IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret torsdag d. 08 marts, 2007 kl.19:06
Opdateret torsdag d. 08 marts, 2007 kl.19:11

Sådan optager du dine cd’er med CDex eller Windows Media Player 11

Hvorfor skal du administrere 300 små plastickasser og 300 små sølvskiver for at kunne høre musik? Det er da meget lettere at overføre det hele til pc’en som mp3 og så lytte til musik fra pc, fra mp3-afspiller og fra dvd’en.

En hjemmebrændt dvd koster 3 kroner og kan rumme ca. 900 sange. Den fylder 1 cm på stuehylden mod de 90 cm 90 cd’er fylder.

Lad os komme i gang!

Man downloader CDex og installerer det. Det er let nok. Mit CDex landede i C:\Programmer\CDex_170b2\.
Vil man have dansk sprog smutter man til CDex dansk sprog og gemmer siden (CTRL-S) i C:\Programmer\CDex_170b2\lang.

Uanset sproget trykker man F4 i CDex. Det giver os nemlig muligheden for, under fanebladet Filenames (dansk: Filnavne), at fortælle CDex, hvor vi gerne vil gemme de mp3′er, den laver til os. Bare sæt Wav ->mp3 og Optagne spor til at pege hen i samme katalog. Fx. D:\mp3.

Under fanebladet Remote freedb (dansk: Ekstern freedb) skriver du så din e-mailadresse (bare rolig, de er flinke fyre) og vælger at Auto-forbinde dig til Freedb. Så vil CDex nemlig i fremtiden ræse ud på nettet og hente oplysninger de CD’er du fodrer den med.

Og så er der ikke meget mere at gøre. Du trykker ok og sætter en cd i.

cdex1.png

Når du trykker på knap nummer to fra oven ude i højre (eller F9) ryger din gamle cd ind på harddisken som sprød mp3.

Sværere er det ikke!

Jeg har altid sat pris på CDex fordi den udover mp3 i mange kvaliteter også kan trylle cd’er om til Flac (lydformat med perfekt kvalitet) og Ogg Vorbis (nørdernes lydformat).

Brug Windows Media Player 11 til at gemme cd’er som mp3
Fra og med Windows Media Player 11 kan man faktisk gemme sine cd’er som mp3 uden de store sværdslag.

wmp11-ripping.png

Det foregår på fanebladet Kopiér musik fra cd (”rip”). Windows Media Player 11 har også den smukke detalje, at den automatisk kan kopiere en cd og spytte den ud igen. Så kan man lade børn om at stå og fodre den med cd’er en hel eftermiddag – uden at nogen behøver trykke på knapper.

Til en afveksling er det ok at bruge Windows Media Player. Bare man husker at gemme som mp3.

Her finder du programmerne

CDex.

Windows Media Player.

Besynderlig og trist historie: Microsoft risikerer at skulle betale over 8 milliarder kroner for at DU kan gemme som mp3.