Publiceret
tirsdag d. 13 april, 2010 kl.09:30
Opdateret
tirsdag d. 13 april, 2010 kl.10:30
Eller: brug i hvert fald lommeregneren grundigt inden du køber en mobiltelefon til 1 krone.
Lad os tage et eksempel.
Jeg har i mange år forsvoret at købe en avanceret mobil. De koster mere, de skal passes mere og bringer mere smerte med sig, når de går i stykker.
Men for nogle uger siden var min billige håndværkermobil slidt endeligt ned og jeg sad der – brændende med usunde lyster til at kunne gå på nettet med min kommende mobil.
Jeg så skråplanet, men fortsatte ud på det.
Jeg fór faktisk hujende ud på nettet i en utæmmelig køberus uden at se mig tilbage. “Skal kunne mest!”, “Skal være billig!” tordnede det inde i hovedet, mens jeg vurderede den ene mobil efter den anden.
Sådan køber du en mobil
Jeg startede, som altid, ovre på mobilpriser.dks avancerede søgning hvor jeg satte hakker i vigtige kasser som 3G, Bluetooth, mp3. Hellere lidt for få , end lidt for mange hakker.
På listen over mobiler var der mange fine forslag. I prislejet omkring 1.000 kroner var der to spændende mobiler, Nokia 5230 og LG KU990i Viewty. LG havde det mindst dårlige kamera. Nokia havde næsten-GPS. Ellers var de meget ens.
Et tjek på Flickrs kamerafinder for LG KU990 viste dog at originalbilleder fra LG stadig så cirka lige så rædsomme ud som billederne fra Nokias nyere kameraer. Kameraet blev ikke indkøbsbestemmende – og burde heller ikke være det, når man for 999 kroner kan få fremragende, rigtige kameraer.
Nokia 5230 havde GPS, radio, quadband og meget andet. Nokia havde mere poleret software. Det skulle være en Nokia 5230. “Skal kunne mest!”-tordenen skiftede til “Skal være billigst!”-torden.
En mobil til 1 krone
Telia så umiddelbart ud til at være billigst.
“1 krone i indkøb. Mindstepris for 6 måneder 1.028,50 kroner.” Det lød overkommeligt.
Men ved nærmere eftersyn var telefonen selvfølgelig låst til et af det mest rædsomme abonnementer, man kan tænke sig.
En mere ærlig udgiftsoversigt med Telia så sådan ud:
Telefon+oprettelse: 250 kr.
Abonnement: 120 kr. pr. måned
Mobilsnak: ca. 1,45 kr. pr. minut
SMS: 0,19 kr. pr. stk.
Surf: 10 kr. pr. mb
Det er især den sidste post, der gør Telias 1 krones-tilbud uanstændigt dyrt. Selv med et lavt Internet-forbrug, ville telefonen koste mig over 1.000 kroner pr. måned!
Men heldigvis er der konkurrence på markedet.
En mobil til 1.250 kroner
Køber man selv apparatet, skal man godt nok af med 1.250 kroner. Men med et ordentligt abonnement og dataabonnement, ser den brugbare udgiftsoversigt med GoBlue og Onfone sådan ud:
Telefon+oprettelse: 1.250 kr.
Abonnement: 0 kr. pr. måned
Mobilsnak: ca. 0,45 kr. pr. minut
SMS: 0,19 kr. pr. stk.
Surf: ca. 0,05 kr. pr. mb
Priserne hos Onfone var ca. 1/3 af Telias for mobilsnak og dataprisen – der bliver vigtigere og vigtigere – var kun 1/200 af Telias grumme pris!
Onfone koster måske nogle 100 kr. pr. måned. Telia kan snildt koste nogle tusinde kr. pr. måned. For samme ydelse.
Så lad os konkludere.
Sådan køber du en mobiltelefon billigst
Du kan nogenlunde roligt regne med at alle mobiltelefoner til en krone er dårlige tilbud for dig. Dit forbrug skal være meget specielt skruet sammen, hvis du rent faktisk kan spare noget på at købe en mobil til en krone.
Så den lette konklusion er: køb aldrig en mobil til 1 krone og brug altid lommeregneren og teleprisguide før du køber.
Links
Mobilpriser.dks avancerede søgning. Vejen til apparaterne og ofte også anmeldelser af dem. For ikke at nævne priserne.
Mobilterminalen. Flere dansksprogede anmeldelser af apparater.
Derfor køber jeg det billigste. Gode indkøbstips generelt.
Brug aldrig mobiltelefonen til Internet. Teleselskaberne flår dig. Men, som det kan ses ovenfor, er der efterhånden mulighed for mere rimelige priser. Til de bedste tilbudsjægere.
Teleprisguide. Kender de billigste teleselskaber.
Nokia 5230 kan fås som Nokia 5800. Så har den wifi (så man kan surfe gratis derhjemme), bedre kamera og 8gb hukommelseskort med i pakken. Men så koster den 1.800 kroner. Folk foretrækker vist 5800. Det kom jeg også til at gøre.
