IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret torsdag d. 24 april, 2008 kl.05:43

Grønne fingre på tastaturet

gplanner.png

Sonja har fuchsiaer. May-Britt har geranier. De har hele haven fyldt. Og deeres interesse er så stor at den også har vokset sig ud på nettet. Det betyder at vi andre med nogle få klik kan lære alt om fuchsiaernes og geraniernes røgt og pleje.
Det overraskende ved de danske havesider er, at der er så mange af dem og at de er så gode.
Næsten alle tænkelige havevækster er et eller andet sted behandlet i en vidunderligt masse detaljer. Så nu om dage er det let at finde ud af hvor man køber sjældne planter og hvordan man behandler dem, så de ikke kradser af.
Man kan også udvide sit rose-kendskab fra “rød, gul og hvid” til Comte de Chambord, Geschwinds Nordlandsrose og 210 (!) andre rosensorter. Selv kødædende planter behandles i detaljer.
Din pc fungerer her som fremragende opslagsværk og telefonbog. Fra havesiderne kan man suge næsten al grøn viden til sig og man kan få telefonnumre og adressser på entusiaster, havecentre, maskinudlejninger og meget mere.
Pc’en kan dog også bruges som planlægningsværktøj.

GardenPlanner kan fx. hjælpe en til at planlægge havens udseende. Egentlig er det bare et stykke ternet papir på en computerskærm. Men de buske, bede, stier og træer man kan klæbe på, er yderst nysselige.

Man kan også føre havebegivenheder såsom “beskær træer og buske” og “luft græsplænen” ind i sin online-kalender og så blive plaget med e-mail, når tiden er inde.
Har man alt for mange penge kan man også udstyre alle planterne i altankassen med en trådløs fugtigheds- og sollysmåler og så sætte pc’en til at bimle og bamle hvis planterne er blevet for tørre eller har fået for meget sollys. Men det er vist mest professionelle gartnerier, der benytter sig af den slags teknik.
Hvilket bringer os til brugte ting. Havemøbler, havefræsere, højbede og alt det andet til haven falder utroligt hurtigt i værdi efter bare én sæson. Ved at kigge rundt på brugtmarkederne, kan man hver dag finde utroligt gode tilbud på alt til haven.

Nogle gange får man tingene, bare man afhenter dem.
Gode havesider

GardenPlanner. Noget mere frustrerende end ternet papir. Men har man tålmodigheden, kan man lave en smuk haveplan.

Potager og Gourmethaven. Frække sider med 50 nærbilleder af eksotiske planter til køkkenhaven. Vil næsten kunne overtale en dovenkrop til at plante et eller andet eksotisk.

Sonjas Fuchsiaer. Sonja Sørensen var specialarbejder på en kirkegård i Esbjerg i 15 år. Nu er hun efterlønner og deler ud af en meget stor viden om fuchsiaer. Hendes hjemmeside er fantastisk. May-Britts geranier er også et besøg værd. Roserne tager de sig af på Subrosa og Alexander fortæller om kødædende planter. Pelagonier? Bent.

De grønne sider. Links til alt haverelateret i Danmark. Eller i hvert fald en god del af det. Klart et besøg værd. Kollegerne hedder bla.: Huset og haven, Havenyt, Haveinspiration og Din have. Selv Skov&Naturstyrelsen giver råd til haveejerne.

Flora Danica. En dansk havebog, der er et kvart årtusinde gammel.

Prissiden. Linker til Den Blå Avis, Gul&Gratis og et par andre brugtmarkeder. Plus, selvfølgelig, de store prissammenlignere. Din vej til det store kup.

Mit næste haveprojekt. – Havde jeg blot ikke været så uforbedreligt doven.