Publiceret
onsdag d. 22 august, 2007 kl.05:41
Opdateret
mandag d. 04 januar, 2010 kl.17:49
Hvis der kommer en mand i lang frakke og fortæller, at det er rigtigt godt at gå ind i busken og spise slik fra slikposen sammen med ham, ved man, at der er noget galt.
Men hvad hvis Jens på sin blog fortæller at den ny telefon fra Sony-Ericsson bare er rigtig spændende. Er det så ikke til at stole på?
Næh, Jens kan have fået en 100-lap af Sony-Ericsson for at fortælle at telefonen bare er rigtig spændende.
Eller, som det hedder i Danske bloggere betales for postiv omtale:
Den første reklamekampagne, som til dels afvikles gennem blogospheren, har allerede været i gang i en del uger. Her er det Sony Ericsson, der har betalt sig til at få bloggere til at omtalte en ny telefon. Nærmere betegnet har de bloggere, der er på reklamebureauets lønningsliste, forpligtiget sig til at omtale en bestemt feature ved telefonen kaldet shake control (hvormed man med et enkelt hurtigt ryst kan få telefonen til at springe videre til næste nummer på en musikliste).
Et hurtigt tjek på Overskrift.dk viser, at mange rent faktisk har fået en utrolig lyst til at omtale “Shake Control” på det sidste. Fx. Jens og Tom.
Hvad betyder det for dig?
Tag alt med et gran salt
Du skal fortsætte med at være skeptisk og nysgerrig, når du læser et eller andet. Fortsæt med at tænke på hvorfor det er blevet skrevet. Tillæg skribenten en række negative og positive bevæggrunde for at skrive det, han/hun skriver.
På den måde slipper du for at springe i med begge ben og videregive noget, du har læst eller fået at vide, som om det var den eneste eller reneste sandhed.
Vi er nogenlunde vant til at journalister, dagblade og tv-stationer er til fals i et vist omfang. Journalister får fine rejser, møder med kendte. Mod at skrive om rejsemålene og de kendte.
Dagblade får så mange annoncer, at de nu og da bliver nødt til at lave hele tillæg med dem under titler som rejser, bolig og bil. De laver aldrig tilbagevendende tillæg om politik eller humanisme. Gratis bøger, musik og film fra nettet får ikke mange spaltemillimeter i et dagblad. Det er sjovere at skrive om produkter der koster penge og glæder annoncører.
Vi skal nu til at vænne os til at nogle af vores naboer, kan være lige så uldne i kanten som den gennemsnitlige journalist.
Nuvel.
Her på stedet forsøger vi at være så ærlige som muligt og have dine bedste interesser som førsteprioritet. Derfor kan vi sige at Macs koster for mange penge og du skal bruge gratis software.
Hvis du ikke synes, at vi har dine bedste interesser som førsteprioritet, så fortæl hvad dine bedste interesser er.
Links
Danske bloggere betales for postiv omtale.
Hvem er formentlig på Sonys lønningsliste? (dette link sandsynligvis værdifuldt indtil september 2007)
Sony og den købte folkestemning – Sony har før købt “amatørsider”, der priser deres produkter. Og fået ballade for det. _ lige for tiden handler Wikipedias artikel om et af Sonys PR-bureauer ikke om andet. Men det ændrer sig nok. Store firmaer, interesseorganisationer, enlige politiske agitatorer og mange andre ændrer lystigt i Wikipedia for at få leksikal opbakning af deres syn på sagen.
Journalister, korruption og penge: Thiele og Nyhedsavisen bliver enige om at store briller er mode efter nogle penge har skiftet hænder i Da idealisten Trads blev kynisk.
Er der nogen, der kan huske dengang for 2 år siden, hvor der ikke blev ofret spalteplads på poker i aviserne? Det var dengang hvor der ikke var annoncører til det. Det er der nu, fortæller de i Blade afhængige af poker og væddemål.
Hjemmsideskribenterne har dog endnu meget at lære af de professionelle medier. De professionelle medier kan nemlig stadig få fx. 40.000 kroner for at skrive lidt om BMW.
Hmm kan vi stole på d i n e råd
Mine råd skulle være til at stole på. De er som regel fulde af argumenter og masser af links til fakta. Meget af det kan efterprøves ret hurtigt.
Så er der udvælgelsen af historier.
Historierne her på stedet starter så ca. sådan her:
40% Nogen spørger
20% Fagbladets redaktion spørger/anbefaler
40% Jeg synes af egen drift, at et emne skal forklares
0% Sony lover en 50′er for at skrive om “Shake Control”
Det er måske lidt sværere at efterprøve. Men ser man ud over de mange indlæg her på IT-Nørdens blog, kan man næppe ane noget korruptionsmønster.
Første gang jeg talte smågrimt om returkommission var da vist også for 10 år siden i Kom ind af min indgang.
