Derfor køber jeg det billigste

Altså, der er selvfølgelig den nærliggende og sande forklaring: jeg er en fattigrøv.

Men der er også nogle mere positive årsager til at jeg ofte køber det billigste udstyr:

Min selvtillid er i top
Indkøb giver mig meget sjældent et sus af lykke og ny selvtillid. At købe et en dyr mærkevare i en dyr forretning giver mig ingen fornemmelse af tilhørsforhold i de finere cirkler. Jeg kan slet ikke opnå mærkevare-lindring.
Jeg ryster oftere og oftere på hovedet af mærkevarerne. Mp3-afspillere fra Microsoft og Apple!? Er de sindssyge? Hvem vil købe det bras?
Med selvtillid kan man være nogenlunde sikker på at man får velfungerede teknik for sine penge – ikke et underlødigt produkt og en dyr reklamekampagne, hvis ypperste formål er at polere ens sørgeligt urealistiske selvbillede.

Jeg har den tekniske forståelse
Jeg bruger mit tastatur mange timer hver dag. Derfor skal jeg have kvalitet. Derfor har jeg købt et 70-kroners tastatur online. Et hvidt tastatur med ledning. I forretningerne sælger de fine, sorte, trådløse tastaturer til 500 kroner stykket. Men jeg ved, at de ikke er bedre. Jeg skal aldrig skifte batterier på mit tastatur, jeg kan se tasterne i halvmørke og er sluppet for en masse knapper jeg aldrig bruger.
Jeg forstår de tekniske specifikationer, og køber derfor sjældent den dyre, men mindre gode, dims.
Butikkerne sælger i øvrigt ikke de dyre tastaturer, fordi de er bedre. De sælger dem fordi de har brug for en vis omsætning pr. kvadratmeter i butikken.

Det gør ikke så ondt at udskifte eller opgradere billige ting.
Engang hed Snedkers computerregel “Hellere købe en maskine til 10.000 og have den i tre år, end at købe en maskine til 20.000 og hænge på den i 6 år.” Maskinerne koster det halve nu, men reglen holder stadig. Nutidens topmodeller koster det halve i løbet af meget kort tid. I et tiårs-perspektiv, er det meget billigere  – og bestemt ikke dårligt – konsekvent at køre med sidste års topmodel. Som vi fx. har set det med skærmkort.

For nogle måneder siden kom min mobiltelefon i klemme mellem en sengekant og min højre, muskuløse balde. “Knæk” sagde det, og telefonen var ubrugelig. Havde det været en Nokia N95 til 4.500 kroner, havde jeg klynket i månedsvis. Nu var det heldigvis bare en Nokia 1112 og en udskiftning kostede kun 300 kroner.

Billigt kan være enkelt
Jeg har strengt taget råd til en dyrere mobiltelefon. Men med mine simple krav (skal kunne ringe, vise tiden og klare sig uden opladning i ½-1 uge) er Nokia 1112 alt rigeligt. Jeg overvejede at kaste 50 kroner mere i baljen og så få en model med mp3-ringetoner. Men så kom jeg i tanke om, at de ringetoner nok ville koste mig 4 timers administration om året. Og så gad jeg ikke.

Man bliver måske dygtigere af at ville spare penge
Kan man få, hvad man peger på, får man hvad man peger på.
Er pengene færre, lærer man at orientere sig vha. søgemaskiner. Man lærer nettet at kende. Man kommer til at besidde evner, de færreste gider udvikle.
Forstå mig ret. Jeg ville helst være rig. Men hvis valget står mellem at købe mig fattig i mærkevarer, uden at blive klogere, eller købe mig fattig i kvalitetsvarer, og blive klogere, vælger jeg klart det sidste.

Jeg køber i store træk det billigste
Selvfølgelig køber jeg ikke altid det absolut billigste. Så ville jeg gå i Mao-sutter og sidde foran en brugt 14-tommer skærm på en 128 kbit-forbindelse.
Men når kravene er defineret, går jeg efter mindsteprisen. Som vi så det med mobilen og el-vandvarmeren.
Man kan nu og da undgå at ligne en idiot
Hist og pist på nettet er der mangen en nørd, der fortæller hvor meget de begærer et af de store, lækre Apple Cinema Displays. “Årh, er de ikke seje” sukker de, og drømmer højlydt om den dag, de kan trække sådan et hjem i lejligheden.
Men nej. De er ikke seje. Møgskærmen har en opdateringsfrekvens på 16 ms! Man betaler 6.999 kr. for en 23″ skærm med oprørende ringe billedkvalitet. Når man kunne få en bedre opdateringsfrekvens (5 ms), bedre kontrastforhold og 24″ skærm med en Acer til 3.132 kr. Eller, endnu bedre, en smuk, DVI-kapabel Samsung 24″ til 3.769 kroner.

Nu er det ikke så meget frygten for at ligne en idot, der styrer alle mine indkøb. Jeg har trods alt betalt 1.000 kr. for at sætte animation på en af mine cyklers forhjul. Men det må være en bitter fornemmelse at købe en lille, langsom skærm til 6.999 kroner og langsomt finde ud af, at man er blevet snydt. Man kunne have fået mærkbart højere kvalitet til cirka den halve pris.

Derfor
Hav altid en lurende mistanke om at en given dims kan få 25% billigere og 25% bedre.

Brug Prissiden flittigt.

Og spørg her hvis der er noget teknisk, du ikke helt forstår.