Føtex der har fødselsdagstilbud fra i morgen har en bærbar på tilbud. Det er en HP på side 16. Er den værd at købe?
Jørgen
Det er en stor og stærk maskine, som sikkert er sine 6.000 værd. Stor processor, stor skærm og et rasende godt grafikkort. Man vil kunne spille og gøre cirka alt, hvad man vil, med HD-video uden de store problemer de næste mange år.
Men hvad kan den egentlig? Og er 5.999 kroner en rimelig pris?
Det plejer man at kunne få besvaret på 30 sekunder ved at gå til Startsiden, skrive maskinens navn og trykke på EDB-søgeknappen.
Det giver et opslag i prisdatabasen EDB-priser.
Men lige i dag er det en nitte. EDB-priser kender simpelthen ikke til en dv7-1040 fra HP.
Så må man prøve at se hvad de ellers ved om 17-tommer bærbare fra HP ved at vælge bærbar – Mærke: HP – Skærmstørrelse: minimum 17 tommer.
Så er der næsten gevinst. En HP dv7-1030 dukker op til 5.871 kroner og præcis de samme specifikationer som dem Føtex fortæller om. Bortset fra at den billigere maskine mangler fingeraftrykslæseren (som ingen bruger) og har en 1/3 større harddisk, 320 Gb.
Umiddelbart ser det ud til, at man til ethvert tidspunkt kan få den bærbare 100 kroner billigere og med lidt større harddisk end Føtex’ Fødselsdags-Hurrapris.
Exit EDB-priser
Når EDB-priser ikke kan svare fyldestgørende, må vi gå til kilden. HP. De er nu lette at at finde på hp.dk og efter lidt bladren, kan man se den fulde liste over HP dv7-bærbare. Her er der en 1040, men ingen 1030.
Denne 1040 svarer præcis til Føtex’ tilbud – med lille harddisk og det hele. HP har dog et andet prisforslag end Føtex. HP har sat den vejledende udsalgspris til 5.899 kroner – 100 kroner billigere end Føtex.
HP lover også at linke til en lokal butik. Men den funktionalitet er ike så djævelsk nyttig.
Konklusion
Hvad enten man vælger en 1030 eller en 1040 får man en meget stærk maskine med stor flot skærm, masser af ram, masser af harddisk og et grafikkort i overklassen. Det er klart en fremtidssikret bærbar, der også vil fungere fint som mediecenter i HD-hjemmet. Der følger jo en infrerød fjernbetjening med.
Men en nøgtern vurdering siger at man ikke behøver at lade sig rive med af Føtex’ Hurrapris, “Tilbudet gælder kun i denne uge og så længe lager haves” osv. osv. HP forventer at alle mulige andre forhandlere vil sælge maskinen til 5899 kroner lige nu. Efter jul har maskinen måske endda passeret 5.500 kroners-punktet.
Tilbudsaviser fra supermarkeder er sjældent det bedste sted at finde gode tilbud. Ofte sælger de restpartier af gamle varer til en ublu pris. Eller også sælger de nye varer til markedspris eller det, der er værre.
Så. God maskine, men prisen er ikke noget at løbe hurtigt efter.
Links
Føtex fødselsdagsavis med Hurrapriser. Linket fungerer næppe evigt.
Alle HPs 17-tommer bærbare, sorteret med billigste først. EDBpriser er en ven i nøden.
HP1030, 1040′erens sandsynlige tvillingebror. Større harddisk, ingen fingeraftrykslæser.
Gå aldrig i edb-butikker. Gælder også, for det meste, supermarkeder.
Startsiden. Fordi man altid kan have brug for at skrive et produktnavn og trykke på “Søg på EDB-priser”-knappen.
