IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret fredag d. 07 november, 2008 kl.15:57

Spørgsmål: trådløs til den stationære

Jeg har afpresset yousee, som har været min internetudbyder i nogle år, til at give mig til et gratis trådløst modem. Ved du, om jeg skal købe et eller andet usb-stik el. lign. til min stationære pc for at kunne modtage signalet? Hvordan undersøger jeg, om min pc har trådløst netværkskort eller hvad det nu hedder?
Sara

linksys-wrt54.jpgDu har sandsynligvis fået et trådløst adgangspunkt. Det er sådan en du ser ude til højre. 1-2 antenner og sandsynligvis 0-4 netstik på bagsiden.

Du kan så enten trække et kabel mellem adgangspunktet og din stationære pc.

Eller købe et trådløst netkort til den stationære.

Begge dele er billige fornøjelser til omkring 100 kroner.

Med kabel er der  altid forbindelse og forbindelsen går aldrig ned pga. softwarefejl eller forkert opsætning af det trådløse netværk.

Med trådløs forbindelse slipper man til gengæld for at skvatte i et netkabel eller arbejde hårdt for at gemme det væk.

Din stationære er næppe trådløs
Alle bærbare har indbygget trådløst netkort. Men sandsynligheden for at din stationære pc har et trådløst netkort er meget lille.

Du skulle i givet fald kunne se det under Start – Kontrolpanel – Netværksforbindelser i Windows XP. Men der er nok kun én forbindelse, LAN-forbindelsen. Kabelforbindelsen.

Så må man købe.

trendnetusb.jpgAfsted til butikken
De trådløse netkort ligger under  Netværk – Netværkskort ovre på EDBpriser.dk. Sorterer man efter pris får man de billigste først. Der er en del IEEE 802.11g og USB-netkort til under 100 kroner. Inklusive forsendelse.

Det er små dimser på størrelse med en lighter, der passer godt ind i en af USB-portene  på den stationære.

Er der meget langt mellem det trådløse adgangspunkt eller står ens stationære i en tyk blykasse, kan man have lyst til at købe et USB-forlængerkabel. Så får man lidt flere muligheder for at dreje USB-netkortet optimalt i forhold til adgangspunktets antenner. Men det er der ingen grund til at købe forlængerkabel lige med det første.

Når dimsen kommer hjem
Når dimsen kommer hjem, installerer man en evt. medfølgende driver fra den medfølgende cd og… Efter timers bøvlen frem og tilbage skulle man have en trådløs forbindelse mellem adgangspunktet og den stationære.
Links

De billigste, trådløse USB-netkort.  Hvis de hedder noget med IEEE 802.11g og USB er de garanteret gode. De behøver ikke koste stort over 100 kroner, alt inklusive. Trendnet TEW 424UB er et typisk trådløst netkort.

USB-forlængerkabler. Kun hvis signalforholdene er helt forfærdelige dernede under skrivebordet.
Gammeldags netkabler. Meget billige. Meget pålidelige. Ikke pæne.