Vestas. Lindøværftet. LM Glasfiber. Listen over virksomheder, der enten er lukket eller har sagt farvel til en masse dygtige 3F’ere de senere år, er alt for lang.

Men derfor er det også så opløftende at møde en kvinde om Beth. Hun hedder Kristensen til efternavn og er superdygtig til at samle avancerede højttalere hos Dynaudio i Skanderborg. Højttalere, der har så høj kvalitet, at lydentusiaster over hele verden gider købe dem.

Beth Kristensens job kan man ikke bare overlade til en tilfældig kineser. Det kræver mange års erfaring og evne til at tænke selv og gå i dialog med de ingeniører, som designer højttalerne. Hende kan du møde i temaet på side 18.

Jeg bliver også i godt humør, når tillidsfolkene i industrien nægter at give op. De mener næsten alle, at vi godt kan konkurrere med kineserne på at levere høj kvalitet, være fleksible og bedre uddannede. Det viser en undersøgelse, som Fagbladet 3F har fået lavet.

De gode gamle dage, hvor den danske arbejdsstyrke først og fremmest bestod af stolte industriarbejdere, kommer aldrig tilbage.

Men derfor kan vi sagtens give kineserne baghjul på en lang række områder. Vi skal bare selv tro på det!

Alligevel er det midt i sorgen penge, der betyder, at Malene Bay Andersen nu får tryghed i sin hverdag.

For fem år siden mistede hun sin mand, der omkom efter en alvorlig arbejdsulykke. Han var medlem af 3F, og de følgende år har socialrådgiver Marlene Skouboe, hendes kolleger fra 3F Rymarken i Aarhus samt 3F’s advokat hentet cirka 2,5 millioner kroner hjem til enken og boet efter hendes mand.

Lige før påske blev sidste punktum sat i sagen, da byretten i Aarhus tilkendte Malene en erstatning for tab af forsørger. Marlenes kamp for Malene er en af mange, som 3F’s dygtige sagsbehandlere og tillidsfolk fører hver dag året rundt for tusindvis af medlemmer.

Sidste år betød det, at fagforeningen hentede 1,8 milliarder kroner til 3F’erne – og deres pårørende. Det gælder alt fra sager om manglende feriepenge, ulovlige fyringer til alvorlige arbejdsskader.

Det er oftest, når problemerne er størst, man går til sin fagforening. Og selvom baggrunden kan være nok så trist, er det rart at vide, at der i enhver 3F-afdeling er en Marlene, der er klar til at hjælpe.

Læs historien her.

Fagbladet 3F vil fortsat holde et vågent øje med medlemmernes løn- og arbejdsvilkår og skrive om dem, der behandles uretfærdigt.

Men det er også vores ambition at hjælpe læserne i deres hverdag. Både ved at fortælle om muligheder på arbejdsmarkedet og ved at præsentere de mange attraktive rabatter og servicetilbud, 3F byder på i kraft af sin størrelse.

Fagbladet 3F’s markante satsning på dybdeborende journalistik med historier om kviksølvofrene på Grindstedværket og billig østeuropæisk arbejdskraft på bryggeriet Harboe som eksempler har gjort Fagbladet 3F til det mest prisvindende magasin nogensinde.

Og heldigvis sætter vores læsere også stor pris på den gode og grundige journalistik. De historier, hvor vi har sat en dagsorden, vækker også størst begejstring blandt læserne, viser vores læserundersøgelser.

I dette nummer har vi valgt at sætte fokus på efterlønnen. Og til de akademikere, økonomer og meningsdannere, der allerede har lagt efterlønnen i graven, skal der lyde en invitation til at slippe skrivebordet og tage på besøg blandt almindelige hårdtarbejdende danskere. Så vil de opdage, at det ikke er for at spille golf, at 3F’erne går på efterløn.

Velkommen til virkeligheden.

Det giver vi nogle svar på i årets sidste nummer af Fagbladet 3F, hvor vi er vendt tilbage til nogle af de historier, du har mødt i det forløbne år.

Der er den triste. Carina, som blev mobbet og fyret, og som nu sidder fast i jobkøen. Men der er også rigtigt mange glade.

Richard fra Holbæk fik sine dagpenge. Lizette blev fyret, da hun stillede op som tillidsrepræsentant. Nu har hun slikket sårene og er klar til at tage fat igen.

Anders fik konstateret muskelsvind, men holdt fast i jobbet, lagde kosten om, har tabt 25 kilo og træner 12 timer om ugen.

