IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret torsdag d. 23 september, 2010 kl.08:35
Opdateret torsdag d. 23 september, 2010 kl.09:05

Når Internet-vennerne ved hvor du er

jaguaren

Jeg elsker at slå hænderne sammen og hvine “Åh guuud, er det dig?”, omfavne og derefter se smilende på vennen/veninden. Og – mindst lige så vigtigt – de sagesløse forbipasserende. Jeg er dog lidt i underskud, for jeg møder sjældent venner tilfældigt på gaden.

Men med Facebook Places bliver det hele lidt nemmere. Hvis vennekredsen alle har smarte mobiler, er logget ind på Facebook og giver hinanden adgang til “Hvor er jeg lige nu?”-informationer, kan man følge sine venner og mødes (næsten) helt tilfældigt meget oftere.
Det var så min foretrukne brug.

Nogle bruger også deres umiddelbare geografiske placering til at møde mennesker de ikke kender i forvejen.

Brugere af tjenesten Grindr går rundt med et evigt opdaterende kort over de nærmeste mænd der er kontaktsøgende, homoseksuelle og iPhone-brugere. De kan se hvor mange meter eller kilometer de interessante mænd er fra dem og så sende dem en opfordring til nærmere bekendtskab. Med tiden vil der nok også komme andre geografisk opmærksomme tjenester, der bringer alt fra partikammerater til linedancere sammen.

Man har i de sidste 10 år også fantaseret meget om hvordan geografisk opmærksomme tjenester vil kunne bruges af restauratøren, bedemanden og bådudlejningen til at sende “Special price for you!”-meddelelser til den forbipasserende pensionist, hipster, ingeniør eller cyklist. Nu er det ved at være en teknisk mulighed. Men tilbudene skal godt nok være exceptionelt gode for at evigt tilbuds-pingeling på vej ned ad gågaden ikke bare vil føles som en ny form for uønsket, irriterende spam.

De geografisk opmærksomme – lad os kalde dem geokloge – tjenester vil også kunne bruges i overbeskyttende familier eller ægteskaber, hvor man altid gerne vil have en viden om hvor alle er til ethvert tidspunkt.

Endelig vil svage mennesker bruge Facebook Places som et profileringsværktøj. Generelt opfatter de sig som folk der går på en given smart bar og køber ind et smart sted. Nu vil de kunne tænde for mobilen og, sådan lidt henkastet, vise det for alverden.

“Hvad så med privatlivet?” vil nogen nok spørge. Tja, det tilhører som altid Facebook eller den tjeneste man nu engang beder om at registrere sin færden rundt i verden og udsende meddelelser om det.

Det skal alligevel nok blive hyggeligt med de geokloge tjenester og de vil ganske sikkert gøre fredag aftener i storbyers forlystelseskvarterer lidt sjovere.

5 spændende geokloge tjenester

1. Facebook Places. Bliv set de smart steder. Også af dem, der sidder derhjemme. Om nogle måneder.
2. Grindr og Encountr. Mødeistandsættere for kælemænd. Med tiden burde der komme flere “Find nærmeste…”-tjenester til mindre hippe samfundsgrupper.
3. Endomondo. Vis alle hvor raskt og ofte du kan løbe. Mobilens GPS registrerer dine anstrengelser.
4. Google Latitude. Folk med smarte mobiler har de sidste 1½ år kunne holde øje med hinandens færden via Google.
5. Geo Reputation Ranking. Få nogle andre til at besøge de smarte, dyre og sunde steder på dine vegne mens du sidder derhjemme og guffer chips. Få den fulde respekt på Facebook. Desværre er tjenesten ikke færdigudviklet.