IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret onsdag d. 10 juni, 2009 kl.10:18
Opdateret torsdag d. 09 juli, 2009 kl.14:28

Spørgsmål: Den bedste spille-pc til under 3.000 kroner, juni 2009?

Jeg vil gerne købe en ny gamer-pc [...] men har ikke så mange penge. Kan man få en spille-pc til 2-3.000 kroner?
John

asusradeon4850.jpgDet kommer lidt an på om man har kabinet, tastatur, skærm osv. i forvejen.

Hvis man har det, og ikke er bange for at samle en ny pc, kan man få en fremragende spille-pc til lige under 3.000 kroner.

Skal man også ud at købe kabinet, skærm og det løse, ender vi på i hvert fald 5.500 kroner.

Men lad os se på sagerne.

Det bedste til praktikanten
For en uges tid siden fik jeg en erhvervspraktikant og manglede pludselig en pc. Jeg kunne have købt en kedelig kontor-pc til 2.000 kroner. Men eftersom jeg bedst kan lide stærke pc’er med lidt fremtid i, gik jeg op på pulterkammeret og fandt et gammelt kabinet med strømforsyning frem.

Min mission var nu at fylde for 3.000 kroner spillemuskler i kabinettet på 30 minutter.

Triple core og  terabytes!
Det første man skal købe, er en processor. Den sætter nærmest pc’ens grundstyrke. Processorer fås pt. i 3 grundversioner: dual, triple og quad core – 2, 3 og 4 processorkerner. Dual er typisk de billigste og alt rigeligt til at spille, eftersom spillene ikke udnytter flere processorkerner end to de næste mange år. Men skal man komprimere video, er der typisk skåret 30% af komprimeringstiden for hver gang man snupper en kerne til.
Sagkundskaben siger at triple core spiller lige så godt som quad core, og kan bakke det op med en graf, der viser at ydelsen kun er 10% højere med en quad end med en triple, når man spiller Crysis. Til gengæld vinder man 30% i videokomprimeringsydelse.

Men men men. En triple-core koster for tiden 600 kroner (AMD Phenom X3 8650 / 2.3 GHz), mens man skal lemme over 1.000 for en quad-core (X4 9850 eller 9950). Så jeg købte en AMD Phenom X3 8650 / 2.3 GHz til 594 kr.

Bundkort
En processor skal sidde på et bundkort. Den Phenom X3 jeg købte, vil sidde på et AM2+ bundkort.

Så jeg snuppede det billigste med PCI Express 2 16x (vigtigt for grafikkortet), masser af USB og 7.1-kanals lyd, et Asus M4N78 til 538 kroner.

RAM? 4 Gb af de billigste 800 Mhz, der passede ned på bundkortet. 378 kroner. De var faktisk billigere end 667 Mhz.

Harddisken blev den billigste 1 Tb SATA i biksen. Fabrikatet er ligegyldigt. De holder som regel i 3 år.

Så kom det svære.

Grafikkortet
Hvad ville jeg (og praktikanten, efter arbejdstid)?

Vi ville spille Left4dead i opløsningen 1920×1200 med 4 gange anti-aliasing og rasende høj kvalitet! Med 60 fps (billeder i sekundet)!

Sagkundskaben angav to passende grafikprocessorer, 4850 og 9800 GTX. De fås i Danmark til hhv.  850 og 989 kroner.

Entusiaster ville nok her opgradere til  78 fps i Left4dead med Radeon 4870 til 1.200 kroner eller GTX 260 til 1.300 kroner. Sagkundskaben roste især GTX 260-kortet. Men sådan et køb ville have sneget prisen over 3.000 kroner.

For med et 4850-kort blev det 2.976 kroner:

gamer3000.png

Man kan flytte 200 kroner fra harddisken over på skærmkortet og så få det lidt bedre 9800 GTX. Man kan måske også finde en marginalt billigere, men hurtig,  dual-core  processor. Men man kommer nok til at ryge nogle hundrede kroner over 3.000 kroner, hvis man vil have det åh så begærede GTX 260-grafikkort under kølerhjelmen.

Kabinet og skærm: dobbelt pris
Hvis man ikke har kabinet og skærm bliver det umuligt at holde sig under 3.000 kroner.

En vidunderlig 23 tommer Full HD widescreen skærm koster 1.430 kroner. Man kan spare 150 kroner hvis man køber en skærm uden DVI/HDMI-indgang. Men så er der kun VGA-indgang og det er ulækkert (VGA er en analog forbindelse, der er mere ulden). Skærme skal have DVI/HDMI-indgang. Til 1.400 kroner er det også synd at købe andet end Full HD-skærme (1920*1200px eller 1920*1200px). Spil, video og digitalbilleder ser meget bedre ud på dem og meget arbejde er lettere, når opløsningen er høj og skærmen stor.

