IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret torsdag d. 02 juni, 2011 kl.08:37
Opdateret fredag d. 03 juni, 2011 kl.07:31

Sådan køber du en mp3-afspiller, der helt sikkert virker med biblioteket, juni 2011

Jeg kan ikke helt forstå [artiklen om mobil eller mp3-afspiller?]. Creative Zen X-fi Style har kun formatet
DRM9 – Bibliotekernes hjemmeside skriver at afspilleren skal have DRM10. Kan formatet DRM9 godt bruges???
Kirsten

zen-mozaic-5Kirsten, du har opdaget en fejl og jeg er dig taknemmelig.

Da jeg skrev artiklen var Creatives hjemmeside nede og jeg gik efter bibliotekets forsikring om at nyere mp3-afspillere fra bl.a. Philips, Creative og Samsung kunne afspille musikken fra biblioteket. Jeg så på den PDF-fil fra biblioteket, der tydeligt viser en succesfuld overførsel til, af alle mp3-afspillere, en Creative Zen X-fi Style. En afspiller der – tilsyneladende – også optræder på på en gammelt liste over fungerende afspillere fra biblioteket.

Men nu hvor Creatives hjemmeside er kommet op igen, kan man tydeligt læse at Zen X-fi Style fra 2010 kun understøtter DRM9 og Audible 4 formaterne. Og altså ikke kan bruges med biblioteket. Bizart nok er den eneste Zen-afspiller, der tilsyneladende kan bruges med biblioteket, X-fi Styles forgænger X-fi og den dårlige Zen Mozaic fra 2008. Den gamle X-Fis anden efterfølger, X-fi2, har også droppet understøttelsen af DRM10. Det er kun den gamle version, der kan afspille den nyeste version af Microsofts beskyttede lydformat.

Jeg har straks opdateret artiklen.

Hvad kan så afspille DRM10?
Der er ved den søde grød ikke mange mp3-afspillere, der tydeligt skilter med evnen til at afspille DRM10-forpestet lyd. En søgning på Hifipriser bringer pt. kun tre mp3-afspillere frem.

Man kan dog finde nogle flere ved at grave i forskellige retninger.

Cnet har en liste over DRM10-kapable mp3-afspillere. Hvoraf de fleste ikke er til salg længere.

Men graver man meget dybt i dokumentationen til fx. Sansa Clip+ vil man finde at den også kan afspille DRM10 – selvom den ikke skilter med det nogen steder.

Der er kun det problem, at det ikke virker i virkeligheden.

sansaskip

Klik for at se video

DRM10 er et elendigt, sporadisk fungerende  system
For nogle måneder siden fik jeg faktisk en Sansa Clip+ i gave. Jeg prøvede straks at bruge den sammen med Bibzoom. Det blev ingen succes. Selvom jeg gjorde alting rigtigt,

Jeg klagede min nød til Bibzoom:

“Jeg har købt en bærbar med Windows 7 og Windows Media Player 12. Jeg har opdateret hele baduljen.
Jeg downlåner to albums. De afspiller fint i Windows Media Player.

Jeg har en korrekt firmware-opdateret Sansa Clip+ og har givet Windows Media Player hånd og halsret over den. Tid, dato og sprog er indstillet korrekt.

Jeg synkroniserer mit Windows Media Player bibliotek med den. Filerne farer over (og fylder på Sansa’en).
Men filerne fra Bibzoom lader sig ikke afspille på Sansaen. Sansa’en gnaver på hver sang 0.1 sekund og skipper derefter videre til næste. Den begynder først at afspille, når den når en sang, der ikke stammer fra Bibzoom.

Hvad mangler jeg at gøre, for at kunne høre sangene på Sansaen?”

Svaret kom prompte:

Lyder desværre til at den ikke virker med Bibzoom-musik. Og vi kan desværre ikke give dig en forklaring på hvorfor.

Bibliotekerne har selv enorme problemer med at afspille DRM10 og har, desværre, opgivet at vedligeholde listen over de få, få dimser, der i praksis kan gøre det.

Microsoft?
Ville Microsoft så hjælpe? Det var trods alt dem, der har lavet det gudsjammerlige DRM10-system?

Overhovedet ikke. De henviste til producenten.

Det kræver 6 pædagogiske forsøg at få et lidt brugbart svar ud af Sandisk Support.

Det kræver 6 pædagogiske forsøg at få et lidet brugbart svar ud af Sandisk Support.

Sandisk?
Og producenten Sandisk havde selvfølgelig uendelig ringe support. En “George N” sad og besvarede mine spørgsmål med rækker af intelligensfornærmende links til hvordan man skruede op for lydstyrken, formatterede mp3-afspilleren og lignende.

Han skulle tigges 5 gange før han rent faktisk så ovenstående video, der så klart som noget viser hvad en korrekt firmware-opdateret og på papiret DRM10-kapabel Sansa Clip+ gør, når den får DRM10 fra Bibzoom.

Den fejler.

Enden på den ugelange kommunikation blev, at jeg kunne returnere Sansa Clip+ til butikken med en henvisning til dens urimelige fejl og mangel og få pengene tilbage. – Hvis jeg altså havde besiddet den fornødne mængde kvittering og held.

