IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret mandag d. 11 januar, 2010 kl.16:05
Opdateret tirsdag d. 05 januar, 2010 kl.16:12

IT-året 2010

Så har vi sørme taget hul på et helt nyt år.

Årets mest spændende IT-nyheder bliver givetvis de mange nye mediecentre. Små kasser der kan afspille alle typer video, musik og billeder. Efter 100 mestendels gode år med skiverne (grammofonplader, cd, dvd, Bluray) er vi nået til nettets tidsalder. Mediecentrene kan allerede afspille alt. Men de vil i 2010 blive bedre til at downloade al mulig underholdning fra nettet. Det er en af de større revolutioner siden tv for alvor kom til Danmark for 50 år siden.

En stor del af underholdningsindustrien og dens særlovgivning er knyttet til skiver og særlige bokse. De gamle mænd i branchen vil kæmpe lige så indædt mod film&tv til download, som de 1999-2009 kæmpede mod brugervenlige mp3-filer til download. Men de yngre mænd i branchen vil se til ubetingede successer som iTunes, Xbox Live og Steam og tænke, at det måske ikke er det rene selvmord at sælge folk, det de vil have, til en rimelig pris. Regn dog med at det i 2010 stadig vil være folkebevægelserne for effektiv distribution, der vil være de teknologisk toneangivende.

Alle de gode bærbare får i 2010 HDMI-stik og stærke grafikprocessorer. De vil dermed være gode alternativer til mediecentrene. Det skal nok være sådan, at der i hvert 10. danske fladskærm sidder en pc eller et mediecenter når 2010 går på hæld.

Blu-ray fronten sidder dog ikke helt stille og ser til mens markedet overtages af mediecentre. I 2010 loves der ultimative kombimaskiner hvor Blu-ray, harddiskoptager og dekoderboks til HD-tv er smeltet sammen til ét apparat. De vil dog ikke blive solgt i nær samme omfang som Blu-ray afspillere, harddiskoptagere og HD-tv dekodere i løs vægt.

Blu-ray når nok ud til hvert 7. danske hjem inden 2010 er omme. Hvilket er meget godt gået af verdenshistoriens forhåbentlig sidste skiveformat.

På mobilfronten vil Googles Android og de mange producenter, der bruger dette system, for alvor begynde at true den noget højt prissatte iPhone.

Android kommer i flere smartphones og sågar også minibærbare. De bærbare bliver generelt så kraftfulde, så det snart kun er de virkelig hårde nørder og spillere, der gider have stationære pc’er.

Internet-forbindelserne bliver ikke billigere, men hastigheden kommer til at stige. Især i de områder hvor fibernettet rent faktisk kommer ordentligt i brug. Flere vuil få hjemmenetværk og give folk udefra adgang.

Herfra vil vi til enhver tid fortælle dig hvordan du får mest ud pengene på underholdningsbudgettet.

5 fede trends

1. Mediecentre. En boks til 700 kroner der kan afspille alt og gå på nettet. Alle fladskærme burde have en.

2. Hjemmeserver. Sikkerhedskopier, fotos, film, musik. I 2010 vil lidt flere få skik på hele samlingen.

3. Google Android og ChromeOS. Smarte, Internet-forbundne telefoner og videoafspillere bliver nu snart hvermandseje.

4. Biblioteket. Leverer efterhånden al underholdning til alle vores bærbare dimser. Gratis og over nettet.

5. Fibernettet. Når det rigtig kommer i brug vil vores hjemmeservere tale med hinanden i sund hastighed og vi vil kunne tale sammen live i Full HD.

Kommentarer til artiklen

Hold kæft en dårlig artikel

1. mediecentre til 700 kr. kan ikke afspille alle lyd og film filer

2. google android er et styresystem til mobiltelefonen og google chrome os er et styre system som er en udvidet browser til netbooken. så hvad du skriver passer ikke

3. fibernettet (min personlige holdning) tror jeg ikke har den store fremtid, da alt i dag forskes i trådløst så 4g teknologien er nok en bedre bud på fede trends

Ole | Mandag d. 15 februar, 2010 kl.20:12