg
Jeg havde altså reelt valget mellem en 24″ skærm eller et 32″ tv. Eftersom jeg arbejder væsentligt hurtigere ved store skærme end ved små skærme, var valget let. Jeg købte et 32″ tv for at bruge det som computerskærm.

Hvordan gik det?
Til at begynde med så billedet fra pc’en frygteligt ud. Tv-skærme piller ved det billede, de modtager på utallige måder. De tilføjer skarphed, skalerer sjovt og piller ved kontrast og lys. Men da jeg havde slået alt det fra (læs om det i Sådan bruger du et tv som computerskærm) var skærmen en fryd at arbejde ved.

32″ er stort for en computerskærm med “kun” 1920*1080-opløsning og det er lidt irriterende at skærmen reflekterer mere lys end godt er. Den ny skærm bruger også en kende mere strøm end den gamle. Noget af den på en meget lav hvislen.

Jeg håber dog stadig på en dag at få tid til at åbne Hanns-G, tjekke transformatoren efter med et voltmeter og måske – ved en 50 kroners reparation – redde den tilbage til de levendes verden.

Hvad jeg har lært
Øv. Min Hanns-G holdt garantiperioden ud plus et par måneder. Hvis de havde brugt 10-20 kroner mere på simple elektroniske komponenter, kunne den sikkert have holdt et eller tre år længere. Det lader til at være simpel træthed i simple komponenter.

Jeg bruger – andetsteds i firmaet – stadig en Samsung-skærm fra 2006 og håber at det ny Samsung-tv holder sig fejlfrit i meget længere tid end to år.

Jeg har også lært, at det er svært at fejlfinde pc-opsætninger korrekt, og at det – desværre – ikke kan betale sig at reparere på selv forholdsvis nyt udstyr.

Links

Hardwaresiden og mine kandidater i hhv. 24″-, 27″- og 32″-klassen. Udvalgt pga. deres pris, rette indgange og mine gode erfaringer med deres ældre søskende.

Hanns-G. En god skærm. Indtil den ikke gad mere.

Sådan bruger du et tv som computerskærm. Et par tricks til hvordan man indstiller skærme. Især de genstridige typer.

Han har også en holdning til skræmmebreve

“[Jeg ønsker ikke] at kriminalisere folk ved at true med advokater, kæmpe retssager og gigantiske bødeforlæg. Ej heller at lukke for sites som tilbyder man deler filer eller for folks internetforbindelse. Dette er alle i min optik helt forkert og imod vores ytringsfrihed som mennesker!!!
Så derfor er mit forslag ganske enkelt. Man kan modtage en afgift på størrelse med en parkeringsbøde hvis man downloader en film uden at betale for den. Jeg tror det er det eneste der kan gøre at folk husker at bruge de lovlige løsninger. Lidt ligesom hvis der var P-automater men ikke en eneste P-vagt. Så tror jeg heller ikke mange ville betale for at parkere.

Derfor skal man ikke ha konfiskeret sin bil eller kørekort eller kæmpe bøder eller lukke for P-arealer. Nej man får en P-bøde der minder en om at det var sgu dumt man ikke lige fik betalt. Og betaler man ikke den bøde så JA… så kommer der på et tidspunkt advokater ind i billedet men det er jo så også selvforskyldt og fordi man ikke tog det ansvar på sig som man skal.” Ronnie Fridtjhof (regner vi med) på Dseneste, 4. januar 2011.

Se, det er jo en meget jordnær holdning. Ingen skræmmebreve med krav om 9.000 kroner – eller truslen om at skulle forsvare sig mod et 45.000 kr.-krav plus det løse  i byretten.

En forholdsvis afdæmpet holdning hvor folk, der uautoriseret kopierer et kulturprodukt, får en økonomisk huskekage, der står nogenlunde mål med forbrydelsens alvorlighed.

Han har vist ikke talt med de advokater og filmselskaber, for hvem skræmmebrevene er en pengemaskine.

Heldigvis for advokaterne sidder der en lydhør og snart pensioneret Venstre-mand, Preben Rudiengaard, i Folketingets Kulturudvalg. Og for Preben er uautoriserede kopier ikke en forseelse på linje med at glemme parkeringsbilletten eller køre 130 km/t på motorvejen for 10 år siden. Han ønsker sig tyske tilstande hvor skræmmebreve tjener millioner hjem til advokaterne.

“Almindelige mennesker, der downloader ulovligt, skal have en bøde, så de kan mærke det” [Preben Rudiengaard] er tiltrukket af den tyske model, hvor man griber resolut ind over for almindelige borgere, der ulovligt downloader film fra nettet. “Jeg er træt af det her blødsødne samfund. Hvis vi ikke strammer op, sidder folk bare og griner” siger han til politiken.dk

Ordet bøde er dog ret interessant – selvom det nok er utilsigtet.

Ved skræmmebrevene, som vi kender dem fra Tyskland og England, er der på intet tidspunkt tale om en bøde. Der er tale om at privatpraktiserende advokater giver almindelige mennesker en art service: valget mellem at betale 9.000 kroner med det samme eller blive sagsøgt for 45.000 kroner plus det løse i byretten. Capice?

