IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret tirsdag d. 25 august, 2009 kl.14:19
Opdateret tirsdag d. 25 august, 2009 kl.14:21

Spørgsmål: projektor til tegneundervisning

Min datter kigger pt. efter en projector til brug i tegneundervisningen. Den skal kunne projicere feks en tegning op på et stykke 3 kvadratmeter papir, som man så tegner videre på. Altså ingen lyd eller film. Nogen forslag?
Torben

overhead.jpgVi kan jo tage projektorerne fra en ende af.

I den ældste og mindst fashionable afdeling finder man overhead-projektorerne. Man lægger en tegning i dem, projicerer den op på papiret og kan så tegne efter.

De koster fra 2.000 kroner af, men er ikke særlig transportable. De koster typisk 1.200 kroner og opefter i Den Blå Avis.
Skifter man til en pc-projektor svinder størrelsen, og man kan få en lavopløst projektor til 2.500 kroner.

Der er ingen grund til at gå over en opløsning på 800*600, hvis projektoren kun skal bruges til tegnearbejde.

8132-h53503.jpg
Men skal den bruges til lidt sjov, film og spil, kan man lige vælte 500 kroner ekstra ud af lommerne og få 1024*768 (plus løftet om pæn 1280*720) eller tage det store spring til 4.000 kroner, hvor der loves 1280*720 (og pænt 1600*1200) billede.

Husk digitalkameraet og den bærbare
Pc-projektorerne kræver en pc eller en bærbar for at kunne vise billeder.

Sådan en skal man altså have sig i forvejen.

Vil man projicere et papirbillede op, må man også sørge for at have et digitalkamera sluttet til pc’en. Så kan man tage et billede af tegningen og fluks efter vise det.

Bemærk dog at de billige, bærbare pc’er som regel har forholdsvis ussel opløsning – 800*600 – ud af et VGA-stik. Med en sådan bærbar, kan det være ligegyldigt om projektoren har højere opløsning end 800*600.
Så: projektor til tegneundervisning
Hvis vi regner med at billedleverandøren er en billig bærbar de næste mange år, skal man bare købe den billigste projekter, man kan komme i nærheden af.

Hvis man regner med at projektoren ved andre lejligheder skal sluttes til et mediecenter eller en spille-pc, er der måske idé i at kaste 3-4.000 kroner på disken og så få lidt højere opløsning og- forhåbentlig – kvalitet for pengene.
Links

Overhead-projektorer. Fortids teknologi, populær på brugtmarkedet.
En lavopløst projektor til 2.500 kroner. Det er svært at gøre det billigere.

Hardwaresiden. Dyrere og bedre projektorer i massevis.

Kommentarer til artiklen

Jeg lavede engang en projektering af en Steen og Stoffer tegning til at male over på væggen, ved at fotokopiere billedet ned i størrelsen passende til et dias-billede (på transparent folie af samme type som bruges til overheads), og derefter satte jeg det i et ganske almindeligt lysbilledeapparat.

Peden | Onsdag d. 26 august, 2009 kl.11:52