IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret mandag d. 10 november, 2008 kl.10:19
Opdateret mandag d. 10 november, 2008 kl.10:24

Spørgsmål: Når Full HD hakker

For to år siden købte jeg et Sanyo HD1 videokamera HD(ikke Full HD). Det er et super godt lille kamera med flotte billeder som jeg ser via mit mediacenter (DMI udgang) på mit HD tv (ikke Full HD).
Jeg har nu købt en ny version af Sanyo kameraet HD1010 som er Full HD. Det er helt imponerende så flotte billeder det kan tage. Problemet er at nu hakker billederne når jeg viser dem via mediacentret. Det har du beskrevet før. Men hvordan tester jeg HVOR fejlen er? Er det grafikkortet ? processoren ? og giver det mening at vise Full HD på et HD tv.
Lars

sanyo-xacti-hd1010-lille.jpgDet giver i hvert fald mening at optage alt i Full HD.

Når man kommer hjem efter bryllup eller ferie udbryder man aldrig “Åh, bare video og billeder var i ringere kvalitet!”. Tværtimod. Kvaliteten kan aldrig blive for høj.

Så fortsæt endelig med at optage i Full HD.

Dit problem er så, at dit nuværende udstyr ikke kan afspille Full HD. Full HD er den rene tortur for gamle apparater og jeg har da heller ikke ét eneste apparat i huset, der kan afspille Full HD (med bare nogenlunde bitrater) uden at hakke.

Du har nu to valg: konvertere eller opgradere.
Lav læse-let udgaver
Du kan forholdsvis let konvertere dine Full HD-optagelser ned til noget både din pc og dit mediecenter kan afspille. Hvis du sætter størelsen ned til 1280*720 vil dine optagelser stadig se godt ud på både din pc og dit mediecenter+tv.

Du konverterer med de gratis programmer IVC eller Avidemux. For hver times originaloptagelse vil det, lidt afhængig af din pc, koste

  • ca. 2-3 timers konverteringstid og
  • 1 krones ekstra diskplads
  • 1 krones (måske) ekstra strøm

for hver times læse-let udgave.

Det er en lav pris og en ganske fin løsning. Vi taler om en årlig udgift på under 100 kroner, sandsynligvis.
Når dit mediecenter og tv så, om nogle år, er blevet opgraderet, kan du bare slette læse-let udgaverne. Du har selvfølgelig beholdt originaloptagelserne.
Opgradering af mediecenter
Du kan også vælge at opgradere mediecenter og tv nu. Men det er forholdsvis dyrt og forholdsvis kompliceret.

Det lyder som om dit mediecenter er pc-baseret. Hvis ikke processoren er helt til rotterne, burde det være nok at sætte et stærkere grafikkort i. Her ville jeg have svært ved at anbefale mindre end et Radeon 4850 Top til pt. 1.400 kroner. Det burde kunne tygge Full HD video i alle kvaliteter uden at larme for meget.

Men til den pris kan du også overveje at få dig et ekstra mediecenter á la Popcorn Hour 110 (til pt. 1.600 kroner). Det skulle angiveligt også kunne tygge Full HD i snart sagt alle kvaliteter – samtidig med at det er langt mindre og langt mindre strømslugende end de pc-baserede mediecentre.

Opgraderingen af tv’et til Full HD er triviel. Zepto og Samsung har Full HD tv’er til 5.000 kroner i størrelse 32 tommer. De lidt mere interessante 40 og 42 tommer begynder omkring de 6.000 kroner. Men man kan selvfølgelig købe dyrere, større og bedre, hvis man er ved muffen.

Konklusion
100 kroner: den absolut billigste løsning er at lave læse-let udgaver og så nyde dem indtil det gamle udstyr er blevet udskiftet med nyere og stærkere udstyr.

1600 kroner: næste trin er det stærkere grafikkort eller nyere mediecenter. Tv’et vil stadig ikke vise Full HD, men du slipper for at konvertere dine videoer til læse-let.

6.000 kroner: sidste trin er udskiftningen af tv’et.

Links

Sanyo HD1010. Meget lækkert videokamera. Sælges til 4.800 kroner for tiden.
IVC og Avidemux findes via Softwaresiden. Fremragende, gratis programmer.

Sådan konverterer du med IVC. Her skal du bare sætte width til 1280 og height til 780. – Eller 1366*768 alt efter behag.

Sådan konverterer du med Avidemux. Mere kompliceret, men nyttigt at kunne.
De mest interessante mediecentre , april 2008. De er ofte små, stærke og – i forhold til pc’er – billige.

ATI Radeon 4850 Top. Meget fint Full HD- og spille-grafikkort til pt. 1.400 kroner. Det æder 100 watt, når det rigtig arbejder.
Test dit kommende mediecenter. Prop noget af din Full HD video på din USB-nøglering og se om mediecentret rent faktisk er stærkt nok til at afspille den.

Derfor køber jeg det billigste. For en god ordens skyld.

Kommentarer til artiklen

[...] Spørgsmål: Når Full HD hakker. Noget om at konvertere sine Full HD-optagelser til noget mere håndterligt. Spar penge: brug mere end én prisside. Især nyttigt, når vi taler videokameraer. [...]

Blog forside | Fredag d. 05 december, 2008 kl.13:24