http://www.radiosuprema.net/a-payday-loan-can-bypass-difficulties-via-your-credit-score-9862.html

Jan Irlind, post på Vordingborg Posthus, er usammenlignelig.

Han er altid glad, smilende, humoristisk og gør det ikke altid lette job som post, til en dans på roser.

Han kommer med vitser og sjove bemærkninger, samtidig med at han giver – ikke kun en hånd – men begge arme med hvor der er brug for det.

Man kan altid komme til Jan hvis man hr brug for at snakke, privat såvel som arbejdsmæssigt.

For mig betyder Jan Irlind noget helt specielt.

Her den 29. november 2006 kom jeg til skade i arbejdstiden og måtte med ambulance på sygehuset, og Jan var på stedet efter få minutter. Han tvivle-de ikke et sekund med at tage med mig, og gjorde den ubehagelige situati-on til en oplevelse. Også da jeg var sygemeldt, ringede Jan til mig, for at høre hvordan jeg havde det.

Jamen, jeg kunne blive ved og ved med at skrive, en kæmpe roman.

Jan er helt speciel og er der nogle der fortjener buketten er Jan Irlind. Han knokler og hjælper og alligevel har jeg aldrig set hans mundvige vende nedad.

Skæbnen ville at hun endte hos Team 100. Et skift hun egentlig ikke selv helt forstod, men valgte at give en chance. Det viste sig at være den bedste chance, hun nogen sinde havde taget.

Den første, der mødte hende var chefen. En lille rar mand med en varm stemme som emmede af rosende ord for sine ansatte i Team 100. Alt andet end hvad hun var vant til, men lige præcist det hun havde brug for på daværende tidspunkt.

Derefter kom turen til hendes nye kollegaer. En meget blandet flok, men en flok så broget at de tilsammen dannede den smukkeste regnbue af farver og forskelligheder.

Hendes første koordinator, som virkede lidt skræmmende, men som hun hurtigt fandt ud af gemte på et stort og varmt hjerte.
Ham den høje som hilste så venligt på alle nytilkomne.
Den meget unge fyr som var født til at være den perfekte bordherre.
Kvinden der altid med et sødt smil havde det hjælpende svar parat.
Pigen i hjørnet med de store brune øjne.
Den veltrimmede charmør og kommende ordensmagt.
Pigen med de søde krøller og store rejselyster.
Den unge og meget ambitiøse fyr.
Fyren med charmekluden og tømmertalenterne.
Den rolige mand, der var så rar at snakke børn med.
Fyren med de hårdtslående dates.
Ham den søde, der valgte at rejse udenlands.
Den snakkende pige med den smittende latter.
Vores allesammens lille brokkehoved.
Pigen med huen og tømmermændene.
Manden med tandstikken og de lune kommentarer.
Ålborggenseren, der havnede på djævleøen.
Ham den skaldede med solbrillerne og den tvivlsomme humor.

Ved hver af dem elskede hun en lille og for hver af dem meget speciel del. Til sammen dannede de det mest fantastiske team, hun nogensinde havde kendt. Et team, der alt i alt var den SUPER kollega, som på sin helt egen måde reddede den ikke helt unge piges liv og fremtid, gav hende modet og håbet tilbage igen og sidst men ikke mindst gav hende det skulderklap, der skulle til, for at få troen på sig selv tilbage.

Et kapitel i pigens liv, der helt sikkert vil hjælpe hende til at leve lykkeligt til hendes dages ende.

At have et smil klar, til sine kollega, og samtidig kunne grine, så andre bliver smittet af det.

At have en god vittighed klar i nød og nære.

At hjælpe der hvor man kan, uden at tænke på, om mand selv for samme tilbage.

At have et åbent øre for sine kollega.

At dele med glæde med sine kollega (slik mm).

At være opmærksom på sikkerheden, og derved passe på sine kollega.

Lyder det ikke efter en rigtig rar arbejd’s kollega?

Vi hos Hydro Aluminium Precising Tubing på nat hold, har sådan en kollega, og vi vil bestemt ikke af med ham.

Han er bare vores Kedde med lev og sjæl, når ja og mave.

Lige meget hvor han dukker op, er der glæde og latter omkring ham.

Han er en af de mennesker, som man ikke kan lade være med at holde af.

Vi synes at vi godt kunne bruge en hyggelig aften sammen, hvor vi alle sammen har tid til at snakke og lære hinanden ind nu bedre at kende.

