Publiceret
torsdag d. 08 april, 2010 kl.09:40
Opdateret
fredag d. 09 april, 2010 kl.07:09
Vi vil have en PC, der kan det hele, med DVB T og C, MP4 og et stærkt grafikkort til Videoer og Media Centeret i Windows (har Profiber TV og internet kabelforbindelse) – altså en stationær med hele svineriet. Har du et godt forslag???
Vi er nogle stykker der ikke kan overskue de mange slagord fra “udbyderne” f.s.v. angår både PC’ere og fladskærme som brug til såvel TV som PC-skærm.
Conny&Frank
Det er svært at finde den rigtige pc til tv-brug. Altså den pc, der kan æde et DVB-T/C/S-signal, vise tv på en eller flere skærme og gemme udsendelser (gerne i HD) på harddisken.
Men efter at man har købt den rigtige USB-dims til modtagelse og dekodning af digitalt tv (700 kroner, 1.000 hvis den skal virke til betalingskanaler) er der tre gode muligheder.
Første mulighed er en bærbar pc til omkring 5.000 kroner. Den kan vise 1080p (”Full HD”) uden at hakke, den kan optage og den kan endda også spille ret vilde skydespil. Lyd og billede fosser ud ad dens HDMI-udgang der passer lige over i tv og evt. surround-anlæg. Maskinen kører Windows 7 og kan dermed sættes op til en hel del Windows Media Center-narresteger.
Næste mulighed er samme maskine, bare som stationær med trådløst tastatur. Den kan det samme og koster det samme. Den har nok bare lidt mere lagerplads i bugen. 1500 gb i stedet for 500 gb. Og så kan den nok trække spil i højere opløsninger end den bærbare.
Sidste fornuftige mulighed er en lille-bitte stationær og strømbesparende pc, der kører Linux. Igen med trådløst tastatur og USB-dims til tv. Den er, modsat strømslugerne, tændt døgnet rundt og downloader også tv/film/musik til sin 320 Gb disk. Altsammen til ca. 3.500 kroner.
Vi kan kalde de tre muligheder for muskelbærbar, stationær og Linux-mursten. Tænk lidt over, hvad I egentlig helst vil have i stuen.
Og se så her:
Muskelbærbar
En 5.000 kroners bærbar som Asus UL80VT kan afspille/optage tv, dvd og internet. Og selvfølgelig radio og billeder. Den er ikke mester i Bluray – men tiden er vist allerede løbet fra de dyre, langsomme, gammeldags, regionskodede, pladsoptagende, ridselystne skiver.
Man kan bære den med sig de fleste steder (den har kun en 14″ skærm) og den byder på en fænomenal batterilevetid.
Men kan få større bærbare – helt op til 19-tommer. Men det er mest noget folk med stort spillebehov går efter. Her har Asus også nogle særdeles kompetente modeller.
Eneste ulempe med en bærbar i stuen er HDMI-kablet. Det kommer garanteret til at ligge hvor folk skvatter i det.
Stationær
For 5.000 kroner får man en rigtig stærk stationær, som vi så på sidste år i En spille pc til under 3.000 kroner.
Men tiden er vist ved at løbe fra de stationære. Det er mest spillerne og nørderne, der holder fast i de store, støjende, urokkelige strømslugere.
Er nok mest til stuer hvor man dyrker den industrielle æstetik.
Med det sagt ville jeg vælge en spille-pc med et 5750- eller 5770-kort i maven. For det er gode grafikkort. Læs evt. mere om at vælge det rette grafikkort.
Linux-mursten
Asrock Nettop 330 er lidt større end en mursten, tier forholdsvis stille og kan vise alt. Inklusive Bluray, hvis man nu absolut vil betale lidt ekstra for fremtidens retro-format.
Asrock er den smagfulde løsning af mediecenter-pc-opgaven og fås med både Windows og Linux (billigere, lidt mere bøvlet).
Man kommer nok ikke til at spille på den. I hvert fald ikke de vildeste spil. Men man kommer til at surfe lige så meget på den som på en bærbar.
Ligesom en bærbar har den højst 500 Gb harddisk i maven (de fleste Asrock-modeller leveres pt. med 320 Gb i maven). Men den er pæn, lille og bruger ikke meget strøm.
Den dumme løsning
Electrola Midi. Kan ca. det samme som de ovenstående. Koster bare 10-12.000 kroner. Producenterne og sælgerne vil mene at det er en rimelig pris for en kasse der, på papiret, kan det hele. Men for min del tager jeg dog hellere en muskelbærbar eller en Linux-mursten til 3-5.000 kroner og noget bøvl.
Links
Mediecenterforummet på recordere.dk. Lær af andres erfaringer.
Om bærbare med spille-egnede grafikkort. De begynder omkring de 5.000 kroner og fortsætter op til 15.000 kroner.
Vil gerne lave et dias show, med musik i bagrunden. Køre xp, men kan ikke hitte ud af det. Kan du hjælpe.
Mvh Klaus
Hent Nero som prøveversion og brug programmet til at lavde dit slideshow.
[...] Om tv og stue-pc’er. Jeg har sat min til en muskelbærbar med HDMI-udgang. [...]
[...] Stuen-pc’en, der kan det hele, Det skal du se på, når du køber stue-pc og En bærbar til knægten handler om at købe den rette underholdnings-pc og Seje programmer til mobilen berører kort muligheden for at bruge den smarte mobil som fjernbetjening (man kan dog stadig købe gammeldags fjernbetjeninger og tastaturer). [...]