Kabinetter med strømforsyninger begynder omkring de 400 kroner. Men betaler man det dobbelte for fornøjelsen, er strømforsyningen mere effektiv og stille. Kabinettet vibrerer også mindre. Jeg er selv godt tilfreds med Antecs modeller.
Til dette kommer så det løse: tastatur, mus, højttalere, kabinetblæser.

Har man ikke en pc i forvejen, kan man regne med at skulle af med ca. 6.000 kroner:

gamer6000.png
DVD-drev koster 150 kroner. DVD-brændere koster 200 kroner. Selvom man aldrig har tænkt sig at brænde flere dvd’er i sit liv, kan man lige så godt købe en brænder. Så er man fortidssikret.

Mus og tastaturer med ledninger i er batteri- og vedligeholdelsesfri. Mus bør være optiske, lyd bør være surround. Men mindre kan gøre det. Forvent at bruge 3-800 kroner på de sorte kasser med ledninger i.

Endelig skal man også have en Windows XP eller Windows 7 (kommer oktober 2009) i nærheden, hvis man vil spille. Windows XP kan spille alle de gamle spil. Windows 7 kan vise de nye spil lidt flottere. Windows Vista taler vi helst ikke om. Windows-dvd’er koster vist typisk 700 kroner for den beskedne hjemmebruger.

Bøvl eller Bilka?
Men kan man ikke bare få det hele billigere i Bilka? Lad os se:

bilkapc2009.png

  • Dårligere processor. Tilsyneladende kun 1/3 af min processors styrke: 2650e vs. 8650
  • Dårligere grafikkort. Jeg ville igen forvente et styrkeforskel på mindst en faktor 3, noget i retning af 2400 vs. 4850
  • Dårligere skærm. 1680*1080 er ikke Full HD, men den har i det mindste DVI-indgang.

Til gengæld får man kabinet, strømforsyning og Windows til en pris under 3.000 kroner. Samtidig slipper man for bøvlet med at samle maskinen. Men Bilkas pc er en kontor-pc.

compumailgamer.jpgMan kan generelt ikke forvente at finde en spille-pc til en fornuftig pris i et supermarked. Man skal på nettet hvor mange butikker faktisk sælger en færdigsamlet praktikant/spille-pc som min til omkring 5.000 kroner. Endda med bedre grafikkort.

Denne oplevelse kan vi godt gøre til en generel regel. Er du ude efter spille-pc’er er det bedst at samle dem selv eller finde en fornuftig netbutik. Supermarkedernes tilbud er generelt ikke gode nok.

Og så til konklusionen.

Konklusion
Hvis du selv opgraderer din gamle spille-pc, kan du få en ny for 3.000 kroner.

Skal du ud og købe hele molevitten lander du nok lige over 6.000 kroner.

Skal du have det færdigsamlet kommer du nok af med 6.500 kroner.
Mange er derfor begyndt at købe spilleklumper, 17″ bærbare med – for bærbare – stærke grafikkort. Man slipper for at bruge så meget plads, slipper for ledningsrod, har let ved at tage den med sig. De er, angiveligt, dejlige. Men forvent ikke at kunne spille i højere opløsning end 1200*800.

Så må vi hellere tage…

Links
Sådan vælger du skærmkort. Meget svært. Meget sjovt for nørder.

Spille-pc til under 3.000 kroner. Diskussion på Hardware Online i februar 2009.

Den bedste spille-pc/spilleklump, august 2008. Nok en vejledning.


Derfor er pc’en den bedste spillemaskine. Der er ingen konkurrence fra konsollerne. I hvert fald ingen god konkurrence.

Derfor køber jeg det billigste. Ingen grund til at bruge for mange penge.

Hvad jeg købte. Sådan cirka i hvert fald. Jeg købte hos Getmore, sandsynligvis med et kriminelt, ufrivilligt statstilskud på 40 millioner i ryggen.  Nørderne diskuterer om momssvindel er rimeligt på newz.dk , tweakup.dk og andetsteds. De diskuterer også om det er sikkert at handle hos onlinefirmaer, der af Skat undersøges for momssvindel i 40 millioner kroners klassen. Svaret hælder til et nej. Firmaer, der begæres konkurs yder ikke garanti på varerne. Men vi får se hvordan sagen udvikler sig i de kommende måneder.
Brug Hardwaresiden til at finde de rette komponenter. Eller en færdigsamlet spille-pc. GTX 260-maskinerne begynder på 5.400 kroner. HD 4850-maskinerne begynder på 4.500 kroner.

