Publiceret
torsdag d. 25 juni, 2009 kl.06:05
Opdateret
torsdag d. 25 juni, 2009 kl.06:06
Selvfølgelig er det meningen at vi skal rende lykkelige rundt i vandkanten, spise sundt, komme hinanden ved og bruge vore kroppe i sommerferien. Være de bedste mennesker, vi kan. Men det kan jo også blive for meget. Derudover gør arbejdet ikke sig selv. Nogen må jo få de tre ensfarvede diamanter til at stå på linje og andre må forhindre rumvæsner i at invadere rumstationen. Vi kan ikke bare kaste ansvaret af os, fordi vi har ferie i 2-7 uger.
Det letteste er selvfølgelig at sidde hjemme i lejligheden og spille sommerferien væk. Man har sin tykke Internet-forbindelse, bor kort fra biblioteket og kan altid få fat i nye og flere spil.
Det bliver lidt sværere hvis vi bevæger os ud i sommerlandet.
At pakke spillene ned på den bærbare er som at pakke en madkurv. Der skal være noget for alle og der skal være rigeligt af det.
De mindste skal have platform- og racerspil med farverige figurer. De voksne skal have afstressende puslespil hvor farvestrålende ting bliver bragt i orden og forsvinder med vidunderlige pling-lyde. Og de unge og yngre voksne skal sikkert have blodsprøjtende gyserspil, så sommerhuset kan genlyde af fastkørende motorsave og zombiehyl.
Lad os se på sagerne.
5 fede steder
1. Gamer’s Hell. Tusinder af gratis spildemoer, der kan fordrive mange regnvejrsdage. Men hvilke er gode? Tjo, kig en gang på Gamereactors (dansk) , Gamespots og/eller Metacritics lister over de bedste spil. Når du har fundet et, så søg efter det på Gamers Hell for at finde en demo.
Eksempel: Gamereactor siger at Burnout Paradise – The Ultimate Box er fremragende. Du søger fluks efter Burnout Paradise på Gamer’s Hell. Du præsenteres hurtigt for en 3 Gb demo, der nok kan spilles i nogle timer uden at blive kedelig.
2. Biblioteket. Tusindevis af “rigtige” spil til pc, PlayStation, Wii og mange flere. Dit lokale bibliotek har sikkert flere hundrede spil. Her er Bibliotek.dks liste over de nyeste pc-spil. Men du skal finde dit lokale bibliotek og få deres system til at lave listen.
Det er i virkeligheden en ret enkel søgning uanset hvor man bor i landet og biblioteket har altid masser af gode spil hjemme.
Eksempel: de nyeste pc-spil på Rødovre Bibliotek.
3. One More Level. Nogle af de bedre småspil. Og så er de nogenlunde lette at gemme til en regnvejrsdag i sommerhuset. Man downloader dem med Firefox og Video Downloadhelper. Man spiller dem siden i Firefox. Flash-spil ender som regel på .swf. Her er en vejledning i brugen af Video Downloadhelper.
Eksempel: download af Dynamic Systems

4. Steam. En let og forholdsvis billig måde at omgås en masse gode spil på. Der er mange gratis demoer. Pas dog på med at købe for mange spil på Steam, da gensalgs- og brugmulighederne er begrænsede. Steam-spil kan spilles off-line, altså i sommerhuset.
5. Softwaresiden. Har pludselig fået links til gratis spil.
500 spil til sommerferien
Børn skal have gamle arkadespil og lære lidt naturvidenskab og lignende nyttigt. Installér et brobyggerspil, et sportsspil eller lignende på maskinen og de kære små vil sikkert kunne spille dem længe. Pixeline spil kan købes brugt (se Prissiden) og findes på biblioteket.
Unge skal sende små el-pærer op i fyrtårnet. Og når de har gjort det kan de skyde zombier i Left4dead eller Zombie Panic. Eller Zombie Shooter 1 eller Zombie Shooter 2 eller… Der må være flere zombie-spil. De kan også spille et nymodens spil, der hedder Facebook, hvor det gælder om at samle venner og penge, mens man forsøger at undgå at blive afsløret. Der er også så mange eventyrlande med mange spillere, at man bliver helt svimmel.
Voksne skal downloade en Free Trial af cirka alle demoer fra Popcap. 3 spil giver tre timers underholdning. 20 spil giver 20 timers underholdning. Zuma, Peggle, Bejeweled 2, Chuzzle, Mummy Maze – der er bestemt noget at stresse af med. Det må være nok.
Afdøde skal ikke download spil. Heller ikke i sommerferien.
Men egentlig er der ikke nogen, der skal noget. Tag en kig på den lange liste over interessante spil vi gennem tidens løb har skrevet om. Tag et kig på Gamereactors liste. Sortér efter genre i Gamespots liste over gode spil.
Finder du et godt spil, så anbefal det endelig i kommentarfeltet.
God sommer.