Men staten kan faktisk godt være lidt med og tjene penge på folks lovovertrædelser. Staten kan faktisk udskrive bøder for uautoriseret kopiering.

Staten har dog ikke helt samme lette spil som de privatpraktiserende advokater.

Den redelige, retfærdige og rationelle stat
Staten har et image, den skal pleje. Den skal være redelig, retfærdig, rationel. Det kan vælgerne bedst lide.

Staten kan  ikke bare udstede en bøde på 7,9 fantasillioner hvis en enlig mor fildeler 24 sange. Eller kræve 45.000 kroner af en eller anden mand hvis Internet-forbindelse på et tidspunkt, måske, er blevet brugt til snuppe en uautoriseret kopi af Antichrist. Det resulterer nok ikke i revolution, men en kritisk mængde af folketingspolitikere fra alle sider af salen ville nok begynde at skamme sig så meget grotesk høje bøder, at praksis blev ændret. Selv Preben Rudiengaard ville nok få en dårlig smag i munden.

Det lyder lidt gammeldags, men staten er – modsat privatpraktiserende advokater – bundet af et vist krav om anstændighed og rationel ageren. 7,9 millioner kroners bøder for deling af 24 sange harmonerer med visse advokaters opfattelse af retfærdighed (de tilkendes selvfølgelig også pengene). Men den harmonerer ikke med den gennemsnitlige borgers opfattelse af retfærdighed.

Så der er klart en øvre grænse for bødestørrelsen.

Med det sagt har staten allerede gode muligheder for at sætte bødestørrelsen op.

Muligheden ligger i de  “skærpende omstændigheder” i  Lov om ophavsrets kapitel 7

Skærpende omstændigheder anses navnlig for at foreligge, hvis overtrædelserne sker erhvervsmæssigt, hvis der fremstilles eller blandt almenheden spredes et betydeligt antal eksemplarer, eller hvis værker og frembringelser gengives på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt[...].

Det er her Preben Rudiengaard skal kigge.

Erhvervsmæssig kopiering
“Erhvervsmæssig kopiering” er en skærpende omstændighed der fx. kunne ramme de store pladeselskaber, der med vinding for øje sammenlagt snyder kunstnere for utallige millioner af kroner på årsbasis. Ved en politianmeldelse ville staten faktisk være i stand til at tjene nogle penge på bøder til de kriminelle med kontor i København K. – Men som regel politianmelder kunsterne ikke pladeselskaberne. De kæmper mod pladeselskabernes uautoriserede,  erhvervsmæssige, kopiering i retten i stedet for. Og ingen anmeldelse, ingen bøde.

Men når Preben raser over at “folk bare sidder og griner” mener han næppe grådige, lovbrydende pladeselskabsdirektører. Han synes at være mere interesseret i at udskrive bøder til almindelige mennesker. Disse foretager dog meget sjældent uautoriseret, erhvervsmæssig kopiering med uretmæssig indtægt for øje.

Men hvad så med betydelig, uautoriseret kopiering?

Betydelig kopiering
“Betydelig kopiering” betyder lidt flere ting hvis vi taler fildeling.

At dele 24 sange er ikke særlig betydeligt.

Men det er nok endnu mindre betydeligt, end de fleste tror.

Ovenfor er der et skærmdump fra en BitTorrent-klient (sådan et program, man bruger til fildeling). Der deles fire filer. I første spalte ser man navnet, i næste størrelsen på filen. Og så hvor meget brugeren har delt målt i både Mb og %.

Her kan vi fx. se at filmen Home 2009 er blevet 100% downloadet. Men kun 55 Mb – 3,8% – er blevet ekspederet videre til de andre fildelere.

Hvis bevismaterialet siger, at en misdæder i alt har downloadet 24 sange, men kun ekspederet 12 videre, vil det være meget svært for en redelig domstol at skrue bøderne op i fantasillion/”Ikke -blødsøden”-klassen. Med fildeling og bevismateriale, der kan holde i retten, er der faktisk forholdsvis håndfaste tal for omfanget af den uautoriserede kopiering, man vil udstede bøde for.

Det kan fungere næsten som med en fartkontrol på motorvejen hvor man med målinger fra nogenlunde velfungerende apparater vil kunne udregne den præcise procentuelle overskridelse. Og dermed bødestørrelse.

En rationelt funderet stat vil så kunne opkræve en bøde for 1,57 Antichrist á 94-kroner stykket, 1,03 Keld&Hildas Bedste og hvad folk nu ellers fildeler uautoriseret i den virkelige verden. De små fisk får små bøder, de store større.  Endda på et rationelt grundlag.

Let at få fat i
Hvis folk kun sælger deres uautoriserede cd-kopier af Keld&Hildas Bedste mellem kl. 10 og 12 på Nørre Ubberup Marked, kan man ikke rigtig sige at almenheden får adgang til dem på “et individuelt valgt sted og tidspunkt”. Vi taler små bøder uden videre forhøjelser.

