IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret søndag d. 05 oktober, 2008 kl.06:41
Opdateret søndag d. 05 oktober, 2008 kl.06:42

Sådan finder du drivere og hjælp (til scannere oma.)

Jeg er meget usikker, kan Canonscan 4400F kører med Windovs Vista ?? Hvis den ikke kan, har du et bud på en tilsvarende scanner, der er Windovs Vista kompatibel, og det gør ikke noget den koster mere end 4400F.
Jan

Butikkerne lover allesammen at CanoScan 4400F fungerer sammen med Microsoft Windows 98/ME/2000/XP og Apple MacOS X 10.2.8. Det kan jo godt give en Vista-ejer kolde fødder. Heldigvis man man hurtigt finde ud af om 4400F også fungerer sammen med Vista.

Nøgleordet er driver. En driver er typisk et program, der sørger for kommunikationen mellem en eller anden hardware-dims og et operativsystem. Hardwareproducenterne har dem typisk liggende i tusindevis på deres hjemmesider.

Så i dit aktuelle tilfælde skal du søge efter Canon scanner drivers på Google.

canoscandriverjagt1.png

Google er så rasende dygtig, at du får software.canon-europe.com som første svar. Der skal du bare hoppe hen og vælge scanneren:

canoscandriverjagt2.png

Og derefter operativsystemet Vista

canoscandriverjagt3.png

Voilá! Canon har ScanGear og Toolbox – de nødvendige drivere – til både Windows Vista 32 og 64 bit.

Så du kan altså med sindsro købe scanneren. Hvis ikke du får den rette software med på cd-rom, kan du altid downloade den direkte fra Canon.

Og sådan er teknikken med langt det meste hardware man har elelr overvejer at anskaffe sig. Hvis man kan finde producentens hjemmeside – og det er let med Google – kan man som regel også finde den nyeste, bedste og mest fejlrettede software.

Kan man også downloade vejledninger?

Jeg har lige købt mig en CanoScan 4400F, da jeg har en del dias liggende jeg gerne vil have scannet. Jeg er ikke vant til at bruge en scanner, og jeg mangler meget en udførlig guide på dansk. Den eneste danske vejledning der fulgte med er en slags “kom hurtigt i gang”. Jeg kan se der er mange muligheder med denne scanner, men de er ikke beskrevet på dansk. Øv.
Dorte

Der løber man desværre tit ind i problemer. Når man køber hardware får man som oftest ikke noget videre dokumentation på dansk. Alle vejledninger er som regel på engelsk, kun det allermest nødtørftige er oversat til dansk.

Det er ikke meget bedre på nettet. Der er ikke så mange danskere der sidder og laver lette vejledninger “Sådan kommer du igang med at scanne med CanoScan 4400F” eller “20 supertricks med Popcorn mediecentret”. Man må som regel en tur til boghandleren eller biblioteket for at finde et hæfte.

Det bedste trick er dog at være flere om arbejdet og fortælle hinanden hvordan man gør. Så kommer man tit til at overveje nye ting, finde nye genveje og – måske – gå hinanden på nerverne.

Men samarbejde er i høj grad vejen frem. Vejledningen fra autoriteterne er generelt ret mangelfuld, når vi taler moderne hardware.

Links

Alle de dejlige artikler om scanning fra Fagbladet. De ender altid med at handle om 4400F.

Startsiden. Den eneste side du behøver som startside.