M.v.h. De glade kollegerne fra Hydro

Tænk at sidde her i sin lille lejlighed en sen torsdag aften og slå op på 3 Fs hjemmeside og møde spørgsmålet,-er du en god kollega eller et røvhul.???
Når man selv synes at man har arbejdet hele sit liv,-er det da et mærkeligt spørgsmål.
48 år. Bybud som 12 årig, dengang der var 50 øl i en trækasse,
bud på et renseri
ud af skolen i 2 real.
frivillig i hæren som 16 årig
murerarbejdsmand,tømrerlærling,brolæggerhjælper,lagerarbejder,bryggeriarbejder,chauffør,lastbilmontret kran,vikar,chauffør med kopimaskiner,hjælpemiddelchauffør.o.s.v.
35 år på markedet med kun 3 mdr.s. arbejdsløshed.
NÅ JA. tillidsmand i adskillige år, faktisk 15 år af min aktive periode.
Forsøge på at tage vare på de svage på arbejdspladsen,gøre kollegaer opmærksomme på at vi alle er lige meget værd, vi har alle de samme rettigheder, vi løfter bedst i samlet flok.
En meget gammel historie fortæller om kroppen der kom op at skændes om hvem der var mest værd.
Hjernen mente at uden den kunne kroppen ikke leve.
Hjertet sagde, holder jeg op med at slå !
Nyren mente, at uden den !
Leveren sagde…
Den sidste som ytrede sig var røvhullet.
Uden mig kunne i ikke eksistere.
Resten af kroppen skreg af grin, hvorefter røvhullet snørede sig sammen.
Efter 14 dage var kroppen ved at dø og alle bad røvhullet om at åbne sig.

Om man er en god kollega er stadigvæk svært at svare på, men efter et langt arbejdsliv lærer man at der skal være plads til alle, hvis tingene skal fungere. Tingene drejer sig ikke kun om mig,mig,mig, men om socialt ansvar og tagen vare på hinanden, vi bruger mindst 1/3 af vores liv på arbejde og skal også gerne have et liv bagefter.

Et gammelt kinesisk ordsprog siger.

LIVET LEVES FORLÆNS—MEN TÆNKES BAGLÆNS……..

Med kollegial hilsen

Dan Foged.

Det jeg gør nu har jeg villet gøre meget, meget længe, så nu skal det være.

Jeg har været ansat på Ebeltoft Kirkegård i tre år og gik på efterløn i august 2006. Har dog været inde og hjælpe til med grandækningen i november og december.

Det jeg vil fortælle er om min kollega Ole Sørensen, mage til omsorgsfulde og betænksomme kollega skal man lede længe efter. Ole kan man altid gå til efter hjælp, altid glad, har en masse gode ideer.

Ole opfinder kalder vi ham ind imellem, han giver aldrig op, der er en løsning forude. Da vi har en meget rar og forstående arbejdsgiver, har dem med mindre børn haft dem med på arbejde, når de har haft pasningsproblemer. Det er altid Ole de søger til, de får en spændende dag, hygge onkel Ole. Det er en glæde at se hvor de hygger sig selv om de også skal lave noget, Ole hjælper og forklarer dem og en lille historie får de også ind imellem.

Er vi ikke kommet ned, alt efter hvor på kirkegården vi er, kommer Ole og ser efter os, og tager et tav med så alle kan gå samtidig. En dag tiden var rendt fra mig, hvor jeg havde en aftale, kom Ole og overtog og gjorde færdig, selv om han ikke kunne gå til tiden.

Har vi problemer med en cykel ordnes den i pausen eller efter arbejdstid. I foråret var vi på bustur til Hamburg sammen med andre kirkegårdsmedarbejdere fra området, vi skulle selvfølgelig snakke og hygge inden vi skulle ned og spise, så vi mødtes hos Ole og Jan på deres værelse, og fluks da vi piger kom, hev han hovedpuder frem, vi skulle have i ryggen så vi kunne have det godt.

Det er guld værd at have Ole på denne arbejdsplads, både for os som kolleger men også for vores arbejdsgiver, som sætter lige så stor pris på Ole. Dette er kun et lille udpluk af hvad man oplever på sin arbejdsplads.

I vil måske undre jer over hvorfor jeg først gør det nu hvor jeg er gået på efterløn, men de er stadig mine kolleger for mig.

Jeg har haft et fagblad til at ligge meget længe fordi jeg ville skrive og fortælle, men den ene dag er gået med den anden, men en efterlysning i 3F bladet kunne få mig op af stolen.

Med venlig hilsen
Bente Jensen

Vi er en lille afdeling af Sygehusvaskeriet på Fyn, hjemmehørende i Svendborg. En meget homogen flok på ca 20 personer. En del af os har været ansat i adskillige år og sammen været igennem strukturfornandringer, udbudsforløb og meget mere.

En travl og hektisk hverdag slider både på mennesker og materiel. En planlagt renovering af det tekniske system betød, at vi skulle lukke produktionen tidlig ned en fredag i juni sidste år.

