Vestas. Lindøværftet. LM Glasfiber. Listen over virksomheder, der enten er lukket eller har sagt farvel til en masse dygtige 3F’ere de senere år, er alt for lang.

Men derfor er det også så opløftende at møde en kvinde om Beth. Hun hedder Kristensen til efternavn og er superdygtig til at samle avancerede højttalere hos Dynaudio i Skanderborg. Højttalere, der har så høj kvalitet, at lydentusiaster over hele verden gider købe dem.

Beth Kristensens job kan man ikke bare overlade til en tilfældig kineser. Det kræver mange års erfaring og evne til at tænke selv og gå i dialog med de ingeniører, som designer højttalerne. Hende kan du møde i temaet på side 18.

Jeg bliver også i godt humør, når tillidsfolkene i industrien nægter at give op. De mener næsten alle, at vi godt kan konkurrere med kineserne på at levere høj kvalitet, være fleksible og bedre uddannede. Det viser en undersøgelse, som Fagbladet 3F har fået lavet.

De gode gamle dage, hvor den danske arbejdsstyrke først og fremmest bestod af stolte industriarbejdere, kommer aldrig tilbage.

Men derfor kan vi sagtens give kineserne baghjul på en lang række områder. Vi skal bare selv tro på det!

Den unge polak var i Danmark for at arbejde på vilkår, ingen danskere ved deres fulde fem ville finde sig i. Og sat til at arbejde for et dansk firma, der efter dødsulykken hævder deres uskyld.

Som du kan læse om i dette nummer af Fagbladet 3F, omkom den unge polak i en arbejdsulykke, hvor han faldt seks meter ned fra et tag. De chokerede polske kolleger gik i panik og anede tilsyneladende intet om alarmopkald 112. I stedet kørte de Pawal 30 kilometer rundt på Sjælland. Da de endelig nåede sygehuset, var deres kollega død.

Efterfølgende har Arbejdstilsynet konstateret, at forholdene på arbejdspladsen var så graverende, at ulykken nærmest måtte ske.

Politiet efterforsker stadig sagen. Men firmaet Hetag Tagdækning Sjælland, der brugte polakkernes arbejdskraft, mener ikke, det har noget som helst ansvar for ulykken.

Skal en arbejdsgiver gøres ansvarlig, påhviler det politiet og Arbejdstilsynet at føre beviset. Og i så fald vil firmaet slippe med en bøde på højest 40.000 kroner.

Sagen er så grotesk, at politikere, der vil forsvare misbrug af udenlandsk arbejdskraft, forhåbentlig er få. Men de findes. Ellers havde Pawal nok været i live i dag.

Dem og en stribe andre unge kan du møde inde i bladet. De har gå-på-mod, store drømme og en spirende faglig stolthed, der alt sammen lover godt for fremtiden.

Derimod varsler det ilde, at erhvervsskolerne i årevis har lagt bygninger, bøger, lærere og elever til brutale besparelser. Det har betyder et enormt frafald: Hver anden ung, der går ind af skolens hovedindgang med tasken over skulderen, dropper tomhændet ud.

Mange ældre faglærte siger de kommende år farvel og skaber mangel på faglærte. Det er godt nyt for Tommy, Christine og Jesper og alle de andre, der kan sige goddag til et job. Men det er dårligt nyt for velfærdssamfundet, hvis der ikke er nok faglærte.

Hvis arbejdsgiverne om nogle år hyler op om mangel på faglærte, så lover jeg at huske dem på, hvorfor det gik sådan. Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt.

Fagbladet 3F vil fortsat holde et vågent øje med medlemmernes løn- og arbejdsvilkår og skrive om dem, der behandles uretfærdigt.

Men det er også vores ambition at hjælpe læserne i deres hverdag. Både ved at fortælle om muligheder på arbejdsmarkedet og ved at præsentere de mange attraktive rabatter og servicetilbud, 3F byder på i kraft af sin størrelse.

