Publiceret
torsdag d. 17 juli, 2008 kl.10:24
Opdateret
torsdag d. 17 juli, 2008 kl.11:45
Vi har tænkt på at købe et full hd tv her til sommer og tænkte på [detaljer om et udmærket 40" Sony tv slettet]. Men kan det betale sig?
Morten
Jeg kender en, der netop har strukket familiens økonomi til det yderste for at kunne se Tour de France, De Olympiske Lege sov. osv. i ny superkvalitet. Desværre var det ikke gjort med en skærm til 6.000 kroner.
For når man vender triumferende og kontoovertrukket hjem med sit nye Full HD/1080p-tv venter et nyt problem.
Man har simpelthen ikke noget udstyr, der kan levere 1080p. Ingen af hjemmets bærbare er stærke nok. Ingen af hjemmets bærbare har HDMI-udgang.
Hvad gør man så?
Køber mere
Så køber man en ny bærbar til 6.000 kroner eller et mediecenter til mindst 2.500 kroner. Så kan man se det meste af det, man downloader. Man kan måske også se lidt digitalt tv.
Vil man også have en ny HD-satellitmodtager skal der ca. 2.000 kroner ekstra på bordet. Plus ca. 1.200 ekstra pr. år.
De 6.000 kroner for skærmen bringer os altså i mange tilfælde kun halvejs til HD-himlen.
To strategier
Folk med 6-7.000 kroner på sommerens tv-budget kan selvfølgelig købe et Full HD/1080p-tv og så vente et års tid eller to med rent faktisk at stoppe HD-signaler i det.
Men der er en anden strategi.
Køb et 32-tommers HD/720p-tv. De koster efterhånden omkring 3.000 kroner. Køb så et eGreat/Popcorn Hour mediecenetr til 1.200 kroner. Vent så et år og køb det mediecenter, der (med udvidelser) kan afspille alt og optage alt uden at koste over 2.000 kroner.
Folk, der fremtidssikrer sig, kommer ofte til at betale meget og sidde længe med døde pixels og gammel teknologi.
Folk der køber det næstbedste sidder, teknisk set, næsten lige så godt i det. De får bare mere elektronik og hyppigere udskiftning for pengene.
Links
Hvilken skærm skal jeg købe, april 2008. “Hvilken skærm?” er tidens populæreste spørgsmål og vil nok blive besvaret her sådan cirka en gang i kvartalet de næste års tid.
De mest interessante mediecentre , april 2008. “Hvilket mediecenter?” er det næstpopulæreste spørgsmål. Lige nu er det nok eGreat eller Popcorn Hour (der er blevet 500 kroner billigere siden april). Der er som regel dugfriske svar i Distribution i hjemmet-forummet på recordere.dk. Mediecentre er for tiden gode til afspilning af alle videoformater, interne harddiske, usb-harddiske, usb-nøgleringe og netværkskabler. De er dårlige til trådløst Internet og optagelse/dekodning af digitalt tv. Fx. koster det 1.000 kroner at få Tvix-mediecentret til at optage DVB-T.
Softwaresiden fortæller om dagens skærmpriser. Nederst i midten.
