IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret onsdag d. 31 oktober, 2007 kl.23:32
Opdateret tirsdag d. 21 oktober, 2008 kl.15:14

Spørgsmål: overspilning af gamle vhs-bånd

Kan du sige hvor man eventuelt kan få spillet vhs-videobånd over på en cd-rom?
Werner

Derhjemme. Køb en vhs-dims til 500 kroner og sæt den til din pc. Med lidt flid vil du kunne overspille utallige timers vhs til harddisk/dvd/cd. Du kan måske endda blive nabolagets redningsmand.

plextor-av200u.jpg
Man kan godt nok stadig finde butikker, der klarer overspilningen. Men der kommer du til at slippe mindst 500 kroner pr. time. Her får du 20 timer til 500 kroner. Eller også er det 200 eller 2.000.

Bliver du træt af vhs-dimsen – det sker tit mens man kører resten af sine vhs-bånd hen på genbrugsstationen – kan du altid sælge den videre til 300 kroner. Eller give den væk.

Overspilning kræver en vhs-videobåndoptager og at man holder tungen lige i munden. Men det er egentlig ikke svært.

Sådan gør du
svhs-stik.jpgFind den bedst mulige videobåndoptager. Det er sådan en med en s-vhs-udgang. Mindre kan gøre det,men vi vil helst have signalet fra s-vhs-udgangen.
Find derefter en vhs-dims der kan klare både s-vhs. Med lidt held indeholder pakken med vhs-dimsen de rette kabler, og der er nu hul igennem til pc’ens USB-port.

Du burde nu kunne trykke Afspil på videoen og Optag på pc’en. Og gemme alt på harddisken.

I din store visdom har du købt en vhs-dims, der kan gemme i formatet mpeg-4. Mpeg-4 er en af de nyeste standarder for digital video og vhs-dimserne, der understøtter mpeg-4, er som regel lige en klasse bedre på både software- og hardware-fronten end de noget ældre dimser.

Sværere er det faktisk ikke.

Potentielle problemer
Hvis du meget gerne vil have dine optagelser overført til dvd, skal du måske vælge at optage dine videoer som mpeg-2. Det kan alle dvd-brænderprogrammer håndtere. Men tænkt generelt mere på fremtiden og den gode videokvalitet end de der sølvskiver, der også er på vej ud og alligevel bliver ridsede.

Kvaliteten af den medfølgende software er lidt svingende. Nogle pakker indeholder alt hvad hjertet kan begære. Andre kun det allermest nødvendige. Køber du en vhs-dims med småskidt software: se til Software-siden. Her er der nogle ganske udmærkede videoprogrammer, som nok vil kunne løse dine problemer.

Det er også på Software-siden du finder prisen på en ny 500 Gb harddisk. Det kan du let få brug for, for video fylder meget.

Men kast dig endelig ud i projektet alligevel. Det vil være så surt at miste nogle værdifulde optagelser for altid, bare fordi det er lidt besværligt at redde dem.

Alternativ metode: en harddiskoptager
Man kan alternativt redde vhs’erne over på en harddiskoptager. De fås alle steder og koster ikke det store. Det er dog ikke altid sikkert at kvaliteten er i top eller at man kan brænde en dvd.
Links
Se vhs-dimserne, der kan overspille gamle videobånd. Her er et link til den vhs-dims fra Plextor, der var det bedste bud dengang denne artikel blev skrevet. Der er også link til andre vhs-dimser.

Se harddiskoptagerne, der kan optage gamle videobånd (og måske brænde dem eller overføre dem til pc)

Download video-relateret software og find prisen på en stor harddisk. Softwaresiden!

Kommentarer til artiklen

Jeg har købet denne Plextor, man kan ikke få den til at optage på PC.
Softwaren er installeret OK. Min gamle video har ikke et S-video stik, så kablerne er tilsluttet et scartstik med stik (rød,hvis og gul) og den anden ende af kablet er tilsluttet til stikkene til Plextoren. Jeg lægger en tom DVD i PCèn starter videoen og trykker på optag på PC, men straks kommer der et box som siger der er optagefejl og der optages ikke noget på DVDèn, men jeg kan stadig se filmen i ActiveMovie Window uden lyd, enkelte gange frøs billedet dog. Jeg har prøvet af afinstallere softwaren og installere igen, men uden held.
Idet jeg lægger den tomme DVD i PC kommer en windows box og spørger, hvad jeg vil foretage mig: Stifinder brænde CD, NTI, MovieMaker etc og sidst foretag intet, som jeg vælger idet jeg antager Plextor klarer optagelse.
Jeg håber meget, der nogen, som kan hjælpe mig videre. På forhånd tak.

Kurt Nielsen | Tirsdag d. 25 marts, 2008 kl.11:03

Hvor kan man købe omtalte vhs-dims? Hvad er den korrekte betegnelse.
På forhånd tak.
Arnvi

Arnvi Nilsson | Tirsdag d. 21 oktober, 2008 kl.10:49

Det første link i denne artikel viser hen til en nærmere behandling af vhs-dimsen fra Plextor. Her er der links til butikker mm.

Jeg har udbygget linkteksten, så der ikke er noget at blive i tvivl om.

Steven Snedker | Tirsdag d. 21 oktober, 2008 kl.15:17

Jeg skal netop i gang med at købe en vhs-dims. Men min video-maskine har kun et scart-stik som udgang. Kan det ikke bruges til den dims, du anbefaler?
Eller er det bedre at låne mig frem til en videomaskine med S-video-stik?
Jeg har fundet en anden vhs-dims, der hedder en EasyCAP Video Capture. Her er også scart-stik med og den er i øvrigt lidt billigere. Kender du den og tror du, den er lige så god som den, du anbefaler fra Plektor?
vh Ingelise

Ingelise Nordenhof | Torsdag d. 05 marts, 2009 kl.20:16