Redaktørens blog

Af Palle Smed

Publiceret onsdag d. 03 november, 2010 kl.13:13

Unødig hårdt ramt på Vestas

Over 2.000 ansatte på Vestas går vinteren i møde med en fyreseddel i lommen. Det er trist og benhårdt. Men det gør mig vred, at de rammes meget hårdere end nødvendigt.

Ud over fyresedlen har mange af de fyrede i yderområder som Lolland og Langeland, i forvejen rigeligt at slås med. Hvor er den målrettede indsats for udkantsområderne? Politikerne har svigtet i årevis.

Samtidig skærer regeringen uhørt hårdt på AMU og på fyredes mulighed for omskoling. Det er simpelthen for dumt og usselt at sende fyrede ud i arbejdsløshed i stedet for i efteruddannelse. Endnu et sørgeligt svigt af politikerne.

Vestas er ude i et historisk stormvejr, men er heldigvis fortsat god for mange tusinde danske arbejdspladser. Men mange fyresedler kunne have været undgået. Hvis regeringen havde haft en grøn plan om udbygning af vindmøller til havs og på land, i stedet for at sylte den vedvarende energi.

Der er alt for mange svigt, så nu gælder det om at holde regeringen og politikerne fast på de løfter, de trods alt har givet om at hjælpe de fyrede. Så de ikke endnu en gang lades i stikken, når stormen har lagt sig.

Kommentér artiklen