Fagbladet 3F’s markante satsning på dybdeborende journalistik med historier om kviksølvofrene på Grindstedværket og billig østeuropæisk arbejdskraft på bryggeriet Harboe som eksempler har gjort Fagbladet 3F til det mest prisvindende magasin nogensinde.

Og heldigvis sætter vores læsere også stor pris på den gode og grundige journalistik. De historier, hvor vi har sat en dagsorden, vækker også størst begejstring blandt læserne, viser vores læserundersøgelser.

I dette nummer har vi valgt at sætte fokus på efterlønnen. Og til de akademikere, økonomer og meningsdannere, der allerede har lagt efterlønnen i graven, skal der lyde en invitation til at slippe skrivebordet og tage på besøg blandt almindelige hårdtarbejdende danskere. Så vil de opdage, at det ikke er for at spille golf, at 3F’erne går på efterløn.

Velkommen til virkeligheden.

Det giver vi nogle svar på i årets sidste nummer af Fagbladet 3F, hvor vi er vendt tilbage til nogle af de historier, du har mødt i det forløbne år.

Der er den triste. Carina, som blev mobbet og fyret, og som nu sidder fast i jobkøen. Men der er også rigtigt mange glade.

Richard fra Holbæk fik sine dagpenge. Lizette blev fyret, da hun stillede op som tillidsrepræsentant. Nu har hun slikket sårene og er klar til at tage fat igen.

Anders fik konstateret muskelsvind, men holdt fast i jobbet, lagde kosten om, har tabt 25 kilo og træner 12 timer om ugen.

Susanne var nedslidt i armen og albuerne, men er nu glad for sit fleksjob på et plejehjem.

Bent, der fik sit liv ødelagt af kviksølv på Grindstedværket, har endelig fået erstatning. Stort tillykke.

18-årige Daniel, som følte sig presset til at droppe sin uddannelse, fordi han ikke kunne få skolepraktik, fik en læreplads som murerlærling.

Ordblinde Michael blev fyret fra Lindøværftet, men benyttede chancen til at komme i gang med en uddannelse. Michael var gået ud af 7. klasse, men har lige bestået dansk, matematik og engelsk på basisniveau og er klar til 9. klasse på VUC.

En række gode historier med budskabet om, at håbet og mulighederne lever stærkt i os alle. Ikke mindst når man har Danmarks stærkeste fagforening i ryggen.

Rigtig god jul og godt nytår!

Læs historierne i det nye Fagblad her.

Fagbladet 3F har i halvandet år fulgt en lille flok rengøringsansatte på skolen i Jægerspris. Desværre er de blevet et skoleeksempel på en rigtig dårlig udliciteringsproces.

Kommunen har været god til at informere alle andre end dem, det går ud over. De udliciterede har måttet sige ja/nej til job, de ikke kender, fordi de ikke har fået deres arbejdsplaner.

Derfor har de implicerede måttet gennemleve mange måneder i uvished, frustration og tristhed.

Temaet på side 18 handler om den smertefulde proces, som de privatiserede fra Jægerspris ikke er ene om.

Måske findes den helt lykkelige udlicitering ikke. Men i Fagbladet 3F’s tema giver vi masser af gode råd.

Ud over fyresedlen har mange af de fyrede i yderområder som Lolland og Langeland, i forvejen rigeligt at slås med. Hvor er den målrettede indsats for udkantsområderne? Politikerne har svigtet i årevis.

Samtidig skærer regeringen uhørt hårdt på AMU og på fyredes mulighed for omskoling. Det er simpelthen for dumt og usselt at sende fyrede ud i arbejdsløshed i stedet for i efteruddannelse. Endnu et sørgeligt svigt af politikerne.

Vestas er ude i et historisk stormvejr, men er heldigvis fortsat god for mange tusinde danske arbejdspladser. Men mange fyresedler kunne have været undgået. Hvis regeringen havde haft en grøn plan om udbygning af vindmøller til havs og på land, i stedet for at sylte den vedvarende energi.