Susanne var nedslidt i armen og albuerne, men er nu glad for sit fleksjob på et plejehjem.

Bent, der fik sit liv ødelagt af kviksølv på Grindstedværket, har endelig fået erstatning. Stort tillykke.

18-årige Daniel, som følte sig presset til at droppe sin uddannelse, fordi han ikke kunne få skolepraktik, fik en læreplads som murerlærling.

Ordblinde Michael blev fyret fra Lindøværftet, men benyttede chancen til at komme i gang med en uddannelse. Michael var gået ud af 7. klasse, men har lige bestået dansk, matematik og engelsk på basisniveau og er klar til 9. klasse på VUC.

En række gode historier med budskabet om, at håbet og mulighederne lever stærkt i os alle. Ikke mindst når man har Danmarks stærkeste fagforening i ryggen.

Rigtig god jul og godt nytår!

Læs historierne i det nye Fagblad her.

Fagbladet 3F har i halvandet år fulgt en lille flok rengøringsansatte på skolen i Jægerspris. Desværre er de blevet et skoleeksempel på en rigtig dårlig udliciteringsproces.

Kommunen har været god til at informere alle andre end dem, det går ud over. De udliciterede har måttet sige ja/nej til job, de ikke kender, fordi de ikke har fået deres arbejdsplaner.

Derfor har de implicerede måttet gennemleve mange måneder i uvished, frustration og tristhed.

Temaet på side 18 handler om den smertefulde proces, som de privatiserede fra Jægerspris ikke er ene om.

Måske findes den helt lykkelige udlicitering ikke. Men i Fagbladet 3F’s tema giver vi masser af gode råd.

Men det har de altså.

I Fagbladet 3F’s tema denne gang kan du læse om Uffe, Bjørn og deres kolleger, der sejler rundt i Københavns Havn.

Det er frisk gået sådan at nuppe en 16 kilometers tur – jeg ville i hvert fald kunne mærke det i bagdelen, hvis det var mig, som skulle padle af sted.

Havnearbejderne er langtfra de eneste 3F’ere, som har gang i det, man kalder sundhedsfremme. Det bliver faktisk mere og mere udbredt på 3F’ernes arbejdspladser. Der er fodboldhold, frugtordninger og massage. Eller rygestopkurser, sundhedstjek og motionscentre.

Nogle gange som en del af overenskomsten. Andre gange – som i tilfældet med kajakklubben – kommer initiativet fra medarbejderne selv.

Det flugter fint med, at 3F’erne gerne vil smide nogle kilo og få rørt sig lidt mere.

Her viser en ny undersøgelse, at tre ud af fire gerne vil være mere fysisk aktive. Samme antal vil gerne leve sundere. Og halvdelen af 3F’erne, der ryger, vil gerne holde op.

Der er godt nok sket meget, siden jeg var ung journalist, og man lige tog sig en øl i frokostpausen, en smøg til møderne og to ristede med det hele ved pølsevognen på vej hjem. Som professor Bente Klarlund siger i temaet:

- Der er sket et markant skifte. Tidligere var kulturen på mange arbejdspladser, at det var så hårdt at arbejde, at det var i orden at ryge og drikke på jobbet. Det er helt utænkeligt nu.

Nå, men jeg må vist hellere ud og løbe mig en tur…

Læs mere i Fagbladet 3F’s store tema om sundhed her.

Som journalist møder man ofte mennesker, der ikke har lyst til at få deres navn offentliggjort i bladet. Eller ikke vil fotograferes. Lysten til at stikke næsen frem er ikke stor. Og man har slet ikke lyst til at sige noget om sin chef!

Når jeg besøger kandidaterne til Årets Arbejdsplads, er stemningen anderledes. Folk vil gerne snakke, er åbne og ser mig i øjnene. Ingen dukker nakken. Og når der skal tages billeder, sker det som regel under mange sjove – men kærlige – bemærkninger og kommentarer fra kollegerne: ”Nå, der skal vist bruges vid-vinkel…”

Problemer opstår på alle arbejdspladser. Men jeg synes, det kendetegner virksomhederne i Årets Arbejdsplads, at ledelse og medarbejdere taler åbent og tillidsfuldt sammen, og får løst problemerne stille og roligt. Tillid og tryghed mellem ansatte og ledelse er nøgleordet. At man kan mærke, at man vil hinanden det bedste.