Men fildeler folk Keld&Hildas Bedste i timevis hver dag, tilgængeligt for enhver der har et fildelingsprogram og kan finde ud af at bruge Google (20% af befolkningen?), kan de glæde sig i bødeskriver-afdelingen. “Let at få fat i” er en skærpende omstændighed, der meget ofte er til stede hvis man bruger det nymodens Internet.

Præcis hvad det skal koste ekstra, er dog lidt sværere at regne ud.  Fantasien sætter grænsen ved en halv milliard potentielle aftagere af Keld&Hildas Bedste. Men det er nok ikke en faktor alle bødemodtagere automatisk vil få deres bøder forhøjet med.

Producenten og politikeren kan begge blive tilfredse
Det lader altså til, at vi med den nuværende lovgivning kan udstede bøder, der kan tilfredsstille både den demokratisk sindede filmproducent og den anti-blødsødne politiker.

Spørgsmålet er så bare om det – set i teknologisk og informationssamfundsmæssigt perspektiv – er en fremtidssikret løsning.

Links

F-Film. Ronnies filmselskab. Med nogle solide succeser.

Køb Armadillo på gammeldags sølvskive.  Prisen er pt. et sted mellem 116 og 224 kroner. Det skyldes i udstrakt grad de meget høje omkostninger ved denne gammeldags distributionsform.

Download og se Armadillo. Gratis. Lovligt. Den har været online de sidste par uger. Drop sølvskiverne og download. Færre omkostninger og højere komfort for alle.

Skræmmebreve er en god fidus i Tyskland.  Rettigheder bruges som pengemaskine.  Gammel gæld kan også bruges som pengemaskine. Advokater kan blive yderst opfindsomme, når de ser fattige menneskers penge.

Kunstnere verden rundt snydes for utallige millioner af kroner på årsbasis. Pladeselskaberne bliver dog sjældent politianmeldt. Kunstnerne kæmper i stedet i retten mod den uautoriserede,  erhvervsmæssige, kopiering.

Casper & Frank: Bare Download vores film. “- I skal sgu ikke være bange for at piratkopiere filmen. Download den – fyr den af – og lav en masse kopier. Casper og jeg har det sådan – og det er med hånden på hjertet – at når vi tæller sammen hvad vi er blevet snydt for af penge, så er det ikke piraterne der har snydt os. Det er distributørerne og producenterne der har snydt os, det er ikke jer søde piratgrupper”. Kunstnerne er ikke altid lidende. Ofte, men ikke altid.

Home 2009. Ganske smuk HD-film.

Skræmmebrevene er en pengemaskine. De danske advokater har holdt en pause med at udsende dem indtil de får ændret loven i deres favør. Et skræmmebrev set fra menigmands synspunkt forklarer mere om skræmmebreve og lovarbejde.

Capiche? forklaret. Intet som lidt italiensk-amerikansk.

PC’en kopierer. Nettet distribuerer. Ingen af dem lader sig regere. Kopieringsrettigheder er et levn fra fortiden i en verden med 300 millioner kopierende apparater. Vor nuværende kopieringslovgivning ville aldrig kunne vokse naturligt ud af nutidens teknologiske virkelighed.

Bøder i den virkelige verden. En knallert kan i praksis godt bære to personer. Men reglerne siger, at den kun må bære en. De, der bryder denne regel, får en bøde på 500 kroner. Der kan næsten trækkes en parallel til en kopi af Antichrist. Den kan let blive til to. Men de, der bryder reglerne, kan så få en bøde på… 500 kroner? Det ville også ligge i tråd med Ronnie Fridtjhofs forslag.

Venstre og de 130 km/t på motorvejene. Den teknologiske udvikling gjorde det, vistnok, muligt at øge hastigheden fra 110 km/t til 130 km/t på motorvejene. Faktisk var en stor del af befolkningen allerede begyndt at køre 130 km/t. Dengang var der ingen fra Venstre sagde “Almindelige mennesker, der kører for hurtig, skal have en bøde, så de kan mærke det. Jeg er træt af det her blødsødne samfund. Hvis vi ikke strammer op, sidder folk bare og griner.” I stedet valgte Venstre at sætte sætte hastighedsgrænserne op i stedet for at sætte bøderne op. De har samme valg i dag.

I brevene står der noget i retning af “Vi så dig downloade filmen Antichrist uautoriseret for 8 måneder siden. Send os 9.000 kroner – eller find de 45.000 kroner vi ellers vil kræve af dig i retten.”

Disse brev bliver modtaget meget forskelligt alt efter modtagerens viden om ophavsret og jura.

Lad os sammenligne to fiktive familiers handlemønstre ved modtagelsen af et typisk brev.

De to familier
Familien Hansen i Glud er 3F’ere og den eneste berøring med retssystemet, de har haft, er engang for 20 år siden hvor far Jimmy fik en bøde for at køre på en boret knallert. Familien er ikke særlig it-kyndig og forlader sig på venner, når noget skal sættes op.

