Af Palle Smed
Publiceret
torsdag d. 07 april, 2011 kl.08:45
Opdateret
torsdag d. 07 april, 2011 kl.08:46
Uanset hvor jeg rejser hen som almindelig charterturist, får jeg, fra jeg sætter foden på fremmed jord, udleveret en pjece med telefonnumre til både læge, hospital og politi. Hvis 30-årige Pawal Demesci og hans polske kolleger havde fået det samme, havde han måske været i live i dag.
Den unge polak var i Danmark for at arbejde på vilkår, ingen danskere ved deres fulde fem ville finde sig i. Og sat til at arbejde for et dansk firma, der efter dødsulykken hævder deres uskyld.
Som du kan læse om i dette nummer af Fagbladet 3F, omkom den unge polak i en arbejdsulykke, hvor han faldt seks meter ned fra et tag. De chokerede polske kolleger gik i panik og anede tilsyneladende intet om alarmopkald 112. I stedet kørte de Pawal 30 kilometer rundt på Sjælland. Da de endelig nåede sygehuset, var deres kollega død.
Efterfølgende har Arbejdstilsynet konstateret, at forholdene på arbejdspladsen var så graverende, at ulykken nærmest måtte ske.
Politiet efterforsker stadig sagen. Men firmaet Hetag Tagdækning Sjælland, der brugte polakkernes arbejdskraft, mener ikke, det har noget som helst ansvar for ulykken.
Skal en arbejdsgiver gøres ansvarlig, påhviler det politiet og Arbejdstilsynet at føre beviset. Og i så fald vil firmaet slippe med en bøde på højest 40.000 kroner.
Sagen er så grotesk, at politikere, der vil forsvare misbrug af udenlandsk arbejdskraft, forhåbentlig er få. Men de findes. Ellers havde Pawal nok været i live i dag.
