Publiceret
onsdag d. 14 juli, 2010 kl.07:11
Opdateret
mandag d. 12 juli, 2010 kl.17:03
Jeg er ved at være træt af alle de DVD’er, som flyder rundt her hjemme. Jeg har blandt andet nogle box set med tv-serier jeg gerne vil have over på mit mediecenter. Helst med flere sprog og undertekster inkluderet. Jeg har set under dine opskrifter, men kunne ikke finde noget. Hvad virker?
Bjarne
De gratis programmer Dvdfab+imgburn kan uden problemer lave 4-8 Gb iso’er af dvd’er, der så kan smides på NAS’en/mediecentret.
Det er utrolig let og tager 2 minutters arbejdstid (plus 15-30 minutters procestid) pr. skive.
Iso’er kan afspilles af alle pc’er og af de fleste medieafspillere.
Med denne manøvre slipper du pludselig for at have en masse skiver, der ligger og flyder.
En 2 Tb harddisk (dagspris: 850-1.100 kroner) kan rumme ca. 300 dvd’er på denne måde. Måske er der plads til alle dine gamle dvd’er?
Komprimér?
Dvd’erne virker som de plejer – selvom de nu hedder iso. Der er irriterende forfilm, ekstra features og reklamer man skal sidde igennem.
Har man tid og kræfter, kan man bede Handbrake om at lave én mp4- eller mkv-fil ud af skiven.
Så kan man pludselig have 4-5 gange så mange dvd’er på sit 2 Tb mediecenter. De kan igen afspilles af alle pc’er og alle mediecentre.
I en eller anden gylden fremtid/nutid vil man også problemfrit kunne spille filmene/tv-serierne på mobiler (fx. HTC Desire, iPhone) og læseklumper (fx. iPad, Archos 7 Home Tablet) – apparater der generelt er for nye og sexede til at understøtte gammeldags skiver og iso-filer.
Den anden fordel ved at konvertere mkv-filer er, at man kan komme i gang med filmen eller tv-serieafsnittet uden at skulle igennem en omgang langsom dvd-navigation.
Det koster dog noget arbejde at trylle dvd’en om fra iso til mkv.
Sådan gør du
Man skal pr. håndkraft ind at vælge de lyd- og undertekstspor, man vil have med.
I hvert fald hvis man til enhver film eller tv-serie vil sikre sig, at der er dansk lyd- og/eller tekstspor med.
At gemme tv-serier som mkv kræver også lidt ekstra håndarbejde.
Efter at have valgt lydspor, tekstspor og konverteringsprofil, skal man vælge hvert kapitel pr. håndkraft og sætte dem i kø til komprimering.
Alt i alt tager det nok 2-3 minutters arbejdstid og 0.5-7 timers procestid pr. skive.
En stærk, fler-kernet processor og 1-pass encoding giver filmkomprimeringer på 30 minutter. En svag processor og 2-pass encoding giver langsomme konverteringer. 2-pass komprimeringer giver dog en lidt bedre billedkvalitet.
Prøv dig frem med forskellige konverteringsprofiler.
Når du har fundet den rigtige, kan du bare sætte 200 afsnit i kø, gå i seng og lade pc’en ordne opgaverne natten over.
Links
Handbrake benytte sig af VLCs dvd-dekrypterings-evner, men det er vist ikke besværet værd. Siger dokumentationen. Dokumentationen anbefaler i øvrigt at man konverterer med Regular- Normal-profilen hvis man vil have en mkv i god kvalitet hurtigt. De andre profiler er mest til folk, der har et særligt apparat i tankerne, når de konverterer.
Softwaresiden. Har links til Dvdfab, Imgburn, Handbrake og mange flere gratis og geniale programmer. Lidt mere om Handbrake (på engelsk). Og lidt mere om Handbrake og tv-serier.
Hardwaresiden. Har dagspriser på 2Tb harddiske. Både de interne og de eksterne.
Der er mange andre måder at konvertere på. Videohelp kender de fleste. Makemkv ser spændende ud, men er snart færdig som gratisprogram for blu-ray-folket. Måske bliver den en konkurrent til Dvdfab+Handbrake på dvd-fronten.