Kommentarer til artiklen

Et godt bud du har samlet der snedker.

Den eneste fejl er grafikkortet. I Tom’s hardware’s store GPU-test for marts, er det ultimative tilbud lige nu en ATI Radeon HD 4770, der ligger til 650 kr på edpriser.dk.

Aldrig har man fået så meget ydelse for 650, det er et fantastisk køb, siger alle. Jeg har ikke selv et, men har brugt den sidste måned på at undersøge komponenter til min egen gamer PC (dog til 7000 kr), og 4770 blev anbefalet stort set alle steder for budget-købere.

Emil  Begtrup-Bright | Onsdag d. 10 juni, 2009 kl.13:23

Hov, Tom’s test er for maj, ikke marts. Og kan se at juni-udgaven er kommet, og den anbefaler de kort Snedker anbefaler.

Men stadig: Hvis man gerne vil spare lidt mere, så kan et 4770 rigtig godt anbefales. Personligt ville jeg dog bruge de ekstra par hundrede kr på de kort snedker anbefaler, men 4770 er også et godt kort.

Emil  Begtrup-Bright | Onsdag d. 10 juni, 2009 kl.13:27 Steven Snedker | Onsdag d. 10 juni, 2009 kl.13:51

[...] Pc’er er de bedste spillemaskiner. Siger jeg. Men jeg har jo også lige købt en. [...]

Blog forside | Tirsdag d. 23 juni, 2009 kl.09:05

[...] Søger man på sit bundkort og “spdif” vil rigtig mange opdage at deres bundkort faktisk har en digital lydudgang. De har bare aldrig lagt mærke til den, fordi den som regel sidder et eller andet sted på bundkortet inde i kassen. Aktuelt kan et ypperligt 500-kroners bundkort som Asus m4n78 (kendt fra Den bedste spille-pc til under 3.000 kroner, juni 2009?) fragte det digitale signal videre til en god forstærker via  ledning og metal for 150 kroner og for 50 kroners kabel. [...]

Blog forside | Tirsdag d. 14 juli, 2009 kl.17:10 Blog forside | Onsdag d. 09 september, 2009 kl.17:26

[...] En stationær til 5.000 kroner vil give dig en skærm på 24″ og en fire-kernet processor. Du kan læse hvordan man enten samler eller køber sådan en i Den bedste spille-pc til under 3.000 kroner, juni 2009. [...]

Spørgsmål: hvilke pc’er skal vi dog købe? (januar 2010) « IT-nørdens blog | Onsdag d. 13 januar, 2010 kl.18:08 Mahmoud | Torsdag d. 18 februar, 2010 kl.08:16

[...] Stationær For 5.000 kroner får man en rigtig stærk stationær, som vi så på sidste år i En spille pc til under 3.000 kroner. [...]

Spørgsmål: stue-pc, der kan det hele? « IT-nørdens blog | Torsdag d. 08 april, 2010 kl.09:43

[...] Vores seneste vejledning i at købe en stærk stationær. Den type pc, man ikke (nødvendigvis) skal betale Microsoft-skat af ved købet. Stationære kan både fås færdigsamlede og konfigurerbare. Der er tyk Microsoft-skat på alle interessante bærbare. Kommentér artiklen Skriv kommentar [...]

Microsoft-skat på Linux-computere « IT-nørdens blog | Søndag d. 17 oktober, 2010 kl.08:56

[...] at føre cd-musikken over i et komprimeret format). Musikken ræser nu ned på harddisken. På min ca. 2 år gamle pc, tog det en cd 2-3 minutter at falde ned på harddisken i Flac-format. Kan du klare 20 cd’er [...]

Spørgsmål: hvordan redder jeg bedst mine cd’er ind i fremtiden? « IT-nørdens blog | Tirsdag d. 22 februar, 2011 kl.10:18

[...] Den bedste spille-pc til under 3.000 kroner. For to år siden var det en stationær man spillede på. Men nu kan selv bærbare til omkring 5.000 kr, være med. [...]

Sådan køber du en spillebærbar, marts 2011 « IT-nørdens blog | Torsdag d. 24 marts, 2011 kl.05:23

[...] Android-spil, der også findes i hobetal. Skydespillene må man tage til de stærke bærbare eller stærke stationære for at [...]

Asus Transformer, et interessant læsebræt « IT-nørdens blog | Lørdag d. 02 april, 2011 kl.09:05