Konklusion: fungerende DRM10-afspillere er sjældne
Creative X-fi (kun de gamle modeller), Creative Mozaic (kun de gamle modeller), nogle Sony- og Philips-afspillere (kun gamle modeller, ingen troværdige førstehåndserfaringer fra Bibzoom) kan – på gode dage og i medvind- bruges med Bibzoom.

Som en musikbibliotekar selv siger det: “Vi har nu et produkt som vil være ubrugeligt for langt de fleste biblioteksbrugere.”

Så hvad gør vi?

Køb og test
Vi kan købe den mest lovende DRM10-kapable mp3-afspiller og straks efter udpakningen teste med Bibzoom. Virker det, får apparatet et smækkys og bliver indlemmet i ens samling af dimser. Virker det ikke, skynder vi os at returnere apparatet til webbutikken inden de 14 dages fortrydelsesret ved netkøb er udløbet. Hundredevis af kroner fattigere og nogle bitre erfaringer rigere.

Man kan måske også tage sin bærbare med hen i El-giganten og få lov til at teste om den mp3-afspiller, man har udset sig, i virkeligheden kan afspille lydbøger fra biblioteket.

Men det er nok tvivlsomt om man får lov til at teste inden købet. Og også forholdsvis tvivlsomt om butikken umiddelbart gider refundere pengene for et apparat selvom ens praktiske erfaringer og en modvillig udtalelse fra en support-medarbejder hos producenten siger at skidtet ikke virker som beskrevet i de papirer, man så før købet.

Konvertér?
Et program som Tunebite/Soundtaxi kan som den simpleste ting i verden konvertere det ubegribeligt besværlige WMA DRM10 til mp3-filer. Vidunderligt simple mp3-filer, der kan afspilles på alle apparater og alle mobiler uden problemer.

Men her kommer rettighedslobbyisternes lov om ophavsret desværre på tværs af fornuften. Det er forbudt at konvertere det svært afspillelige DRM10-format til et brugbart format idet man kommer for skade at tage en uautoriseret kopi i processen.

Det kan man så trygle Ophavsretslicensnævnet om at få lov til. Men det er sandsynligvis spildt møje, alle gode argumenter til trods.

Kort sagt
Pas meget på før du køber en mp3-afspiller med henblik på at afspille musik eller lydbøger fra biblioteket. De kan pludselig skifte format og så er din investering så godt som tabt.

Links

Spørgsmål: mobil eller mp3-afspiller?. Nu opdateret med den nyeste viden på feltet.

Bibliotekerne har selv enorme problemer med at afspille DRM10. Som de selv siger det “Konklusion: vi har nu et produkt som vil være ubrugeligt for langt de fleste biblioteksbrugere.”. De kæmper dog en brav kamp for at forbedre tjenesten og få den til at spille bedre end de andre, lignende tjenester.

DRM10 er utroligt besværligt at omgås. Det involverer altid en kamp med firmware, Windows Media Player og en masse opdateringer. Det er ikke for almindelige mennesker. Eller de skatteydere, der rent faktisk har betalt for bibliotekets tilbud.

Philips GoGear Spark og Creative Zen Mozaic skulle kunne afspille musik- og lydbøger. Men de er – i lighed med Creative Zen X-fi (2008 version) -  selvfølgelig ikke til salg. Og Philips holder det 100% hemmeligt om deres nyeste mp3-afspillere kan afspille DRM10. Der står ikke et pip i brugervejledningerne. Deres support siger dog at få, heldige mennesker kan få deres afspillere til at virke med biblioteket. Modige mennesker kan altså forsøge sig med en af disse. Eller denne afspiller fra Transcend. Men hverken producenten eller Microsoft gider love noget.

Kommentarer til artiklen

[...] Særligt om afspilning af musik og lydbøger fra biblioteket Den gamle Creative Zen X-fi kunne afspille musik og lydbøger fra biblioteket. Den nye Creative Zen X-fi Style kan ikke. Denne elendighed er behandlet i detaljer i Sådan køber du en mp3-afspiller, der helt sikkert virker med biblioteket. [...]

Spørgsmål: mobil eller mp3-afspiller? « IT-nørdens blog | Torsdag d. 02 juni, 2011 kl.09:06

Jeg har aldrig haft problemer med Creative Zen og bibliotekernes lydbøger. Men der er også tale om lidt ældre modeller (Zen og Zen X-Fi).

Generelt generer den lave lydkvalitet på bøgerne (48kb/s) mig. Det er OK, at det er mono, og jeg kan da forstå, hvad der bliver læst op. Men lyden virker metallisk og er ikke behagelig i længden…

Bjarne | Fredag d. 03 juni, 2011 kl.10:54

Kære Snedker,
du beskriver på en fornøjelig måde en frustrerende historie. Jeg er den heldige ejer af de gamle modeller fra Creative, men må opleve at man ikke kan spole tilbage – så går playeren i sort. HVER GANG. Til daglig er jeg MAC-bruger og den går selvf. slet ikke med DRM. En smut tilbage til PCen er får mig nær selvmordens rand. HVER GANG :-) god sommer

Ute | Fredag d. 08 juli, 2011 kl.09:49