Syg efter røg oven på en ulykke

 I mit sidste indlæg var jeg faldet i vandet, nu kan jeg gå på akkurat det samme vand. Sådan er det at være født i et vandtegn. Det er som at surfe på en søhest…Et liv, der altid går op og ned og aldrig lige ud,,,det er måske ikke så sært, at man en gang imellem kan blive helt svimmel. Men jeg er ovenpå, så er det ligesom slået fast.

Og det har sine grunde. Jeg er stadig exryger, min knæskade fra trampolinen er ovre og jeg har skrevet en artikel til næste nummer af Fagbladet, som jeg glæder mig til, at vise dig. Den handler om noget helt genialt, en virksomhed der har skrottet skifteholdsarbejde, i stedet går de ansatte på job, når det passer dem og familien – Lyder det ikke vildt, men det fungerer – og hvis du hører til en af dem, der tror at svenskere kun er sådan nogle, der dingler sanseløst berusede rundt ude i Helsingør Havn jodlende på en sækkevogn med stabler af dåsøl, så bliver du klogere, for det er en svensker, der har hittet på det….(Nå nu skulle dette ikke være en foromtale eller såkaldt trailer, som på tv, den slags er så ulidelige, især når man har set den samme fire gange samme aften og ved at den gudhjælpemig bliver ved, lige indtil de bringer serien i næste måned.)

Jeg er bare lidt begejstret, over andet i livet end lige rygestop, skal du vide. For man kan jo ikke gå og savne hele tiden. Faktisk er jeg godt i gang med Allan Carrs bog “Endelig ikkeryger”, og ind til kapitel 6 kan den anbefales, (resten har jeg endnu ikke læst)….Nye exrygere, deriblandt mig bruger ofte en masse krudt på at tænke over, hvad vi har mistet, de afsavn vi lider, når vi ikke længer kan ryge. Men som gammel hærdet svinekæderyger vender han hele bøtten om. “Vi er befriet”,,,Gu er vi så, men jeg må nok lige læse lidt længere før det kommer helt ind under huden. For den anden dag, følte jeg mig ikke spor befriet.

Hold op det trak op til en smøg. Jeg var på vej hjem fra bladet på cykel, bliver overhalet af en knallert, kort før en fodgængerovergang, hvor en far og hans tre-årige søn var på vej over, – og kender du det, man kan se ulykken for sig i sekundet før det sker – og man kan ikke gøre en skid. Pludselig river den lille dreng sig løs og løber lige ind i forhjulet på knallerten, der slynger ham ned i asfalten. Hyl, skrig og panik, faren skiftevis trøstede drengen, testede hans arme og ben og skældte knallertkøren ud, og jeg skældte også ud, for det var en fodgængerovergang, hvor han skulle have holdt tilbage. Det var et kollektivt chok, hvor jeg gerne ville have optrådt mere besindigt og bevaret det kølige overblik. Men jeg kunne ikke, har set en lignende ulykke i Grækenland, hvor et barn på samme alder blev slynget igennem luften, han blev aldrig menneske igen, og det var selvfølgelig det, jeg så for mig igen. Heldigvis, tror jeg ikke, der skete denne dreng noget, udover knubs, og hudafskrabninger og da faren begyndte at snakke om drengens hullede bukser, synes jeg min rolle var udspillet,,,og overlod dem til de videre forhandlinger. Men et stykke længere ude, blev min krop pludselig slap som gummi og jeg var ved at segne…og der må jeg tilstå, det var et af den slags øjeblikke, hvor jeg virkelig trængte til at trække røgen helt ud i tæerne gennem en Prince …Men nu er jeg oven på igen, Allan Carr og forhåbentlig også befrielsen venter.