Publiceret
onsdag d. 29 oktober, 2008 kl.12:51
Opdateret
onsdag d. 29 oktober, 2008 kl.14:38
Vi læser her til morgen at Sterling flyselskabet er gået konkurs. Vi har købt biletter til London, men kan nu ikke komme derover. Hvad kan man gøre, kan man få pengene igen?
Merete
Sterling skriver lige nu på deres hjemmeside:
Kunder som har bestilt billetter direkte på Sterlings hjemmeside, har desværre ikke mulighed for at få deres billetter refunderet.
Men det ville jeg nu ikke være så sikker på.
Der er en vis sandsynlighed for at I har købt billetten på Sterlings hjemmeside og betalt med Dankort.
Ser vi til Forbrugerrådets letlæselige udgave af loven, Betalingskort – mulighed for tilbageførsel, kan vi læse at
Bliver den bestilte ydelse ikke leveret, eller er der blevet trukket et for stort beløb på din konto, skal det beløb der er blevet trukket, straks tilbageføres til dig. At du straks skal have tilbageført beløbet vil sige, at banken i løbet af et par dage efter, at de er blevet bekendt med sagen, skal tilbageføre beløbet på din konto.
Det lyder som om du skal en tur i banken og kræve at beløbet, I har overført til Sterling, straks tilbageføres.
I Nethandel – hvis varen ikke kommer frem hedder det videre:
Har du betalt med dit betalingskort eller har du brugt e-betaling, så skal du henvende dig til dem, der administrer betalingssystemet – som oftest din egen bank. Banken skal så straks tilbageføre pengene til din konto. Banken skal tilbageføre pengene til sælgeren igen, hvis sælgeren af varen kan godtgøre, at du skylder ham pengene – for eksempel, hvis du alligevel har modtaget varen. Det er op til banken selv at skaffe pengene hjem.
Det sidste gør ondt på banken, så de vil måske i mere eller mindre ond tro hive Nethandel, fortrydelsesret frem og sige
Det er ikke alle køb fra danske virksomheder, du kan fortryde. Fortrydelsesretten gælder eksempelvis ikke på transportområdet f.eks. ved køb af flybillettter, køb af rejser, billetter til kulturarrangementer og ved køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningen.
Men du skal så bare fortælle det kære menneske at du på ikke er sikker på at du fortryder dit køb. Til gengæld er du sikker på, at du har brugt dit Dankort til at betale for en vare, der ikke er blevet/ikke bliver leveret. Og at du og banken rent faktisk har en aftale om hvad der skal ske i den slags tilfælde.
Som e-handelsfonden så smukt udtrykte det ved Alfaviews konkurs:
De forbrugere, som er kommet i klemme i Alfaviews konkurs, har stadig mulighed for at få deres penge tilbage, hvis de har købt fladskærmen på internettet og betalt med et betalingskort som f.eks. Dankort. Derimod er pengene tabt for de forbrugere, som har forudbetalt via en konto-til-konto overførsel.
Som forbruger skal man henvende sig til udstederen af betalingskortet, hvilket oftest er ens pengeinstitut. Pengeinstituttet hjælper herefter med at udfylde en indsigelsesblanket, som formidles til PBS, der behandler sagen og tilbagefører beløbet til forbrugeren.
Hvis banken nægter at tilbageføre beløbet, så spørg hvorfor og find ud af hvordan du gør indsigelse.
Opdatering: Ak, pengeinstitutankenævnet gav for 10 måneder siden en bank medhold i, at de ikke behøver følge ovenstående regler, hvis de ikke har lyst. Men se hvor langt du kan komme. Ovenstående regler er stadig gældende i et vist omfang.
Så hvad kan vi lære af det?
Betal altid med Dan-/Visa-/Master-havd de nu ellers hedder-kort. Alt andet er for risikabelt.
Kig lidt på prissiden. Der er links til en del artikler om forbrugerrettigheder.
Tag dig ikke så meget af hvad Sterling og banken siger. Lyt til Forbrugerrådet. De har læst på lovene og informerer redeligt om dem.
Og så er det vist på tide at gøre lidt reklame for PHloggen ovre på Ingeniøren.
Hvor vi her sidder og beskæftiger os med husholdningsøkonomi, bliver der ovre hos Poul-Henning på Ingeniøren diskuteret samfundsøkonomi på et fremragende niveau. Det skulle ikke undre mig om han ikke også giver Sterling en overhaling.
Men nuvel. Til banken. Og så til de andre flyselskaber.
Links
Sterling. Lidt snik-snak. Men tak for de mange år med ekstremt billige flyrejser.
Nethandel – hvis varen ikke kommer frem. Forbrugerstyrelsen informerer.
Betalingskort – mulighed for tilbageførsel. Forbrugerstyrelsen siger tingene som de er.
Nethandel, fortrydelsesret. Irrelevant i dette tilfælde. Meget nyttig at kende til, når man køber dimser.
Om AlphaViews konkurs. e-handelsfonden siger det som det er.
Pengeinstitutankenævnet synes ikke at reglerne for tilbageførsel gælder i alle tilfælde. Trist. Den bliver svær at omstøde. Politiken skriver en bid om det.
Prissiden. Altid nyttig.
Sådan finder du en billig flyrejse til London. Hvis I stadig vil afsted. I skal nok skynde jer. Der er nok tusinde andre Sterling-kunder der lige nu er ude for at finde en flyrejse til London. Først til mølle, får først malet.
Brug Dankort.
PHloggen. Fænomenal skribent med et godt posse af velformulerede kommentatorer. Verdensklasse. De aller aller varmeste anbefalinger.