I den anden ende af landet sidder familien Putenheim-Klukborg i Hellerup. Far Martin er advokat og arbejder med jura dag ud og dag ind. Mor Camilla er it-chef og har ret godt styr på det tekniske.

Begge familier får krævebrevet fredag.

Panik i Glud
Hjemme i Glud stirrer far Jimmy vantro på brevet. Han afkræves 9.000 kroner for en film, han aldrig har set og trues med en 45.000 kroners tur i retten, hvis han ikke hoster op med pengene.

Deadline for betaling er tæt på. Han tilkalder rasende husets teenage-søn, der dog ikke kan huske at han har downloadet noget.

“Men de har beviser,” prøver far Jimmy.

Enden på det bliver at familien ikke tør satse huset på at sende den lokale advokat i retten. De opgiver hellere sommerferien. Efter lidt frugtesløs palaver med de urokkelige skræmmebrevskrivere  sender de 9.000 kroner til advokatfirmaet.

Sjov i Cannes
Advokaterne og filmbosserne deler pengene. De skal, i modsætning til Hansens fra Glud,  på sommerferie!

Når fx. 600 tyskere hver betaler 9.000 kroner for at få Antichrist-advokaterne til at gå væk, bliver det til en let indtægt på flere millioner kroner.

Politiken fortæller rent faktisk at filmselskabet Zentropa har tjent flere penge på deres nye forretning, skræmmebreve, end de har tjent på deres gamle forretning: biografvisninger, dvd og video.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Ganske simpelt. Filmselskaberne over hele Europa betaler lobbyister for at påvirke politikere til ny og stadig mere restriktiv og utidssvarende ophavsretslovgivning. Derefter sætter de deres advokater til at angribe svage medlemmer af samfundet. Dem med ringe juridisk viden og dårlige advokater.

Vinder de over de svage i retten, udvider de nettet og sender skræmmebreve ud til en bredere skare.

Og til sidst kan skræmmebreve altså, ifølge Politiken, være en bedre forretning end biografvisninger, dvd og video.

Sagsøgningsøkonomi har igennem de seneste årtier fået en større og større plads inden for it, udvikling af lægemidler og ophavsret. Den bringer ikke samfundet fremad og bremser for mange nye måder at gøre tingene på. Men advokater og lobbyister arbejder indædt for at udvide sagsøgningsøkonomien.

For det er dér de tjener til sommerferien.

Nuvel. Skræmmebrevet lander jo også hos en familie med mere viden om jura og it.

Det er en noget mere oplysende omgang.

Oplyst i Hellerup
“Årh, det er da også det ældste trick i bogen,” udbryder far Martin, da han modtager brevet.

“De sender det på en fredag, truer med frygtelige økonomiske konsekvenser hvis man ikke betaler hurtigt. Det ser ud som om vi har 5 dage, men vi har i praksis kun 2. Man kan jo knapt nå at få fat i en advokat.

De færreste ved, at man med lethed kan se stort på deres tidsfrist og snildt love dem et svar i løbet af 14 dage, hvis det er det, man vil. Skræmmebrevsskriverne er – formelt set – ikke hævet over loven og vil have svært ved at igangsætte en civil retssag mod os i god tro, hvis de har modtaget en sådan kvittering fra os. Rent faktisk er der ingen grund til at gå i tidspresset panik.

Men hvorfor har de lige sendt brevet til os?”

Mor Camilla. “Hver gang vi går på nettet får vi en såkaldt IP-adresse – sådan noget som 89.250.112.170. Den skifter fra dag til dag. I brevet hævder de at 89.250.112.170 for otte måneder siden udbød Antichrist. Deres research ender hos vores Internet-udbyder, der så mener at vi havde 89.250.112.170 på det pågældende tidspunkt. Men det er noget pjank, der næppe holder i retten. Det er ukendt for retten hvordan skræmmebrevskriverne tilvejebringer disse IP-adresser. Andet end “via software’. Er det software fra danske Dtecnet ligger brancherespekten faktisk på et lille sted.

Tilfældige IP-adresser på et papir vejer ikke meget i retten. Der er utallige fejlkilder mellem os og deres software. Det er først hvis skræmmebrevskriverne har noget konkret: en Antichrist beslaglagt ved en fogedforretning her på adressen, der er identisk med den de downloadede, at de kan møde op i retten med noget mere håndfast. En IP-adresse er et postulat. En fil er konkret.”

Som i Glud indkalder familien dog teenage-sønnen for at høre om han for 8 måneder siden downloadede Antichrist. Med samme resultat.

Han husker dårligere end en embedsmand i Udenrigsministeriet. Han kan heller ikke svare på hvad hans mange gæster med bærbare har lavet minut for minut de sidste 8 måneder. De kan sagtens have haft noget kørende.

“Og hvad med jer?”  replicerer knægten .

“Ikke lige min kop te,” siger Camilla. “Men jeg kan heller ikke svare for hvad alle vores gæster har haft kørende. Derudover har vi det åbne, trådløse netværk…”

“Så hvad gør vi?” spørger far Martin endelig.

