IT-nørdens blog

Af Steven Snedker

Publiceret mandag d. 18 maj, 2009 kl.12:32
Opdateret mandag d. 04 januar, 2010 kl.15:28

TV2 fortryder happy slapping

Happy slapping er sådan noget med at voldmænd m/k slår og sparker nogle ret uskyldige mennesker mens de optager det med mobiltelefonen. Hvorefter de grinende lægger videoklippet online.

I sidste uge lavede Go’ Morgen Danmark på TV2 lidt happy slapping med det danske online-leksikon Wikipedia.

De tilførte det skader, optog det med landets fineste kameraer og lagde det på tv- og Internettet til stor egen-morskab. Optagelsen slutter med at studievært Cecilie gjalder “Det! er altså informationer man kan finde om Anders Breinholt hvis man går ind på Wikipedia!”

Det var der mange, der blev kede af.

Wikipedia
Wikipedia.dk er et online-leksikon, der vedligeholdes af tusinder af frivillige danskere. De samler og kategoriserer viden, så vi alle kan blive klogere. Wikiepedia er offentligt tilgængelig. Alle er inviteret til at deltage i at gøre os alle klogere.

Men eftersom det er et offentligt areal, sker der også en del hærværk. Folk vil sælge Viagra, lyve om politiske modstandere og andre usle ting. Heldigvis har Wikipedia deres egen udgave af Natteravnene, nogle frivillige redaktører, der gennemser nye rettelser og tjekker at der ikke kommer løgn, ophavsretsbrud, injurier og lignende i vores fælles brønd af viden.

I sidste uge virkede det også aldeles fremragende. 4 minutter efter at en eller anden fra Egmont/Nordisk Film (Go’ Morgen Danmarks produktionsselskab) havde været inde at hærværke artiklen om en af programmets værter, var ændringerne slettet.

Men den sandhed -  at der faktisk er nogen, der passer på vores fælles vidensbrønd – skulle ikke komme i vejen for en god historie. Så Egmont/Nordisk Film/TV2 gemte et billede af deres hærværk (eller en sminket udgave) og lod værteren vise det frem i programmet.

Cecilie gjaldede “Det! er altså informationer man kan finde om Anders Breinholt hvis man går ind på Wikipedia!” til de danske seere.

Konflikten mellem nye og gamle medier
Hvis Hr. og Fru Jensen skriver grimt og usandt om Wikipedia på deres hjemmeside, giver det højst et par kommentarer fra de frivillige, der gør det store arbejde. Men når et gammelt medie med stor gennemslagskraft hærværker og lyver, bliver de frivillige rasende.

De holder, igen med rette, de velbetalte og nogenlunde uddannede journalister oppe på, at de skal overholde presseetiske regler, forsøge at sige sandheden, ikke bedrive hærværk på andres/offentlig ejendom og lignende.

De ubetalte frivillige er jævnt hen arrige over at de betalte kan få lov til at lave så mange fejl uden at det for alvorlige konsekvenser.

Omvendt er de velbetalte og velsituerede journalister oftest fulde af foragt for “nørderne” på  nettet. Således var Go’ Morgen Danmarks vært Anders Breinholts første kommentar i sagen (efter et kiropraktorbesøg) “Så har man fået knækket ryggen, ahh og så er hele Bibliotekar skolen [sic] sgu blevet ophidset!”.

Anders er journalist af den gamle skole. Så han forstår, at han ville miste jobbet hvis historien havde været

Der er gammelt kød i Bilkas kølediske. Redaktionen kunne dog ikke umiddelbart finde noget. Men eftersom der er fri adgang til Bilkas kølediske spredte vi selv noget gammelt kød, viste det frem og gjaldede “Det! er altså den slags kød, man kan finde hvis man kigger i Bilkas køledisk!”

Han ville have mistet jobbet fordi Bilkas advokater ville have svaret igen på overfaldet med civil retssag, klage til pressenævnet og ballade i solid målestok.

Men Wikipedia er vel et offer, der ikke kan forsvare sig? En bande bibliotekarstuderende og langtidsledige, der bare må tage sparkene og grine med?

Åbenbart ikke.

Happy slapping giver bagslag
Masser af veluddannede og velsituerede mennesker syntes ikke, at Wikipedia havde fortjent den behandling.

De begyndte at brokke sig til hinanden på Twitter (de smartes mødested pt.) og i deres blogs. Det affødte så hvasse kommentarer fra folk og gammelmedie-journalister som TV2 respekterer mere end bibliotekarer. Rigtig smertefuldt blev det da fagbladet Journalisten stillede kritiske spørgsmål om happy slapping-begivenheden. TV 2-redaktør Jes Schrøder havde sværere og sværere ved at bortforklare begivenheden.

Og her til morgen krøb Go’ Morgen Danmark så til korset og erkendte deres løgne og unøjagtigheder i den 22.-bedste sendetid.

