Publiceret
torsdag d. 26 juni, 2008 kl.04:01
Opdateret
torsdag d. 26 juni, 2008 kl.04:02
Spil er herlige fordi vi med et par klik kan sætte os i andres sted og prøve deres arbejde. Vi kan blive ledere af anti-terrorkorps. Vi kan blive vampyrjægere, superskurke, biltyve, rumhelte. Eller pillespisende oste der ubarmhjertigt jages rundt i en labyrint af spøgelser.
Men vi kan også blive transporteret til andre universer, hvor reglerne er lige lidt anderledes, end vi er vant til.
I Cronotron får vi fx. en flot, blå telefonboks til tidsrejser.

Klokken 0 stiger vi ud ad telefonboksen og hopper rundt på en bane. På et tidspunkt hopper vi ind i boksen igen og trykker på mellemrum. Nu spoler tiden tilbage til klokken 0 og to personer træder ud. Den vi var lige før og den vi er nu. Ens fortidige jeg gør, som det gjorde før. Ens nutidige jeg gør hvad der ellers skal til, for at at løse banens problemer. Fortidige og nutidige jeg’er, der hjælper hinanden, tvinger en til at tænke på helt nye måder.
Og når man kommer op på 5-6 samarbejdende jeg’er bliver det rigtig, rigtig indviklet.
Hvis du er klar til at blive svimmel og få fornemmelsen af at 100 fluer danser stepdans på indersiden af dit kranie, så prøv et spil Cronotron gratis.
Links