“Takker for deres interesse, men melder hus forbi. Vi kan ikke se, at du skulle have downloadet Antichrist. Og så er den ikke længere. Hvis de fremturer med et krav på 45.000 kroner kan det blive dyrt… Men så har vi Per Overbeck og vores retshjælpsforsikring. Folk som os, af den bedre middelklasse, er mentalt og økonomisk robuste nok til at modstå et ellers overbevisende skræmmebrev.”

Brevet skrives
Familiens svarbrev er ikke særlig langt. Det holder sig til sagen. Far Martin (der reelt er den eneste person i sagen) mener ikke at have gjort Antichrist offentligt tilgængelig på det angivne tidspunkt og mener at henvendelsen må bero på en fejl. Det kan nærmest siges i en linje.

Er man jurist, kan man minde skræmmebrevskriverne om de relevante loves præcise ordlyd (skræmmebrevene er, af strategiske hensyn, ofte fyldt med mere upræcise, mere vidtfavnende formuleringer end loven og et noget bastant sprog). Men det er ikke nødvendigt at skrive langt for at vise sin velvilje overfor alle verdens mennesker, inklusive de skræmmebrevskrivende.

Replik
Ser vi til udlandet, vil man som regel få et skræmmebrev nummer to hvori der står at advokaterne stadig mener at ejeren af Internet-forbindelsen er ansvarlig for tilgængeliggørelse af et eller andet. Og at de nu, nu, nu virkelig bider til så knoglerne knaser og familiens økonomi sprøjter ud i retslokalet.

Nogle skræmmebrevsforretninger følger det også op med en masse spørgsmål om hvem man så tror kan have tilgængeligjort Antichrist den aften. De spørgsmål er der ingen grund til at svare på med mere end én linje. “Jeg forstår jeres situation, men har på nuværende tidspunkt ikke tid til at redegøre detaljeret for hverken mine familieforhold, naboforhold eller alle husets computere og mobiltelefoner.”

Skræmmebrevskriverne kan så følge en af tre strategier

1. Sende nogle flere breve til folk i Glud, som det er lettere at skræmme penge ud af. Det er hvad de vil gøre i langt de fleste tilfælde.
2. Påbegynde en civil retssag i den lokale byret. Her skal parterne så fremlægge  den hidtidige korrespondance i sagen. Det er en god grund til at have svaret høfligt og evt. lovpåkaldende i de første breve. Det er dog ekstremt få skræmmebrevsager – hvis nogen – der nogensinde havner i retten. I de engelske og tyske sager, vi ser for tiden, er der ingen der kommer i retten.
3. Skræmmebrevskriverne kan bede fogedretten om at raide ens private hjem og beslaglægge alle computere og mobiler. Det sker meget sjældent. Selvom filmbranchens lobbyister har fået skrevet yderst belejlige tillæg til retsplejeloven, der giver lige netop dem langt flere beføjelser end almindelige borgere med lyst til fogedforretning.

Så læs for en sikkerheds skyld Retsplejeloven. Læs den også selvom du ikke forventer et raid. Det er godt for samfundet at borgerne kender deres rettigheder.

Konklusion
Skræmmebrevene tjener for tiden millioner af kroner i England og Tyskland. De er designet til at trække så mange penge som muligt ud af modtageren.

Nogle modtagere har sandsynligvis uploadet/downloadet noget de ikke skulle have uploadet/downloadet. Men mange modtagere (og brevene har kun én modtager, der trues med retssag) har vitterlig ikke uploadet/downloadet det de beskyldes for.

I det tilfælde er det godt at vide at man, selv med kompromitteret ophavs- og retsplejelov, stadig har nogle muligheder for at komme på sommerferie. Også selvom man ikke er ekspert i it og jura og bor nord for København.

Links

Et konkret eksempel på et engelsk skræmmebrev. Det kommer 8 måneder efter at et stykke ukendt software angiveligt har modtaget nogle data fra en IP-adresse. Skræmmebrevskriverne er endda så sultne efter folks penge, at de beder dem skrive deres Dankort-nummer ned og sende det til dem. Gør aldrig nogensinde den slags!

600 tyskere hver betaler 9.000 kroner. Filmselskabet Zentropa og deres tyske advokatfirma deler gysserne. Zentropa har, ifølge Politiken,  tjent flere penge på deres nye  forretning, skræmmebreve, end de har tjent på deres gamle forretning: biografvisninger, dvd og video. Det hedder sig at 25% af skræmmebrevmodtagerne betaler uden videre.

Lobbyisterne har godt fat i aldrende regeringspolitikere. Og har deres eget hemmelige udvalg. Det er for at bane vejen for skræmmebreve i Danmark og muligheden for at tjene saftige 9.000 kr. pr. brev i stedet for o-50 kr. pr. film.

Lobbyisterne kæmper også for at fordyre dine film. Jo flere penge man sender dem, jo mere arbejder de for at kulturen koster flere penge og “forkert” omgang med den koster ukristelige summer. De arbejder også for at udhule retsplejeloven yderligere.

