IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret mandag d. 08 september, 2008 kl.08:14

Spørgsmål: må jeg downloade fra dr.dk?

I fagbladet nr. 11 omtaler du Dr’s Bonanza, og skriver, at der ligger masser af gammel underholdnings TV; lige til at downloade. Men det er jo ikke korrekt. De gamle klik er ikke lige til at downloade. På Bonanza står der, at det er ulovligt for dem at lægge klippene ud til download. Så det er altså at opfordre til noget ulovligt når du påstår, at de er “lige til at downloade”.
Leif

Uhadadada! Det må vi undersøge nærmere.

Når et ord som ulovligt er på bordet, må vi hellere starte med at se på lovgivningen.

Lov om ophavsret
Lad os sige, at du køber en harddiskoptager og du optager det interessante sager fra DR. DR siger, at du ikke må.
Lad os så sige, at du køber en pc og optager sager interessante fra dr.dk. DR siger, at du ikke må.
I begge tilfælde kan DR synge sig hæse: du må optage så meget du lyster fra analogt sendenet, digitalt sendenet, satellitbaseret sendenet og Internet-baseret sendenet.

Det, du ikke må, er at give dine optagelser videre. I den seneste version af lov om ophavsret står der også, at du ikke må omgå “effektive tekniske foranstaltninger”. Men det er en utolkelig paragraf, der i praksis aldrig er blevet brugt i en eneste sag om at optage fra diverse sendenet. Og, nåja, der har i praksis heller aldrig været en eneste sag hvor medielicensbetalere er blevet sagsøgt for at optage det tv, de så rigeligt har betalt for.

Hvad DR skriver
I virkeligheden skriver DR:

“Kan jeg downloade programmerne til f.eks. podcast?

- Nej. Den aftale som rettighedshaverne har indgået med DR giver os ikke lov til at tilbyde f.eks. podcast af programmerne. Desværre.” (fra Bonanza FAQ)

Det betyder ikke andet end at rettighedshavernes jurister har sagt, at DR ikke må tilbyde Bonanza-programmerne i fx. mp4, men skal holde sig til flv.

Det er DR gået ind på, og det må DR så holde sig til.

Den aftale har dog intet med os at gøre. Vi må gemme flv, mp4, mpg-ts (dvb) og hvad de ellers sender til os, så tosset vi vil.

Det er altså på ingen måde ulovligt at gemme DRs udsendelser.

Visse ting peger endda på, at DR synes det er helt i orden, at vi gemmer udsendelserne.
Folkevenlige DR
For hvad ser vi, når vi klikker på optageknappen på Bonanza?

drbonanzadownload.png

Den flv-fil (video-fil) vi skal downloade kommer fra kataloget /download/bonanza/ og serveres fra serveren downol.dr.dk (Download Online, dr.dk) . Et eller andet kunne tyde på at DR rent faktisk lever i samme verden som os og mener at tv-programmerne i den grad er til download.

Hvordan får jeg en optageknap i min browser?
Så det interessante spørgsmål er vel egentlig hvordan man får en effektiv optageknap i sin browser.

Det er heldigvis ret enkelt.

Først downloader du browseren Firefox. Den er er cirka 10 gange bedre end Internet Explorer. Fordi den vil beskytte dig mod en masse former for virus og fordi den kan udvides til at gøre en masse nyttieg ting.

Derefter downloader du Video DownloadHelper, der placerer den roterende blå-gul-rød optageknap lige til højre for browserens adressefelt.

Og så kan du optage fra DR, YouTube, MySpace osv. osv. uden problemer.

Links

Må jeg optage fra en netradio (og dermed fra nettv)? Kulturministeriet forsøger at gøre den komplicerede lov om ophavsrettil at forstå.

Installér programmerne i denne rækkefølge.  Softwaresiden giver dig verdens bedste, gratis software.

Alt hvad vi har skrevet om Video DownloadHelper. Der er så mange steder med god musik, godt tv og gode film.

Find det gamle tv-guld. Den oprindelige artikel, hvor muligheden for at optage fra DR omtales.
Der er masser af tv-udskænkningssteder. DR er blot ét blandt mange.

Kommentarer til artiklen

Hej.
Jeg har hentet Firefox og downloadhelperen, men det fungerer ikke i DR. Har de mon hørt om dine links, eller er det helt galt med mig?
Jeg kan sagtens få det til at virke på You Tube
Venlig hilsen
Henning

Henning Smith | Mandag d. 20 april, 2009 kl.12:45

Hehe… “omgå effektive tekniske foranstaltninger”… i det øjeblik man omgår dem, er de ikke effektive længere :-)

Martin M | Søndag d. 29 august, 2010 kl.07:41

Det er slut på dr1

præst | Lørdag d. 18 september, 2010 kl.15:06