IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret mandag d. 26 november, 2007 kl.05:45
Opdateret mandag d. 26 november, 2007 kl.05:49

De digitale billedrammer

De der moderne digitale billedrammer – er der noget særligt man skal være opmærksom på, og hvor køber man dem billigst??
Jan

fotoramme.jpg

De billigste digitale fotorammer er på 7″ og koster omkring 600 kroner. De kan vise utallige 10*15 cm store billeder på skift og æder typisk 12 watt mens de gør det.

Man kan også nogle større rammer på 10.4″. De kan så vise billeder på 15*20 cm og kan måske også vise videoer (forvent hakker) og spille musik (forvent paplyd). De koster 1.200 kroner og spiser gerne 20 watt.

Gode grunde til at have en digital fotoramme

  • Den er sjov og pæn
  • Der er altid pæne billeder at se på

Gode grunde til at holde sig fra de digitale fotorammer

  • De æder strøm. For 350 kr. pr. år, hvis de er tændt døgnet rundt. Køber man en 22″ digital fotoramme går det selvfølgelig helt galt. Så koster det over 1.000 kr. pr. år at fylde strøm på den.
  • De er ikke vildt diskrete. Man skal skjule strømforsyningen og strømkablet.

Omgang med digitale fotorammer

  • Man kan halvere fotorammens årlige omkostninger ved at sætte et tænd/sluk ur på den, så den ikke blæser billeder afsted, når man ikke er hjemme eller sover.
  • Digitale fotorammer er et meget fin gravplads for de ellers ubrugelige 16- eller 32 Mb kort, der følger med digitalkameraer. Eftersom fotorammerne sjældent byder på højere opløsning end 800*480, kan man skalere sine billeder ned i den størrelse. Det betyder, at man kan have 500-1.000 billeder på et 32 Mb kort – mere end man sandsynligvis gider se på.
  • De snedigste fotorammer er trådløst forbundet til pc’en. Det koster lidt mere strøm. Men man slipper for at hive hukommelseskort ind og ud, når der skal nye billeder i rammen.

Alternativer til digitale fotorammer
Det gammeldags papir er ikke af vejen. Her kan man få et 20*30 cm stort papirbillede for 11,85 kroner. Man kan med andre ord købe 100 billeder nu og 30 nye billeder hvert år uden at det bliver dyrere end de digitale fotorammer.

Man kan også købe en ny, lækker 22-tommer widescreen skærm til sin pc. De koster kun 1.600 kroner. Her kan man så sætte Windwos til at bruge billederne i et særligt katalog som pauseskærme.

Det foregår ved først at vælge Diasshow under Kontrolpanel – skærm – pauseskærm.

diasshow1.png

Herefter er det blot at klikke på Indstillinger og vælge hvor hurtigt billederne skal skifte og hvor de skal komme fra.

diasshow2.png

Det er ganske enkelt. Og opløsningen er dobbelt så høj som ved fotorammerne.

Endelig kan man, engang i år 2008, købe en Asus eee pc 701. En lille bærbar pc med 7 eller 10″ skærm, der ikke bruger alverdens strøm, når den er tændt. Den kunne faktisk godt bruges som fotoramme. Den ville blot have den yderlige fordel, at den også kunne bruges til e-mail, surferi, video, tektbehandling og alt det en bærbar ellers kan bruges til.

Hvor køber man billigst?
På nettet eller på tilbud i den lokale. Folk der bruger Startsiden vil kunne skrive fotoramme og trykke på EDB-knappen og få en prisliste på få sekunder. Folk, der bruger Startsiden, er blandt verdens heldigste.

Men altså, tjek nettet, hvis du stadig er lun på at vise skiftende billeder i dagligstuen på en næsten smagfuld måde.

Links

Så meget koster de digitale fotorammer

Så meget koster strømmen pr. år

22-tommer billedramme til 7.000 kroner

22-tommer widescreen-skærm til 1.600 kroner


Papirbilleder – 20*30 cm til 11,85 kr. pr. styk

Asus eee pc 701 – lille bærbar

Sony e-læser, ekstremt strømbesparende skærm. I fremtiden kan den slags skærme måske endda komme i farver og bruges som fotorammer.

Gør dine billeder mindre (så de passer i fotorammen)