I England er visse advokater kendt for at udsende stærkt profitmotiverede skræmmebreve. De skal heldigvis møde deres lokale udgave af Advokatnævnet og svare på spørgsmål om god advokatskik. Datoen er den 31. maj 2011. Man kan håbe at det går ligesom det gik danske Antipiratgruppen/Johans Schlüters advokatfirma hvis bizarre og urimelige skræmmebreve i sin tid  resulterede i en påtale fra Advokatnævnet for Johan Schlüters advokats “tilsidesættelse af god advokatskik”.

Being threatened? En engelsk side med gode råd til modtagere af skræmmebreve.

Skræmmebrevene der ikke holdt i retten. Antipiratgruppen tjente en del penge for tre år siden. Nogle få modige modtagere af skræmmebreve tog en tur om retten for at slippe for at betale.

Man skal passe på hvad man siger om skræmmebrevskriverne. De elsker nemlig at lægge sag an og bebyrde produktive folk.  Man kan dog sagtens og i fuld offentlighed undre sig over hvornår de kommer på kant med Advokatnævnet og hvorfor rettighedshavere lobbyer for en særlig bagstræberisk lov om ophavsret.

The Speculative Invoicing Handbook. Med bonuskapitel. En engelsk vejledning om skræmmebreve. Skræmmebreve vinder åbenbart indpas i England i mange sammenhænge. Nu kan folk beskyldt for butikstyveri også få skræmmebreve. Vort samfund har vist uddannet for mange advokater og sat for få resurser af til politi.

Retsplejeloven. Læs gerne paragraf 653 stk. 4. ” Fogedretten afslår helt eller delvis en anmodning om undersøgelse, hvis det under hensyn til privatlivets fred, erhvervshemmeligheder eller i øvrigt må antages, at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse.”
- En evt. uautoriseret kopi af Antichrist (sgadepris 94 kroner) burde ikke være en 8.000 kroners skatteyderbetalt fogedforretning værd. Fogedretten er nok heller ikke imponeret af 8 måneder gamle udskrifter. En af hovedideerne med fogedforretninger er at man standser igangværende kriminalitet. Læs også paragraf 653a stk 5. Bemærk dog at domstole i provinsen snildt kan finde på at gøre alt hvad fine advokater fra København K beder dem om. Om de så skal bryde/tilsidesætte loven.

“Med en hukommelse som en embedsmand i Udenrigsministeriet“. Vits forklaret. Der kunne også have stået “Med hukommelse som et ekspertvidne for Frederiksberg fogedret“. Teenagere i Glud er nok i gennemsnit lige så retskafne og troværdige som højt lønnede og betroede medarbejdere i fx. Udenrigsministeriet.

Men det er tv-apparaterne.

På to år har en 4.000 kroners fladskærm vokset sig 10″ større, har fået den dobbelte opløsning og alle mulige fantastiske muligheder for at gå på Internet.

Køber man en skærm fra Sony kan man få let adgang til både TV2 Sputnik og sine fotoalbums på Picasa.

Køber man en fra LG kan man afspille selv de mest obskure videoformater.

Philips har overraskende god lyd og man kan med visse modeller egentlig klare sig fint uden lydanlæg.

De ny skærme har også den fordel fremfor de “gamle” fladskærme , at de sandsynligvis – helt uden ekstra boks -  kan vise det digitale signal man modtager via antenne eller kabel. Og det er alle kanaler lige fra DR HD til betalingskanalerne.

Til nogens skræk og andres glæde begynder man også at kunne modtage tv direkte fra Internet. Man kan se det direkte på tv i småsnusket kvalitet. Man kan ikke optage det. Men det er vel trods alt en slags fremskridt, at man ikke behøver tv i store pakker, men kan købe adgang til tv-arkiver og lignende.

De brugere, der bytter optagne tv-serier med hinanden i HD-kvalitet er dog ikke så imponerede. De mener at have fundet løsningen på effektiv tv-spredning i høj kvalitet og kan ikke forstå hvorfor det skal være så svært at se HD når man vil. De forstår heller ikke, at det skal være så svært at optage og se sine programmer hvor man vil.

Men tv er en gammel branche med en masse gammel rettighedstænkning, så det vil tage lang tid før programmerne bliver lige så snedige som apparaterne endelig er blevet.

5 fede fladskærme

1. LG42LD550. Kan afspille næsten alle formater via USB.
2. Sony KDL-40EX500p. Bravia Internet Video med TV2 Sputnik og meget mere.
3. Philips 42PFL3405H.  Tager kun DVB-T, men lyder godt.
4. getmiro.com. Et 100% Internet-orienteret mediecenter.
5. vuze.com. “Find. Download. Afpspil” lover de, og holder løftet ganske pænt.

Miro har masser af HD-TV (på engelsk). En del af det handler faktisk om HD-TV og kan gøre en klogere på både apparater og udsendelser, man kan downloade til det.

