Er der en præst til stede?

Af Johannes Nørgaard, Fagbladet XL, Xryger

Påskemorgen malede jeg master Fatman på et æg. Det kom til at ligne rigtig godt, ægget havde jo nærmest helt naturligt facon som hans hoved, så med små plirrende øjne og to gigantiske mørke bakkenbarter, så sad den lige i bægret og vakte stor beundring hos familien omkring bordet.

Men nogen genopstandelse i rygestoppets klare skær, som jeg havde håbet på i mit sidste indlæg, var denne påskemorgen langt fra et udtryk for. Nærmest tværtimod, dagen før havde stikket været hevet ud, så hvis tanken overhovedet skulle strejfe noget bibelsk, måtte det være behovet for en præst og en skriftestol.

Vi havde været til påskefrokost hos nære venner, og den slags er aldrig kedeligt. Slet ikke når frokosten blev fulgt op med spring på deres nyanskaffede trampolin. Hvilket desværre for mit vedkommende afstedkom en højest uheldig landing på et knæ. Men det var selvfølgelig ikke det værste.

Så er det jeg ligeså godt kan hoppe ud i en afsløring, jeg slet ikke bryder mig om. Selv ikke familien ved det og jeg håber ikke, at de læser dette. Men du skal have den, og det er kun fordi, jeg har lovet at være ærlig.

Jeg endte med vennen i skuret op ad huset. Helt præcist ved brændefyret. Sådan et skal jo fodres jævnligt, og verdenssituationen skal vendes helst over to eller flere dåseøl, antallet afhænger som regel af, hvor kompliceret verdenssituationen er den pågældende dag. Og den må have været kritisk, for pludselig var der ikke kun dåseøl og ild i fyret. Der var også ild i smøgerne, hvor den ene sad meget uheldigt placeret mellem to af mine fingre. Det var dumt, det var ærgerligt, og skal ikke anbefales nogen. Det er ikke noget ens selvværd bliver større af.

Ifølge rygestopbøger og flere af indlæggene her på bloggen, så havde jeg i det øjeblik tabt kampen, jeg var blevet ryger igen..

Jeg kunne sådan set ligeså godt sætte et skilt her på bloggen ”lukket på grund af sygdom” og fortsætte ned på bodegaen ”Den gyldne hane”, hvor vinduerne er så tilsodede af nikotin og tjære, at dagslyset aldrig rigtigt trænger ind. Og der kunne jeg så sidde med kraveøl og skråle gamle John Mogensen sange,,,”meget dygtig mand”.

Lige indtil to uniformerede betjente ville træde gennem døren og føre mig til statsamtet, hvor en stramtantet dame med knold i nakken og hustruen ville vente, med krav om at jeg afgav foderbrættet, børnene og halvdelen af min pensionsordning. Hvorefter jeg snøvlende ville slå ud med armene, og sige, at hun da kunne få det hele. Især pensionsordningen, da jeg statistisk set overhovedet ikke ville blive gammel nok til, at få glæde af nogen som helst pensionsordning. Kan du se det faldet for dig?

Nu vil jeg imidlertid ikke tillade mig den luksus, som umiddelbart virker lettest, sådan bare at give helt op. Sket er sket, jeg røg – og nu er udfordringen, at det ikke må blive en vane. Faktisk satte jeg mig senere søndag for at skrive alle de gode ting, der er ved at begynde at ryge igen. Og selv om jeg anstrengte mig, kunne jeg ikke finde en eneste rigtig god begrundelse. Så mit projekt kører videre, jeg ryger ikke – og har for at stive moralen af købt en bevidstheds uvidende bog, Allan Carrs ”Endelig ikke ryger”. En bestseller som mange har anbefalet. Og er det ikke nok, må jeg tage skrappere metoder i brug. Jeg har hørt om mange, som har haft glæde af den form for hjernevaskning, man kan få gennem akupunktur, selv om jeg hader nåle.

Jeg ved ikke, hvordan Master Fatman har det, men skallen er slået af ægget-, og jeg har mødt en kylling.

Desværre mig selv, der åbenbart var for svag til tobakke nej.