En rygestoppers bekendelser

Af Johannes Nørgaard, journalist på Fagbladet – en af de få tilbageværende rygere.

Jeg er en taber. For sidder jeg ikke her efter 19 dages rygestop foran tasterne med en Prince Light, hvor den hvide røg snor sig forræderisk op i luften. Den anden smøg gør mig lidt mere over bærende og den tredje er en fest. Den vipper kækt i mundvigen, mens jeg sådan lidt James Dean agtigt tænker, hvad fanden, man lever jo kun en gang – Lev stærkt dø yngre – og det behøver livet jo absolut ikke blive ringere af.

Gu’ er det ej usædvanligt, verden er fuld af os. Faldne rygestoppere, der fulde af optimisme drog i krig med tobakshungeren rasende i blodet. Men forståelsen for de faldne er påfaldende lille. Især fra mennesker som aldrig har røget, og som alligevel udnytter enhver lejlighed til at sige, at det der med rygestop, kan enhver. Det er bare et spørgsmål om vilje. Hvor fanden har de den enorme viden fra, de har jo aldrig selv røget? Nu er det jo nok for meget for langt, at bede en fanatisk ikke ryger om at stikke piben ind. Men vi er faktisk nogen i dette land, som kæmper.

Jeg har læst tykke og meget kedelige bøger om rygestop, gennemførte to test, der begge viste at jeg var stærkt motiveret. Og havde som den virkelige trumf et interview med Ulrik Wilbek(som du måske har læst i bladet), hørt ham fortælle, at alle kan blive vindere, bare man ser guldet for sig. Frit oversat, jeg skulle forinden se mig selv som sejrende ikke ryger i hverdagen på godt og ondt. Jeg så det hele. Jeg begyndte og skovlede nikotin ind, havde lommerne fyldte af både plaster, nikotinbolsjer, tyggegummi og nikotininhalatoren, der lyder som et iltapparat, men er en plastiksmøg, man kan suge helt vildt på og blive svimmel af.

Nu er det så sket, det der ikke burde ske, og jeg begriber det ikke. Og jeg tænker på jer derude foran skærmen. Jer der har klaret rygestoppet. I er de sande helte. Man burde rejse statuer af jer, og landets borgmestre burde en gang årligt holde tale på byens torv, og remse navnene op på jer alle sammen.. I har min dybeste respekt, for hvordan klarede i det? Hvor fik i jeres beredskab fra? Hvordan klarede i skyttegravsilden? de daglige kriser, de pludselig hysteriske udfald, hvor alt slår gnister. Uha jeg har haft mine og er blevet tilgivet af gode kolleger her på bladet.

Der er så meget, jeg ikke forstår, men en ting ved jeg. Jeg kommer igen. Jeg savner allerede de morgener, hvor Golgate tandpastaen ikke har en bitter smag af smøger, hvor mad smager som, den er tilberedt (ikke altid en fordel) og tøjet uden lugt som røgen fra et krematorium.

Datoen er sat. Torsdag den 1.marts er min helt særlig dag, rygestopdag. Og du vil få lov til at læse om det, direkte fra fronten, om sejrene, nederlagene og alt der, der kommer ind imellem, måske blive inspireret, eller bare forstå, at et rygestop, måske ikke kun er et spørgsmål om vilje, eller er det?