Hvis du er vidne til løgn og usandhed…
Hvis du er vidne til løgn og usandhed bør du, som noget af det første, henvende dig til udsprederen og bede vedkommende holde op/bringe en berigtigelse.

Hvis det er en stædig, magtfuldkommen løgner, der tror sig på et højere niveau end dig, kan du suse hen på Overskrift.dk og søge lidt efter hvad andre skriver om sagen.

Der vil du i ny og næ kunne møde andre mennesker, der er lige så irriterede som dig. I kan så sammen koordinere indsatsen og sandsynligvis opnå mere sandhed pr. brugt arbejdstime end ved spredt, uorganiseret fægtning.

Startsiden (en ok opfindelse på start.3fnet.dk) indeholder søgeknapper til Overskrift.dk og, faktisk også, Wikipedia.dk. Begge tjenester kan anbefales på det varmeste.

Links

Go’ morgen Danmark-indslaget. Det er på 3:31 at Cecilie gjalder “Det! er altså informationer man kan finde om Anders Breinholt hvis man gå ind på Wikipedia!” til de danske seere.

Bibliotekarskolen-kommentaren. Anders Breinholt respekterer vist ikke de Wikipedia-frivillige helt så meget som rige folk med fine advokater.

“Journalistisk satire”. Ikke en overtrædelse af de pressetiske regler ifølge TV 2s redaktør. Udmærket interview i Fagbladet Journalisten.

TV2 bringer rettelser til happy slapping-indslaget. Med nogen fortrydelse. Til sammenligning: Wikipedias artikel om affæren: Wikipedia: Tv2wikigate.

Overskrift.dk håndsamler næsten alt hvad folk har skrevet om Wikipedia-overfaldet/satiren. Overskrift.dk er supertjenesten, der gør alles mediebillede 8000% bredere. De følger også historien om overfaldet fra start til slut (noget vi næppe kommer til at gøre her).

TV2 fabrikerer nyheder – og det er ikke en historie? Claus Dahl kommenterer som en af de første og skarpeste. Han begynder den 14. maj.

Man gjorde et onlineleksikon fortræd.  Jonas Heide Smith kommenterer som en af de grundigste og skarpeste.

Journalister kan ikke lide Internet. En gammel historie. På den anden side er det jo også Internet, der endegyldigt skal tage sandheden og brødet ud af munden på dem og deres arbejdsgivere. Fejlfindere på nettet og Se politikerne i kortene har også deres charme.

Startsiden. Hurtig adgang til Google.dk, Overskrift.dk, Wikipedia.dk, Bibliotek.dk, Youtube.com og mange andre steder, man bliver klogere. Og hvis Wikipedia ikek er så godt på dansk, kan man altid vælge det engelsk-sprogede med WikiEN-søgeknappen.

Happy Slapping på Wikipedia. Et forholdsvis dårligt opslag. Men du kan måske gøre det bedre. Du har i hvert fald lov til det.

Kommentarer til artiklen

Jeg tror Anders Breinholts bibliotekarskole-kommentar var foranlediget af Kalle Nielsen’s blog indlæg. http://kn-randersbib.blogspot.com/2009/05/tv2-journalistik-om-wikipedia-pa.html
Kalle Nielsen er uddannet bibliotekar og hans indlæg har den noget heftige titel “TV2-journalistik om Wikipedia på fyrings-niveau!” og kommer klokken 8:09. Blot 5 minutter senere er Anders Breinholt’s twitning klokken 8:14. http://twitter.com/AndersBreinholt/status/1795709937

Finn Årup Nielsen | Mandag d. 18 maj, 2009 kl.14:50

hmm… Jeg bliver vist nødt til at korrigere mig selv. Kalle Nielsen’s blogindlæg er den 15. maj, men Anders Breinholt’s er den 14. maj…

Finn Årup Nielsen | Mandag d. 18 maj, 2009 kl.15:05

[...] Wikipedia Language Changer. Et meget nyttigt script, der så bestemt er sine 20 sekunders installationsarbejde værd. Flere Wikipedia-forbedringer. – Selvfølgelig vil en af de bedste Wikipedia-forbedringer være at du trykker på Redigér-fanebladet på den danske udgave af Wikipedia og forbedrer Wikipedia. Wikipedia har fortjent god behandling. [...]

Få Greasemonkey-magi til Wikipedia, YouTube og de andre supersider « IT-nørdens blog | Mandag d. 30 november, 2009 kl.11:09

[...] Wikipedia er et godt sted at få forstand. Fx. om folkeskolen og folkebiblioteket. Eller Godmorgen Danmark. [...]

Min store julegave: et (næsten) døgnåbent bibliotek « IT-nørdens blog | Fredag d. 24 december, 2010 kl.09:22