IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret mandag d. 02 august, 2010 kl.05:45
Opdateret tirsdag d. 03 august, 2010 kl.07:41

Spørgsmål: Bibzoom og min iPod (virker ikke)

På redaktionen undrer vi os over hvordan man får musik fra biblioteket, altså bibzoom.dk, over på sin iPod.
Redaktionen

ipodtouchhandDer er desværre svært teknisk. Lovgivningsmæssigt er det snart sagt umuligt.

Vi må hellere tage den hele vejen og se på hvem der lægger tekniske og juridiske hindringer i vejen for de danske biblioteksbrugere.

Teknikken
Til at begynde med, kan man være sur på Apple. De laver nogle aldeles udmærkede musik- og videoafspillere til lommen. Afspillerne understøtter bare ikke Microsofts kopibeskyttede lydformat wma. Det er lidt irriterende, for Apple kunne sikkert få lov til at gøre det gratis.

Kan man tvinge en iPod (eller en iPhone) til at afspille wma?

Det er meget svært.

På visse iPods kan man udskifte det ellers dejlige styresystem medet ustabilt, nørdudviklet styresystem kaldet Rockbox. Visse udgivere af kopibeskyttet wma har lavet deres egen iPhone-venlige afspillere. Men generelt er det umuligt at få iPods til at afspille Microsofts kopisikrede wma-format direkte.

Men iPods kan afspille mp3′er.

Så hvis man omformer wma-filerne til mp3-filer (med fx. velfungerende  Tunebite eller Soundtaxi) , kan de afspilles med en iPod.

Det juridiske
Men her springer lovgivningen så ind på scenen for at forpurre iPod-afspilningen. Tunebite og Soundtaxi tolkes af musikkartellet som software, der omgår en “teknisk foranstaltning” og det er forbudt. Selvom det er inden for hjemmets fire vægge, til eget brug osv. osv.

Et advokatfirma med gode kontakter til Kulturministeriet er de, der i Danmark bestemmer om man må omforme musik eller film, så man kan afspille det efter behag. Man kan spørge dem om lov til at omforme. Men vil ret sikkert få et nej.

Så hvad gør man?
Det letteste er at give op. Lige inden man gør det, kan man lige blande sig i debatten og fortælle biblioteket at man er træt af at blive forskelsbehandlet fordi man ikke bruger et Microsoft-velsignet produkt. De vil så med jævne mellemrum svare at det forstår de godt og at de også er kede af det. Men musikkartellet tvinger dem til at bruge Microsofts format.

Man kan også købe sig en mp3-afspiller nummer 2. Mp3-afspillere med wma-evner koster pt. fra 317 kroner og opefter. Eller vælge en af afspillerne på Bibzooms liste over sandsynligvis fungerende afspillere.

Endelig kan man fortælle om sine problemer til kulturministerens embedsmænd, der med stor sandsynlighed vil være aldeles uforstående og forsvare musikkartellets ret til at bestemme hvilke afspillere retskafne danske borgere må benytte sig af.

Afspilning på bærbar pc
Med nogen kamp kan man vistnok afspille musikken/lydbøgerne på en Mac. På Linux er man helt på spanden. Og, når det kommer til stykket, er det vist heller ikke for let at afspille med en Windows-pc.

Men sådan er det desværre så længe det er det multinationale musikkartel der spiller fløjte og nationalstatens politikere der danser til.

iPod-brugerne er sandsynligvis langt fra at opnå samme service som fx. Creative-brugerne.

Links

Bibzoom. Snart 3.5 millioner sange. Gratis. Til dig. Hvis der står Microsoft på dit operativsystem. En fremragende tjeneste. Alt er gratis på biblioteket, som de siger.

Rockbox. Kan måske gøre det muligt at afspille bibliotekets lydfiler på iPodden. Men det ny styresystem bringer med overvejende sandsynlighed mange flere problemer med sig end det løser.

Mac- og Linux-brugere klager deres nød til biblioteket over den urimelige Microsoft-skat. Du kan også blande dig i koret. Det er nu i højere grad Kulturministeriet og et trecifret antal nulevende politikere, der har skylden for tingenes tilstand. De er også dem der, teoretisk set, kan bedre mulighederne.

Mp3-afspillere med wma-evner. Man kan få en rimelig afspiller til 400 kroner. Men ikke en garanti for hvor længe den virker med Bibzoom. Her er en grundigere snak om mp4-afspillere.

Bibzooms liste over sandsynligvis fungerende afspillere. Der er overraskende få.

Få din Mac til at afspille wma. Microsoft forsøger at hjælpe.

Al vejledning til Bibzoom. Masser af kultur til de danske skatteydere uanset deres indtægt.

Kommentarer til artiklen

Fin opsamling

anne | Mandag d. 02 august, 2010 kl.09:52

Jeg vil bare sige at denne artikel lige så godt kunne handle om torrent download.
Det er umoralsk at opfodre folk til at konvertere musik fra bibzoom eller lign.
Vedr. ipod og wma kan jeg bare sige ITUNES.
Denne artikel hører til edb-forums hvor man diskuterer software/hardware.
Man bør ikke opfordre hr. og fru Jensen til at omgå kopisikringer.
Hvad bliver det næste?
En artikel hvordan man kommer gratis ind på Skanderborg Festival?

Arne | Torsdag d. 05 august, 2010 kl.18:13