Tillykke til Hjortdal Specialtransport, der løb med prisen i år.

Toan er fra Vietnam. Grzegorz er fra Polen. Forskellen er, at Toan har været her i otte år, har lært sig dansk, har en lejlighed sammen med sin kæreste, er i gang med en uddannelse, aflønnes efter dansk overenskomst og bidrager til det danske samfund ved også at betale skat.

Grzegorz og hans 15 landsmænd har været her i et halvt år, de taler ikke dansk, arbejder for omkring en tredjedel af lønnen på en dansk overenskomst, bor på byggepladsen og betaler ikke dansk skat. De er ansat i et polsk firma, der ikke vil følge spillereglerne på det danske arbejdsmarked og måske slet ikke er her lovligt.

En anden væsentlig forskel er, at Toans fødeland Vietnam, i modsætning til Grzegorz’ Polen, ikke er medlem af EU.

Den helt afgørende forskel er imidlertid, at Toan af myndighederne er uønsket i Danmark. Han er blevet udvist til en uvis skæbne. Han har ifølge Integrationsministeriet opholdt sig ulovligt i landet i flere år og skal forlade Danmark. Med det samme.

Samme nidkærhed har myndighederne tilsyneladende ikke i forhold til det polske firma. Fagforeningerne tvivler på, at der er tale om en lovlig udstationering, og at skattereglerne overholdes. Det er myndighedernes ansvar at sikre det. Gerne med nidkærhed.

Hvis det ikke har været sandheden tidligere, bliver det i hvert fald sådan nu.

I dette nummer af Fagbladet 3F kan I læse om Charlotte, der er alenemor med syv børn. Som andre familier bliver hun ramt af, at regeringen og Dansk Folkeparti nu sender regningen for flere års overforbrug til blandt andre børnefamilierne. Og især dem med mange børn kan nu se frem til, at deres økonomi bliver væsentligt forringet.

Grunden til, at der er en børnecheck, er jo for at belønne dem, der gider at sætte børn i verden. For det er nutidens børn, der skal sørge for, at samfundet stadig holdes i gang, når vi andre er gået på pension. Og i en tid hvor meget store årgange går på pension, mens meget små generationer træder ind på arbejdsmarkedet, handler det altså om at få sat nogle børn i verden. Derfor er regeringens spareplan helt tosset.

Tankegangen hos Dansk Folkeparti, der fik idéen til at begrænse børnechecken, er, at nogen får børn for pengenes skyld. Men der må være noget fuldstændigt galt med lommeregneren hos Pia Kjærsgaard. For set ud fra et økonomisk synspunkt kan det på ingen måde betale sig at få børn. Børnechecken holdt op mod institutionsudgifterne alene giver i hvert fald et dundrende minus hjemme hos os. Det gør det formentlig også hos dig, uanset hvor mange børn du har.

Alle, der har børn, ved, at det er et stort arbejde, men samtidig også en af livets største gaver. Og de ved også, at det i hvert fald ikke er noget, man tjener penge på.

De mangler måske en hånd til lektierne, eller bare et sødt menneske, der har tid til at høre efter.

Det kan også være ting som at komme ud af sengen om morgenen, få cornflakes på tallerkenen og være rustet til dagen med en madpakke i tasken.

Det er egentlig små ting, men uden hjælp går det galt. Mange unge giver simpelthen op. Men nu har bedsteforældrene vist vejen. Som vi fortæller om i dette nummer, er de er med til at løse et af de største problemer på erhvervsuddannelserne – det voldsomme frafald.

Frafaldet på Viborg-skolen er styrtdykket fra 30 til bare 12 procent på få år. Imponerende godt gået af den grå hær.

Jeg tager kasketten af for rengøringsassistent Jane Lauridsen, som du kan læse om i dette blad. Hun har med et stort og varmt hjerte taget de unge mennesker helt tæt ind til sig – på sin egen kontante facon.

Blandt andre 31-årige Klaus Grotkjær Hansen, der har mistet 10 år af sit liv i tæt hash- og spruttåge. Nu er han endelig klar til uddannelse – og meget glad for, at der er en som Jane, der står klar. Læs hele artiklen fra Fagbladet her.

Men går de unge rundt og kvajer sig, så falder bedstemors hammer, så de ikke glemmer det. Fornemmer hun derimod, at der er brug for trøstende ord og et stort knus, så får de det. Alt foregår med et smil, der altid når op til øjnene. Sådan skal det gøres.