Redaktørens blog

Af admin

Publiceret torsdag d. 07 august, 2008 kl.13:15

Pas på mig – jeg er ny på arbejdsmarkedet

Jeg nyder altid at få en softice serveret af en ung pige med sommersmil. Og i ventetiden på burgerbaren kan jeg godt frydes over den unge mand, der superprofessionelt håndterer colaer, salatmayonnaise og hamburgeren uden agurk.

Desværre er der ikke altid helt idyllisk, når man kigger ind bag facaden på unge menneskers arbejdspladser.

I dette nummer af Fagbladet 3F fortæller vi om McDonald’s, der har snydt en lang række unge ansatte for over en halv million kroner. Og traditionen tro er LO’s Jobpatrulje også denne sommer løbet ind i massevis af unge, der arbejder under ulovlige eller uordentlige forhold.

Unge under 18 må for eksempel ikke arbejde i lokaler, hvor der serveres spiritus. De må heller ikke løfte og slæbe som voksne. Og går den unge i skole, er der regler for, hvor mange timer der må arbejdes om dagen.

I sagen om McDonald’s arbejdede en 16-årig 62 dage i træk. Nogen burde have sat en stopper for det. Restaurantchefen i hvert fald. Men i mine øjne kommer man ikke uden om, at vi som forældre har et ansvar, hvis datteren eller sønnens arbejde tager overhånd.

Jeg ved godt, at det ikke er nemt at kende til regler om alting. Derfor er det godt at kende nogen, der gør det. 3F har faktisk et billigt medlemskab til fritidsjobbere. Så det er bare om at få meldt ungerne ind.

Sammen kan vi sørge for, at de unge får en god start på arbejdsmarkedet.

Palle Smed

Ansv. redaktør

Kommentér artiklen