IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret onsdag d. 13 april, 2011 kl.15:33

Påskeunderholdning 2011

Hvis det nu skulle regne i påsken bliver der en del dage indendørs. Eftersom man ikke kan rydde op og læse klassisk litteratur hele tiden, må man hellere skaffe sig noget underholdning.

Spil
bioshock1Steam sælger i dag Bioshock 1+2 til 37 kroner stykket.

Spillene giver hver 10-15 timers underholdning. Der er skønhed, gru, vanartet politik og noget med at skyde uhyrer med mægtige strømstød.

Anmelderne elskede både Bioshock og Bioshock 2. Nu hvor spillene har ramt en fornuftig pris, er det måske på tide at købe dem.

Ellers vil der sandsynligvis være nye gode Steam-tilbud i morgen og sikkert også resten af påsken. Steam er et af de bedre steder at hænge ud for spilleglade tilbudsjægere, der ved hvordan man omgås Steam.

Ellers kan man selvfølgelig bare bestille Bioshock eller et andet interessant spil på biblioteket. Alt er gratis på biblioteket. Også spil. Man behøver ikke være rig for at underholde sig selv indendørs.

Kinect
Har man bredbånd hos TDC (eller ønsker om den slags) er der også lige nu et interessant tilbud fra TDC. Man skal kun betale 237 kroner for 6 måneder med en Microsoft Xbox 360 Kinect og spillet Kinect Adventures. Det er ca. 10% af hvad pakken pakken koster  i indkøb.

Xbox 360 Kinect er, som Wii, en forholdsvis sjov spillekonsol.

Med Kinect styrer man begivenhederne ved at hoppe, danse, slå, spjætte og lave fagter ad et snedigt kamera.

Har man bredbånd hos TDC er det et fint tilbud. 6 måneders leje koster ikke mere end en biografbillet til hele familien og der burde være flere end 2 timers underholdning i maskineriet. Jeg kan i hvert fald se 275 gratis demoer af generelt udmærkede spil på Xboxs spildemo-side. Det er ca. 2 demoer om dagen i d 6 måneder Xbox’en er sjov og billigt til leje.

Hvor forventer de drevne købmænd fra TDC og Microsoft så at tjene pengene? Tjo, hvis man ikke opsiger sit Xbox-abonnement inden 5 måneder, kommer TDC til at tjene 79 kr. pr. måned på den fortsatte udlejning af apparatet. Efter 2 år kan de snævert set begynde at tjene penge på udlejningen af hardware. Men de forventer nok at tjene pengene på bredbåndsabonnementet og hvad de ellers kan få folk til at tilkøbe i løbet af de næste år.

Microsoft forventer sandsynligvis at tjene penge på at sælge yderligere spil. De har godt nok kun en snes Kinect-spil til skrækkelige priser. Men med over 1.000 almindelige Xbox-spil er de kun glade for at byde nye kunder ind i varmen.

Film
Der er ikke noget som en 4-forestilling i hjemmebiografen.hjemmebiovidvinkel

Sjovt nok udlejer både Microsoft og TDC film via deres respektive bokse. Til forholdsvis høje priser. Ja, det gør alle tv-udbydere efterhånden.

Men folk, der går på biblioteket, vil helt klart få deres påskefilm billigst.

Benytter man sig af gratis online-tilbud som Filmstriben (700 film) behøver man ikke engang bevæge sig væk fra sofaen. Hvis man kan få et brugernummer og en pinkode af det lokale bibliotek (det kan størstedelen af danskerne) og betjene noget meget brugerfjendsk software fra Microsoft (det kan op mod halvdelen af danskerne) kan man se Max Pinlig og næsten 1.000 andre film. Gratis.

Sådan får du fat i billige film.

TV
Tv er meget værdifuldt for danskerne hvis man ser på hvor mange millioner af kroner og mandtimer vi bruger på stadset.

TV er som regel en bekostelig affære. Men abbonnent-sultne Boxer har et godt tilbud til alle danskere i påsken. Over 28 tv-kanaler gratis, 16. april til 1. maj 2011.

Ifølge tv-oversigterne fra DR og TV2 kommer der nok noget godt påske-tv. Måske endda på en af de gratis kanaler.

Boxer udsender DVB-T hvilket betyder at man skal have et DVB-T+Mpeg-4-tv. Eller en boks til tv’et. Eller en dims til pc’en. Og så et godt antennesignal.

Øl
Vi må ikke glemme øl. Påsken byder tit på ganske gode øl. Fx.  Paulaner Salvator, der vistnok er inspiration til en del dansk påskebryg.

I skrivende stund er der ikke mange øl-anmeldelser at finde på den danske del af nettet. Men Find den rigtige påskebryg er den dag i dag forholdsvis læseværdig.

Naturen
Man kan også søge sin underholdning udenfor. Uanset vejret. Naturstyrelsen lokker med kort og ideer i massevis. Er man mere til kultur uden for hjemmet, kan man konsultere Kultunaut for at finde arrangementer nær en.

Der er altså masser af påskeunderholdning og det behøver ikke engang være så dulens dyrt.

God fornøjelse.