Der er alt for mange svigt, så nu gælder det om at holde regeringen og politikerne fast på de løfter, de trods alt har givet om at hjælpe de fyrede. Så de ikke endnu en gang lades i stikken, når stormen har lagt sig.

Som journalist møder man ofte mennesker, der ikke har lyst til at få deres navn offentliggjort i bladet. Eller ikke vil fotograferes. Lysten til at stikke næsen frem er ikke stor. Og man har slet ikke lyst til at sige noget om sin chef!

Når jeg besøger kandidaterne til Årets Arbejdsplads, er stemningen anderledes. Folk vil gerne snakke, er åbne og ser mig i øjnene. Ingen dukker nakken. Og når der skal tages billeder, sker det som regel under mange sjove – men kærlige – bemærkninger og kommentarer fra kollegerne: ”Nå, der skal vist bruges vid-vinkel…”

Problemer opstår på alle arbejdspladser. Men jeg synes, det kendetegner virksomhederne i Årets Arbejdsplads, at ledelse og medarbejdere taler åbent og tillidsfuldt sammen, og får løst problemerne stille og roligt. Tillid og tryghed mellem ansatte og ledelse er nøgleordet. At man kan mærke, at man vil hinanden det bedste.

Tillykke til Hjortdal Specialtransport, der løb med prisen i år.

Toan er fra Vietnam. Grzegorz er fra Polen. Forskellen er, at Toan har været her i otte år, har lært sig dansk, har en lejlighed sammen med sin kæreste, er i gang med en uddannelse, aflønnes efter dansk overenskomst og bidrager til det danske samfund ved også at betale skat.

Grzegorz og hans 15 landsmænd har været her i et halvt år, de taler ikke dansk, arbejder for omkring en tredjedel af lønnen på en dansk overenskomst, bor på byggepladsen og betaler ikke dansk skat. De er ansat i et polsk firma, der ikke vil følge spillereglerne på det danske arbejdsmarked og måske slet ikke er her lovligt.

En anden væsentlig forskel er, at Toans fødeland Vietnam, i modsætning til Grzegorz’ Polen, ikke er medlem af EU.

Den helt afgørende forskel er imidlertid, at Toan af myndighederne er uønsket i Danmark. Han er blevet udvist til en uvis skæbne. Han har ifølge Integrationsministeriet opholdt sig ulovligt i landet i flere år og skal forlade Danmark. Med det samme.

Samme nidkærhed har myndighederne tilsyneladende ikke i forhold til det polske firma. Fagforeningerne tvivler på, at der er tale om en lovlig udstationering, og at skattereglerne overholdes. Det er myndighedernes ansvar at sikre det. Gerne med nidkærhed.

Problemet med Louises drøm er ikke, at hun er elev på en produktionsskole – problemet er, at hun efter al sandsynlighed skal rejse langt væk for at realisere sin drøm. Louise har nemlig hjemme i Lemvig, en af de 16 officielt udpegede udkantskommuner i Danmark. Og her bliver der færre og færre, der har råd til at gå på café.

Om 30 år har Lemvig for eksempel mistet hver ottende indbygger. Og de, der bliver tilbage, får flere og flere grå hår.

For 3F’erne er udfordringerne i dagligdagen i Udkantsdanmark rigtig store. Mange job forsvinder, og der skal køres mange kilometer, hvis man er arbejdsløs og vil uddanne sig til et nyt job.

Det kan 50-årige Jan Kjærgaard Olsen tale med om. Han havde i 14 år fast job på Vestjyske Slagterier, indtil det lukkede. Siden har han haft mange ufaglærte job, men det har en ødelagt ryg sat en stopper for. Nu må han i stedet køre 120 kilometer hver dag for at gennemføre en uddannelse som pædagogisk assistent. Men som Jan siger: ”Hvis man ikke gør en indsats, får man ingenting.”

I temaet i dette nummer af Fagbladet 3F og på www.fagbladet.dk/udkant kan du møde både Jan og Louise og læse meget mere om det skæve Danmark.