Af Palle Smed
Publiceret
fredag d. 09 februar, 2007 kl.10:13
Opdateret
fredag d. 09 februar, 2007 kl.10:15
Min mormor kunne det der med at strække flæskefarsen ved både at bruge rigeligt med hvedemel, rasp, salt og vand sammen med det hakkede kalv og flæsk.
De samme dyder må halvdelen af landets tjenere og taxichauffører lære sig, inden de går på pension, viser analyserne fra eksperterne i vores fælles pensionskasse, ATP.
Det er værst for grupper som tjenere og taxichauffører. Men faktisk får hver ottende danske lønmodtager ikke penge sat til side til pension samtidig med, at lønnen bliver sat ind på kontoen.
Det betyder udsigt til en tilværelse som pensionist med folkepension som eneste indtægt.
For langt de fleste medlemmer af 3F ruller der helt automatisk penge ind på pensionsopsparingen hver måned. De fleste får mindst 10,8 procent oven i lønnen sat af til alderdommen, fordi 3F sammen med arbejdsgiverne har aftalt, at der skal være mere at leve af end folkepensionen for fremtidens medlemmer på pension.
Forskellen er til at tage og føle på. Er du 40 år og i et 37-timers job til 105 kroner i timen, kan du fra nu af nå at spare cirka 580.000 kroner op i pension, inden du forlader arbejdsmarkedet som 65-årig.
Og jo mere, du tjener, jo mere sparer du op. Men kun hvis du er omfattet af en af 3F’s overenskomster med arbejdsgiverne.
Står du uden for fællesskabets aftaler, er forskellen til at tage og føle på. Så er der kun folkepensionen og det, du selv formår at lægge til side til at købe rasp og hvedemel til at strække farsen for.
Det er blandt andet pension og ordnede forhold, det handler om, når 3F og andre fagforbund forhandler løn og arbejdsvilkår for de kommende år med arbejdsgiverne. Men forhandlingerne giver kun mening, hvis der står medlemmer bag kravene. Og er du medlem af 3F, men får ikke pension, så spørg din afdeling hvorfor, og få din fagforening til at gøre noget ved sagen.
Palle smed din mormor tjente nok ikke det samme som du gør, så jeg kan ikke se der er noget ondt i at bruge mel og rasp for at få farsen til at strække lidt længere.
Det har altid været sådan, at dem der tjener mindst også må sparre mest.
Når det fagblad man så får med posten, reklamere for LÈASY at man kan købe elektronik og hvidvare til lempelig vilkår, og man skal bare betale den nette sum af ca. 30% i renter, er i så ikke med til at gøre de fattige, fattiger. Da kan i så sige for os gælder det om at tjene penge, og være ligeglade med de medlemmer der har mindst.
Når man ligger i den lave ende af lønskalaen, så er det meget at der bliver trukket ca, 700,00 kr. til en pension. I den retning kan du jo være ligeglad for det er jo os der ikke tjener så meget der betaler din løn og pension.
Kære Kjeld
Uanset hvad Fagbladet reklamerer for er formålet fra annoncørernes side at øge den enkeltes forbrug. Og derved bliver vi som forbrugere vel også i et eller andet omfang fattigere.
På Fagbladet blander vi os imidlertid ikke i læsernes private pengepung. Det ville være et udtryk for en bedrevidenhed, som jeg ikke kan stå inde for. Der er masser af fristelser her i livet, og jeg har altså fuld tillid til, at vores læsere og medlemmer sagtens selv kan administrere deres egne penge. Og de kan ganske sikkert ligesom du godt regne ud, at 30 procent i renter ikke er nogen god forretning.
Ja, de behøver ikke engang at kunne “regne den ud” – for L’easy annoncerne fortæller såmænd i kroner og ører hvad det koster, hvis man ønsker at leje fremfor at eje.
Du har ret i, at det er ganske meget, at der bliver trukket 700 kroner til en pension, hvis lønnen ikke er stor. Men det er nu engang bedre at få trukket 700 kroner nu, end at leve af den rene folkepension, når man bliver ældre. For det er jo det, der er alternativet. Og arbejdsmarkedspensionen har mere end så meget andet været med til at skabe mindre ulighed her i landet.
Heldigvis forstår langt de fleste lønmodtagere og læsere af Fagbladet også det regnestykke – så helt galt står det vist ikke til.
For øvrigt lavede min mormor fremragende frikadeller – også med mel og rasp.
Beklager – jeg blev fanget her – kan du lukke mig ud Palle?
Du gør et godt job – Palle
