Redaktørens blog

Af admin

Publiceret fredag d. 16 marts, 2007 kl.16:08

SMS: Du kan jo godt, du kan jo godt…

Af Palle Smed – chefredaktør på Fagbladet

I sidste nummer af fagbladet dristede jeg mig til at afsløre mit efterhånden noget anstrengte forhold til rygere, hvilket naturligvis har skaffet mig alverdens rygere på nakken og en hørm af cigaretrøg i ansigtet, når jeg har passeret en rygestation!

Selv om de fleste anser mig for at være lidt af en computer-nørd, må jeg nu tilstå, at jeg har et ualmindelig anstrengt forhold til sms-beskeder.
De der sms’er er bare aldrig rigtig kommet ud af mine fingre, og jeg har heller aldrig forstået systemet med smarte staveprogrammer, der angiveligt skulle være mig en hjælp. På min telefon er enhver indtastning hidtil blevet kaudervælsk.
Indrømmet: Jeg føler mig lidt som en amatør, især fordi jeg er temmelig hurtig til at dømme andre, der ikke har taget den nye herlighed til sig, ligesom jeg dagligt driller konen, fordi hun ikke har sat sig ind i det arsenal af fjernbetjeninger, som pryder vores sofabord.
Hun møder som regel min hån med et overbærende blik, og når hun læser denne klumme, er jeg helt sikkert til grin. Derhjemme og blandt nabokoner og veninder.
Nuvel, den risiko må jeg løbe. Jeg har nemlig en hemmelig plan. Planen hedder Martha, 14 år, og storbruger af sms. Martha er min teenagedatter og i sidste måned sendte hun nøjagtigt 1.913 sms’er. Til venner og veninder i verden jeg ikke har adgang til.
Men Martha har instrueret mig i nogle af sms-teknikkens hemmeligheder, og selv om jeg lige nu kan sidde med telefonen i hånden og bruge sekunder for ikke at sige minutter på at stave mig igennem den mest banale besked, så tror jeg på mig selv. Jeg skal nok lære det, skal jeg. Eller som min søn på syv fortrøstningsfuldt siger: “Du kan jo godt, du kan jo godt…”
Størstedelen af 3F’erne bruger faktisk sms på jobbet og hver femte bruger oven i købet sms i forbindelse med deres arbejde. Det er nu alligevel en del, men det kan du læse meget mere om her, ligesom du på fagbladet.dk selv kan bidrage med erfaringer om brugen af sms på din egen arbejdsplads.
Rigtig god dag – og god sms…

Kommentarer til artiklen

[...] Her på Fagbladet venter vi spændt på, at chefredaktørens datter får lært ham at sms’e. Det vil give ham helt nye muligheder for døgnkontakt til sine ansatte. Læs mere om det projekt på Redaktørens blog – og giv ham gerne et par gode råd med på vejen. [...]

Blog forside | Torsdag d. 22 marts, 2007 kl.11:36
Kommentér artiklen