HTC Desire er godt lidt mere Internet-orienteret og Google-kærtegnet. Men den koster nu stadig det dobbelte af Nokia 5800. iPhone gider vi slet ikke overveje. Den er låst på for mange fronter og alt, alt for dyr i forhold til det, den leverer.
Hvad de skriver om Onfone lige nu. Hvis mejerierne arbejdede som teleselskaberne: “MælkMaxi-abonnementetet koster 199 kr. pr. måned og giver dig ret til op til 30 liter gratis mælk pr. måned. Overskrider du dette forbrug koster hver ekstra liter mælk 400 kroner. Mælk i udlandet koster 700 kr. pr. liter. Mælkeglas koster 1 krone.” Vi skal være taknemmelige for at Onfone kommer med mere gennemsigtige (og billigere) mobilabonnementer.
tele nord det gamle sonofon er og bliver det bedste
og nokia 58oo er at anbefale det virker bare
Jeg har brugt min iphone som håndværkertelefon i snart 2 år.
Den har været fremdragende på alle fronter som formand får man mange mails og tegninger og de kører bare sammen med iphone.
Den leverer spil og programmer af høj kvalitet.
Min iphone kostede mig 4300 de første 6 måneder alt inklusive de følgende måneder har kostet mig ca 500/mån inkl mobilt bredbånd.
iphone er en perfekt følgesvend på en byggeplads og jeg har slet ikke oplevet samme slid som mine tidligere håndverkermodeller fra nokia og ericsson de kunne ikke engang klare lidt støv fra en vinkelsliber.
Mange har prøvet men intil videre er hun HTC Desire kunnet leve op til mine forventninger.
Vil man have en telefon der kan levere det hele er det kun de to at vælge mellem.
Køb dem ved fx 3 så koster de omkring 4000-5000 men kun de første 6 måneder og hvis man har et stort forbrug i forvejen bliver det jo ikke dyrere.
“iPhone gider vi slet ikke overveje” “alt for dyr i forhold til det, den leverer”
Jeg glæder mig til næste artikel “køb aldrig skruemaskine makita eller dewalt gå ned i jem og fix og få en til 99 den kan både køre til højre og til venstre”
eller “meld dig aldrig ind i 3f de er alt for dyre meld dig istedet ind i kristlige eller aase de er meget billigere.
Der er ikke kun prisen der afgør hver gang.
Jeg køber altid telefoner uden abonnement. Det koster måske lidt ekstra i engangsudgift, men til gengæld formoder jeg, at jeg sparer penge på længere sigt. Og så står det mig også frit for, at køre videre med det nuværende abonnement, samtidig med at telefonen ikke er simlåst til et særligt selskab.
Men sidst havde jeg dog ét vigtigt kriterium, som jeg fremover aldrig vil være foruden: Der skulle være WiFi i telefonen.
Med min Nokia E51 og dens Skype-applikation har jeg nu sparet en formue. De sidste fire måneder har min kæreste været i Canada, og jeg har kunne ringe til hende for sølle 12 øre i minuttet!
Og så kan jeg altid lige gå på gmail eller facebook fra hjemmenetværket, uden at det koster datatrafik, og uden at skulle starte pc’en op først.
Billigste abbonnement reelt til en telefon med lavt forbrug, hvem er det ?
iPhone er en dejlig telefon, men den er ramt af mange restriktioner. Det er ikke alle brugere, der kan skifte til et “50 kr. for 1.000 Mb”-abonnement efter 6 måneder og man er bundet til at købe software i én biks.
iPhones sidder ofte fast i et 500 kr. pr. måned abonnement eller værre.
Af den grund ville jeg hellere spadsere ned i El-Giganten
og købe en HTC Desire til 3.400 kroner.
Den ville jeg så udstyre med et billigt abonnement og sandsynligvis få 18 måneders mobil lykke til 7.000 kroner. Hvilket er en del mindre end de ca. 10.000 kroner de fleste iPhone-ejere typisk kommer til at bløde i løbet af 18 måneder.
HTC Desire byder også på Flash, multitasking og større frihed i programvalg.
Med det sagt lader det til, at man efterhånden kan få iPhones uden tvungent abonnement.
Kan man leve med ringere software, er en Expressmusic 5800 heller ikke så gal. 18 måneder koster her ca. 5.000 kr.
Billigste mobilabonnement til folk med lavt forbrug? Tjek Teleguide. De svarer noget i retning af 9-40 kr. pr. måned.
[...] hvis alle i familien bruger samme mærke mobiltelefon og dermed kan deles om én oplader. Køb aldrig en mobiltelefon til 1 krone fortæller om indkøb af mobil og [...]
[...] så på lidt af det i Køb aldrig en mobiltelefon til 1 krone. Her var det ret klart at en mobiltelefon til 1 krone i 99% af tilfældene er dårlig forretning [...]
Jeg kan klart anbefale en HTC Wildfire eller en HTC Desire :)
i vores familie har vi altid købt de billige mobiler til 1 kr. eller der omkring og været meget tilfredse med både telefon og abonnement hos Debitel nu kaldet Call Me. man må jo indrette sit forbrug så det svarer til indholdet i pengepungen.
