Redaktørens blog

Af Palle Smed

Publiceret torsdag d. 02 september, 2010 kl.12:56

På ulige vilkår

I Hjørring i Vendsyssel passer 22-årige Toan sit arbejde på en byggeplads. Godt 25 kilometer mod syd i Brønderslev er Grzegorz også i gang på en byggeplads.

Toan er fra Vietnam. Grzegorz er fra Polen. Forskellen er, at Toan har været her i otte år, har lært sig dansk, har en lejlighed sammen med sin kæreste, er i gang med en uddannelse, aflønnes efter dansk overenskomst og bidrager til det danske samfund ved også at betale skat.

Grzegorz og hans 15 landsmænd har været her i et halvt år, de taler ikke dansk, arbejder for omkring en tredjedel af lønnen på en dansk overenskomst, bor på byggepladsen og betaler ikke dansk skat. De er ansat i et polsk firma, der ikke vil følge spillereglerne på det danske arbejdsmarked og måske slet ikke er her lovligt.

En anden væsentlig forskel er, at Toans fødeland Vietnam, i modsætning til Grzegorz’ Polen, ikke er medlem af EU.

Den helt afgørende forskel er imidlertid, at Toan af myndighederne er uønsket i Danmark. Han er blevet udvist til en uvis skæbne. Han har ifølge Integrationsministeriet opholdt sig ulovligt i landet i flere år og skal forlade Danmark. Med det samme.

Samme nidkærhed har myndighederne tilsyneladende ikke i forhold til det polske firma. Fagforeningerne tvivler på, at der er tale om en lovlig udstationering, og at skattereglerne overholdes. Det er myndighedernes ansvar at sikre det. Gerne med nidkærhed.

Kommentarer til artiklen

Ja der ser vi tydeligt hvad Dansk Folkeparti står for, det farven på folk og hvor de kommer fra, polakker er hvide, det er iorden de er her. det er sørgeligt at folk stemmer på DF, jeg sammenligner dem med malersvenden i tyskland i 1930-1945, hvem bliver de næste de vil udvise?

Per Vestergaard | Torsdag d. 16 september, 2010 kl.17:02
Kommentér artiklen