Vuze har ikke kun gratis HD-TV på lager. Man kan også bruge det til at spille Project Blackout, en art gratis Counter-Strike.

Fælles for både Vuze og Miro er, at det er svært at finde dansk tv. Der er masser af sjovt, engelsksproget tv (i HD). Men der er langt mellem at nogen siger “Godaften, og velkommen til…”

Men snup alligevel Miro og Vuze. De er gratis og spændende og minder lidt om den software man finder i blærede medieafspillere som WD-TV Live Hub og Boxee.

Var der et afsnit, du glemte at optage? Eztv.it kan sikkert hjælpe. Der er dog den hage ved det, at det sikkert er en uautoriseret kopi og du derfor ikke må downloade den. Men eztv.it giver et fingerpeg om hvordan tv burde se ud om nogle år: bredt, billigt og usandsynlig let at omgås. Og ligesom at Napster blev efterfulgt af iTunes, Spotify og Grooveshark, vil eztv.it nok blive efterfulgt at endnu mere autoriserede tjenester.

Links

Hardwaresiden linker altid til alle store fladskærms-tv (og også de mindre). Den sorterer dem efter pris. Men man kan på få sekunder sortere dem efter alder, nyeste først. Så har man en idé om hvilke tv, der indeholder den aller-nyeste teknologi.

Flatpanels.dk bedste januar-tilbud på tv. Med links til grundige tests. Fremragende tjenste med masser af nyttige tips.

Eztv.it. Ophavsret-fundamentalisterne – en ekstremt lille del af den danske befolkning – har loven på deres side, når de siger at du ikke må få det afsnit af Glamour eller American Idol, du ikke fik optaget, af en, der gjorde. Ophavsret-protestanterne – og her finder vi nok de fleste danskere – siger at det vel ikke kan skade og at loven burde imødekomme naturlig brug af ny teknologi. Disse interessante trossager diskuteres nærmere i måder at optage tv på.

Hvis tv ser rigtigt ud og film ser forkert ud, er det nok fordi der er slået for mange filtre til på fladskærmen.

Moderne fladskærme piller overordentligt meget ved billedet for at optimere det, gøre det bedre.

Men ofte ender de med at gøre billedet ulideligt at se på.

Hvis du vil se film som den – sandsynligvis – yderst erfarne filmfotograf syntes at du skulle se dem, kan du starte med at slå  dynamisk kontrast fra. Det hedder det vist på Philips fladskærme. På dansk betyder det, at en chip inde i Philips-fladskærmn tror at den ved bedre end fotografen og løbende skruer op og ned for kontrasten.

Det er i min erfaring et af de mest irriterende filtre. Men prøv også at slå resten af filtrene i Perfect Pixel HD-menu’en fra. De hedder Perfect Natural Motion, 400 Hz Clear LCD, Super opløsning, perfekt kontrast, dynamisk baggrundslys, mpeg artefakt-reduktion, farveforbedring og gamma. Slå dem fra et efter et og se om du savner dem. Hvis ikke, har du sikkert fået bedre billedet og sparet noget strøm.

Hvorfor er filtrene der?
Filtrene er ikke helt ubrugelige. De kan forbedre et dårligt analogt signal og de kan få skærmen til at ligne en attraktiv farveeksplosion henne i en butik.

Men når man så kommer hjem og fodrer skærmen med t godt, digitalt signal irriterer det bare at alting ligner et overbelyst studie.

Links

Sådan tunder du dit fladskærms-tv.En artikel der mere eller mindre burde udleveres samme med alle nye fladskærms-tv’er.

Man får bedre billede af at slå det meste billedforbedrende fra. Sådan er det.

Et Philips-tv kalibreres af en ekspert. Sådan.

Folk, der køber projektor, vakler mellem 100″, 150″ og 200″.

Sådan ser 214″ ud:

Jeg havde i juledagene den fornøjelse at assistere med opsætningen af en hjemmebio der endte med at blæse Den gode, den onde og den grusomme op på en 5*2 meter stor bagvæg i en 35m2 stue.

Denne 12.000 kroners hjemmebio endte altså med at have større lærred end de fleste biografer i Palads i København.

Lad os se på udstyret.

Projektoren: Epson TW3200
Da TW3200 (amerikansk navn: Epson 8350) blev vist frem på CEDIA-messen i efteråret blev den spået en fremtid som den bedst sælgende billige 1080p-projektor. Da den blev anmeldt var der nærmest kun roser og lovord. Til 8.300 kroner er den et bemærkelsesværdigt godt køb.

Man kan få en billigere og lige så anmelderrost 1080p-projektor, Benq W1000+ til 6.300 kroner. Men det er en DLP – det er dem med de irriterende regnbuemønstre engang imellem. Og så er Benq’en mere kræsen med placeringen i rummet. Epson TW3200 byder derimod på fremragende zoom og lens shift, der gør det let at sætte den op i alle størrelser rum.

Før projektor-købet havde vi besøgt Projector Centrals lommeregner-afdeling for at tjekke hvilken projektor, der kunne give mest spaghetti-western for pengene.

