IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret fredag d. 12 september, 2008 kl.07:31
Opdateret søndag d. 14 september, 2008 kl.23:05

Spørgsmål: indscanning af negativer

jeg,og mange andre har gamle negativer liggende,men papirbillederne er væk eller dårlige.
Nogle copimaskiner kan kopiere negativer (skanner ),men resutatet er for dårligt,der skal åbenbart 7200 dpi til.for at det er ok.min LEXMARK kan klare 300dpi.
Min fotomand siger det koster min 25 Kr. pr billede uanset om det er cd eller papir.
Kan du sige noget om hvad man kan og hvad det koster pr. billede (Mange eller Få) at lave noget som kan bruges.
Lars

inkastinegativ.jpgDin fotomand har til at begynde med ret. Det koster lang tid at scanne negativer korrekt og derfor koster det en formue.

Men hvis man selv sidder og gør det på de lange, mørke aftener med en kop kaffe og lidt video kan man nok nå en hel del mere til færre penge.

Det første man skal tænke på er kvaliteten.

Tommer og millimetre
De fleste negativer er 35 mm store (egentlig 36*24 mm) og rummer, i bedste tilfælde, omkring 10 brugbare megapixels. Allerede her skal vi passe på.

Hvis billedet

  • er taget med et topprofessionelt spejlreflekskamera
  • med den bedste linse
  • på det den bedste lav-iso film penge kunne købe dengang i 1988 og
  • fremkaldt af det bedste fotolaboratorium

kan man måske hive 20 megapixels ud af negativet. Men de negativer, jeg og de fleste almindelige danskere har liggende kommer fra små fuldautomatiske, håndholdte kameraer med småbillig film. Man kan ikke se forskel på et billede scannet som 5, 10 eller 20 megapixel. 20 megapixel-billedet er ikke skarpere, mere detaljeret eller bedre end 5 megapixel-billedet.

Selvfølgelig scanner vi kun vores billeder én gang og kvaliteten skal være i top. Men i praksis har vi altså aldrig brug for mere end en scanner, der kan forvandle det 36*24 mm store negativ til (maksimalt) 3600*2400 punkter (8.6 megapixel) store billeder.

Scannere er selvfølgelig på tværs og måler deres kvalitet i dpi, dots per inches. Din Lexmark kan klare 300 dpi, hvilket betyder at et 36 mm (1.41 tomme) bredt negativ bliver til et (300*1.41) 420 punkter bredt billede.

420 punkter er ret ringe, når nu vi forsøger at ramme en billedbredde på omkring de 3000 punkter. Du har altså brug for en scanner, der kan klare 2400 dpi eller mere.

canoscan440.jpgCanoscan 4400F
Jeg er stadig ret pjattet med Canoscan 4400F. For 600 kroner får man 48-bit farve! 4800*9600 dpi! Og, nok så vigtigt, en plasticramme, der gør det let at scanne 6 negativer ad gangen og få de digitale billeder gemt hurtigt.

Gode råd
Det tager tid at scanne. Så sørg for at det er det hele værd.

  • Lav masser af tests til at begynde med, så du rammer den rigtige kvalitet og arbejdsgang før du går i gang.
  • Leg meget med den medfølgende software.
  • Se om der er væsentlig kvalitetsforskel på 2000 og 3000 punkter brede billeder. Det er der måske ikke.
  • Når du har en god arbejdsgang, så se om du ikke kan tørre jobbet af på et barn. Sig at det er en vigtig del af deres uddannelse.
  • Du kan sandsynligvis sidde og se sjove ting på YouTube mens scanneren står og brummer. Scanning er ensformigt arbejde.
  • Når du er færdig med scanneren, kan du lade den gå på omgang mellem familie, venner og naboer. Der er ikke så mange grunde til at have den stående, når de gamle billeder endelig er blevet digitaliseret.

Links

Vi scanner dias og billeder. Introduktion til scanning med links til apparater.

Softwaresiden. Altid links til nyttige grafikprogrammer og hardware. Hvem ved? Du kunne få brug for både Picasa og en 1.000 Gb disk.

Kommentarer til artiklen

Jeg har lige købt mig en CanoScan 4400F, da jeg har en del dias liggende jeg gerne vil have scannet. Jeg er ikke vant til at bruge en scanner, og jeg mangler meget en udførlig guide på dansk. Den eneste danske vejledning der fulgte med er en slags “kom hurtigt i gang”. Jeg kan se der er mange muligheder med denne scanner, men de er ikke beskrevet på dansk. Øv.

Dorte Hyldeborg | Torsdag d. 18 september, 2008 kl.21:11

Hvad kan man bruge et scannet negativ til – kan det digitalt ændres til et positiv? -

Ove Fatum | Mandag d. 06 september, 2010 kl.10:09

Ja, de nye, smarte scannere kan scanne 4-6 negativer eller papirbilleder ad gangen og ende med fine 6 megapixels jpgs. 4400F er en udgået model, men 600F kan det samme og koster cirka det samme.

Steven Snedker | Mandag d. 06 september, 2010 kl.10:16