Publiceret
tirsdag d. 11 marts, 2008 kl.05:44
Opdateret
tirsdag d. 11 marts, 2008 kl.05:50
Jeg går og skal finde en bedre backupløsning end at smide DVD-R-skiver i min maskine (hvilket man bliver lidt træt af i længden). Det ville være fedt at høre din mening om hvad der er bedst – bånd eller online eller noget helt tredie.
Ulf
Tiden er helt klart løbet fra sølvskiverne. Der er simpelthen for meget besvær med dem.
Det samme gælder båndstationerne. De koster en formue, båndene koster en formue og man har stadig et helvedes mas med at finde ud af hvor det rigtige bånd er, hvis det gælder.
Harddiske!
Harddiske er billige, hurtige og lette at have med at gøre. Man får pt. en 500 Gb ekstern USB-harddisk til 650 kroner. Det må lige forklares
Harddiske på mellem 500 og 1.000 Gb er typisk på størrelse med en mursten og har en egen, ekstern strømforsyning.
Vil man have harddiskene lidt mere sexede, kan man for samme pris få dem ned i forvokset mobiltelefonstørrelse og slippe af med strømforsyningen. Men så får man kun den halve lagerplads pr. krone.
Der er links til det hele i bunden.
Program til sikkerhedskopiering
Egentlig kan man sikkerhedskopiere i hånden. Man sætter sikkerheds-kopierings-harddisken til og trækker de nyeste filer over på den pr. håndkraft.
Men hvorfor forsøge at sidde at huske hvad der er nyt siden sidst man kopierede? Det har vi da programmer til!
SyncBack er et gratis program til sikkerhedskopiering. Det holder rede i hvilke filer man har på sin harddisk og hvilke man har på sin sikkerhedskopieringsharddisk. Så kopierer den alt, hvad der trænger til at kopieres ved et tryk på en knap.
Her er en simpel profil hvor alt fra E-drevet (en harddisk i en af mine stationære pc’er) bliver kopieret over på min sikkerhedskopieringsharddisk (drev M):

Sværere er det ikke.
SyncBack kan selvfølgelig findes via Softwaresiden (link senere).
Så vidt harddiskene.
De daglige sikkerhedskopieringer
Det er ikke hver dag man gider vimse rundt som en lille bi med sin sikkerhedskopieringsharddisk og sikkerhedskopiere de nyeste data. Derfor har man USB-nøgleringe og online-sikkerhedskopiering.
Nøgleringene giver sig selv. Har man lavet (eller downloadet) noget særlig værdifuldt, kan man lige bøffe det over på USB-nøgleringen for en sikkerheds skyld.
Nettet
Men selvfølgelig kan man også bruge nettet til sikkerhedskopiering. Ikke til de store ting. De 50 Gb Disney-sjov jeg har liggende på en harddisk skal ikke over nettet – det tager for lang tid og koster for mange penge.
Men de billeder, videoer, dokumenter og e-mails jeg selv producerer, kan der være meget god fornuft i at sikkerhedskopiere via nettet.
Det kan heldigvis automatiseres ganske fint med en webdisk fra TDC.
Har man TDC som Internet-udbyder kan man installere et program der, ligesom SyncBack, med jævne mellemrum kopierer nytilkomne filer til en sikkerhedskopieringsharddisk. I dette tilfælde er er disken bare placeret hos TDC. Ens hus/lejlighed kan altså lystigt brænde ned. De vigtigste data er sikret.
Andre Internet-udbydere har også gode tilbud på online-sikkerhedskopiring. Nogle gange koster det ekstra. Andre gange betaler man allerede for det over den månedlige regning.
Der er faktisk utallige tilbud på online-plads. Microsoft giver med deres SkyDrive 5 Gb til alle, der vil have det. Og en hoben virksomheder tilbyder onlinesikkerhedskopiering til 10-20 kroner pr. måned.
Kort sagt
I gamle dage var mundheldet “Rigtige mænd tager ikke backup… De græder”. I dag er vi blevet fri af bånd og sølvskiver, harddisken og webtjenesterne er utroligt billige. Softwaren er gratis. Så det er bare at komme i gang.
Turen starter, som vanligt, på Softwaresiden.
Links
Softwaresiden. Her finder du alle harddiske og USB-nøgleringe i nederste højre hjørne. I øverste højre hjørne finder du SyncBack, der kan hjælpe dig med sikkerhedskopiering.
1 Tb til det moderne hjem. Mere om de store harddiske.
Lille, lækker harddisk til det moderne hjem. Mere om de små harddiske.
16 Gb USB-nøgleringe til den noble fritænker. Mere om de store USB-nøgleringe.
TDC Webdisk. Få 1 Gb sikkerhedskopieringsplads hos TDC. Andre Internet-udbydere har lignende tilbud.
Microsoft SkyDrive. 5 Gb hos Microsoft. Du kan dele filerne med dine venner. Alt kan uploades: mp3, doc, jpg, avi – kun fantasien (og de 5 Gb) sætter grænser.
Sikkerhedskopiering via nettet. Se de mange firmaer slås om din gunst.