Her stod det klart at Epson-projektoren kunne lave Full HD, fuld vægs spaghetti-western på 7 meters afstand.

Hvorimod den stakkels Benq W1000+ skulle have 8 meter.  – Hvilket i det aktuelle tilfælde er et sted ude i haven.

Lommeregneren viste også med al ønskelig tydelighed at begge projektorer egentlig ikke havde lys nok til så store billeder.

De puster begge omkring 2000 lumens ud af linsen. Hvis det spredes på en 10m2 stor væg, skal der være forholdsvis mørkt i lokalet før det bliver imponerende. Til en lærredsstørrelse på 10m2 er 3-4000 lumens at foretrække. Men så er vi pludselig oppe i et urimeligt prisleje.

I praksis kan man bare slukke lys og lade være med at fylde hele væggen ude hele tiden.

Og med Epsons zoom og lens shift tager det 10-20 sekunder at vælge ny skærmstørrelse og -placering. Uden at flytte projektoren.

- Dvd’er og almindeligt tv er i øvrigt i så rædsom lav kvalitet, at det egentlig ikke kan blæses op til mere end 100″/3m2 før man begynder at irriteres over den lave opløsning.

Lyden: Samsung HT-C5900
Der kan siges meget godt og meget skidt om alt-i-et-anlæg. De er forholdsvis pæne og lette at bruge. Familievenlige ligefrem.

Men lyden og evnen til at afspille mange videoformater er ikke imponerende.

Samsung HT-C5900 er sandsynligvis et af tidens mindst dårlige alt-i-et-anlæg og får faktisk en slags ros i artiklen om forstærkere til hjemmebioen.

I praksis var de medfølgende højttalerkabler for korte, hvilket betød en tur til Biltema efter mere højttalerkabel og uklædelige samlemuffer.

Men, som skrevet, kom det hele i sidste ende til at lyde både godt nok og højt nok.

Lærredet: en plastmalet gipsvæg
10m2 biograf-lærred er dyrt. Horribelt dyrt.

Man kan i stedet bikse et lærred sammen af scenemolton eller rullegardiner fra IKEA. Eller bare bruge en væg malet med plastmaling.

Bruger man en grålig nuance med lav glans får man en dybere sort. Bruger man en højglans hvid får man mere blus på alle farver. Men det gør – desværre – så også den sorte farve noget lysere.

I den aktuelle hjemmebio er planen at få malet væggen i højglans hvid.

Godt nok er godt nok.

Forbedringer
Som teknik-nørd kan jeg se masser af forbedringsmuligheder og tusinde ting rigtige hjemmebio-entusiaster kunne brokke sig over. Billedet skal være mindre. Projektoren skal kalibreres. Rummet skal lyddæmpes. Der skal baskes noget sort klæde op på reflekterende overflader omkring lærredet, så billedet holder sig til lærredet.

Men som ikke-millionær fryder jeg mig enormt over, at almindelige mennesker kan nå et så fantastisk resultat for 12.000 kroner. Det er godt nok tre gange så meget som det billigste 42″ tv. Men det slår mange rigtige biografer på størrelsen og er i praksis et herligt sted at se film.

Vi kan kalde biografen for Superrabatten luksus og sætte den ind i skemaet fra Superrabat på hjemmebio.

Superrabatten Luksus – en fjerde mulighed
DRs Rabatten sammensatte for nogle måneder siden en billig hjemmebio som vi prompte undergik i pris under navnet Superrabatten megaskrabet og Superrabatten skrabet. Nu kan vi føje nok et billigere forslag til, Superrabatten luksus.

Rabatten har god lyd, men svagt billede og forholdsvis svag/kedelig/ensporet afspiller.

Superrabatten megaskrabet har svag lyd og svagt billede. Men afspilleren kan gå på nettet, spille spil og meget mere.

Superrabatten luksus har fin lyd, godt billede og kan afspille rigtig meget.

Alle projektoerr skal have omkring 5-10m2 bar væg for at virke. Men ellers er de et herligt alternativ til fladskærme.

Links

Alt hvad vi har skrevet om hjemmebio. Masser af viden.

Alt hvad vi har skrevet om medieafspillere. En af de mest interessante dele af hjemmebio’er.

Grr. Projektorer koster også meget mindre i USA. Epson kører sandsynligvis med forskellige produktnavne i USA og Europa for at vi ikke skal dø af misundelse. Og så kører de nogle gange med forskellige produktnavne fordi de kan lide at tjene ekstra penge på tosser.

Der er mange forskellige formatforhold ude i det virkelige liv. Så køb en projektor med lens shift og glem alt om at ramme dens billede helt perfekt ind i mat, sort klæde/træramme. Erfaringen siger i øvrigt at størst er bedst. Brug 90% af en bagvæg og placer ikke billedet for højt oppe. Så ligner det mest en biograf og giver den bedste oplevelse.

Hardwaresiden. Dugfriske priser på fladskærme og projektorer.