En halv fridag til os -dejligt

- Hvordan skulle vi dog takle det? Efter en del polemik, fandt vi ud af, at vi også trængte, om ikke til renovering, så til at få batterierne ladet op.

Der blev enighed om, at vi ville tilbringe resten af dagen på Nordlangeland, hvor en af os har et sommerhus. Dagsordenen lød på hygge, leg, frisk luft og fællesspisning.

Alt det fik vi til at gå op i en højere enhed ved hjælp af vejrguderne. Hjemmefra havde vi planlagt, hvad hver især skulle medbringe.

Vi startede med at drikke eftermiddagskaffe udenfor med masser af hjemmebagte kager. Efter det gik vi en tur til stranden, soppede lidt, sad i græsset og nød den gode luft.

Egentlig var det så vores mening, at vi ville gå tilbage til sommerhuset og spille criket på plænen. Sådan blev det bare ikke, vi gik en anden vej og kom forbi et lille galleri, Galleri Sharp.

Nysgerrige som vi er skulle vi indenfor.

Det var en oplevelse, galleriet var et gammelt husmandssted beboet af en kunstmaler og hans kreative kæreste.

Et gammelt landkøkken var genskabt, men kunne lige tænke sig et århundrede tilbage. I stalden var der forskellige udstillinger, kæmpe abstrakte malerier, gamle ting, mumier af forskellige dyr og skulpturer af rotter og ders liv.

Eftermiddag gik på held og vi begyndte at forberede spisningen. Den skulle selvfølgelig også foregå udenfor med grillmad. Forretten var et stjerneskud som vi lavede inde i køkkenet. Teamwooket fungerede bare perfekt. Alle var igang og fik et perfekt måltid.

Hele aftenen sad vi og spiste, hyggede og snakkede. Mens solnedgangen spredte sine smukke farver over vandet sluttede dagen med en god fornemmelse, ro i kroppen, glæde i sindet.

Vi mener, at vi kender hinanden så godt, at vi nærmest kan se på ryggen af hinanden, hvordan vi har der. Vi støtter hinanden, men sliber også kanter af.

En solskinsdag, som vi oplevede sammen den sidste dag i juni sidste år, berigede begrebet “gode kollegaer” med nye værdier.

Venlig hilsen på vegne af ansatte i Sygehusvaskeriet. Fyn, Svendborgafdelingen

Har vi mon ikke på alle arbejdspladser “Landsby tossen” ham hende man bare ikke gider og høre på, og så er det man bliver lidt “ond i mæglet” af og til, og sommetider fortryder man, var man for grov, mon det gjorde ondt, og så smiler mamn skelmsk og fiser videre i hverdagens Tempo.

Omvendt er man vel den gode kollega, der har tid og plads til at lytte, engagere sig i andres hverdag og problemer, og måske oven i købet komme med gode råd!

Eller som piet hein beskriver det:

>>Undfly alle gode råd. Bedre råd har ingen fået

Desværre har vi i firmaet ansat en person i flexjob, 3 dage om ugen naturligvis til samme løn som vi andre, vi andre arbejder bare 37 timer, det der ødelægger det helt er jo min chefs holdning, nemlig at han jo får hans halve løn betalt hos kommunen. Dernæst kommer der deltagelse i kurser til ham alene. Han får så også oven i hatten kørselsfradrag for alle 5 dage, men kommer kun de 3 af dagene, som nævnt. “Han må nemlig ikke overanstrenge sig” pga. en dårlig skulder, men går og løfter tunge genstande i arbejdet, trods det går han hjem og bygger hus.

De altså min chef og ham har så lavet den aftale at han presser de timer sammen til 3 hele dage smart ikke. Oven i alt dette er min chef en vatpik, tør ikke at slå i bordet og sige at sådan vil jeg have dette.

Så kommer vi til dagligdagens gøremål, f.eks. det at rydde op efter sig selv, ja det gider han da ikke, nej han smider alt hvad han ikke skal bruge på gulvet, så kan jeg feje og rydde op. Ja jeg kunne blive ved med at fortælle hvad jeg ser.

Det jeg ikke fatter af alt dette er, hvorfor vil en mand der ejer et firma ødelægge det for 10 andre ved at satse på en person, og hvorfor har kommunen givet en mand, noget som han ikke har brug for og som skider på os og hvad der i firmaet er af regler. Tænk sig at smide gode folk ud kontra en snylter, ja det er modigt.

En ting er sikkert jeg søger andet arbejde, jeg skal bare væk fra dette.

Der må og skal gøres noget ved dette, det kan simpelthen ikke passe at vi der ikke er under kommunes vinger skal finde os i dette, det er jo ikke første gang der er skrevet i fagbladet om dette. Jeg føler også at tendesen i dag er jo mere der kan snydes jo bedre.