Fagbladet blog

Af admin

Publiceret fredag d. 27 april, 2007 kl.19:36
Opdateret søndag d. 29 april, 2007 kl.08:18

JAGTEN PÅ 1. MAJ (1)

akr2.jpg

Fagbladet XL har sendt en journalist til Cuba for at finde 1. maj-ånden. Trods strejker, forsvunden bagage og alverdens ulykker, er vor mand nået frem. Følg med på bloggen.

Fra vor mand i Havana, Kristian Jessen, har vi modtaget følgende rapport:

Vi er på jagt efter 1. maj. Ikke den flade, upolitiske og i stigende grad kommercielle fridag i Fælledparken, men derimod den ægte, uforfalskede kampdag for travle, rebelske og underbetalte arbejdere.

Vi er med andre ord taget til kammerat Castros Cuba for at lede efter revolutionens rette ånd. Foran os dukker Havanas skyline op i horisonten i al sin smertefulde skønhed, der ved første øjekast minder om en bizar blanding mellem Miamis storhed og Beiruts forfald.

anyp4270533.JPG
For en kort stund glemmer vi næsten den emsige kvindelige funktionær fra Air France, som på grund af strejken i Københavns Lufthavn var lige ved at nægte os adgang til flyet mod Paris.

Hvem sagde solidaritet? Fortrængt er også det faktum, at vores kufferter aldrig klarede turen hele vejen til den kontroversielle caribiske ø. Nu er vi her. Og intet kan stoppe os, Vi har ganske vist kun vores bærbare computere og det tøj, vi nu sidder og vrider os i, mens taxien hamrer forbi Revolutionspladsen, men ingen kan stoppe det arbejdende folk. Ingen!a_p4270527.JPG

Foto: Skylinen i Havana tårner sig foran os. Vi er her, og vi er kampklar! Trods bagagesvigt og svedigt tøj vil vi finde den ægte 1.Maj

Kommentarer til artiklen

Hej Kristian
Wow – jeg var lige inde og se dit lysbilledshow fra Cuba. Jeg er virkelig imponeret! Det virkede rigtig godt med at fortælle hen over billeder – og jeg krydser fingre for at du når at hilse på Castro:-) Mon han lever?
Jeg er i fuld gang med at planlægge turen til Canada. Rejser fra KBH i morgen og skal løbe ti kilometer i et løb senere i dag. Men det der med at blande lyd og billeder – det er super fedt! Hvilket program bruger du til at lave dit lille show? (Det var for øvrigt ret sjovt, at der var klapsalver, da dit billede kom frem… ha ha)
Vi snakkes ved! Hyg dig på Cuba!
Knus fra Charlotte

Charlotte fra Jollen Olympia | Onsdag d. 02 maj, 2007 kl.10:59

Hej Kristian
Jeg var også i Habana for at fejre 1.maj, men havde en noget andet oplevelse end dig.
Måske ledte jeg ikke efter min egen opfattelse af den rette 1,maj ånd, som jeg oplever at du gør.
Jeg mangler lidt åbent sind og lidt evne til at se verden fra hvor man er lige nu i dine reportager.
For mig er der intet odiøst i, at cubanerne har forskellige opfattelser af vigtigheden af den dag. Det modsatte ville have undret mig mere.
Jeg tror heller ikke danskerne ville have ladet en stor sportsbegivenhed glide i baggrunden for noget som helst andet, så selvfølgelig skal der festes når det “rigtige” hold vinder.
Og at fatte lid til et tilfældigt barbekendtskab i en af de mest turistede (og dyreste) barer i byen forekommer mig at være lidt lemfældigt.
Jeg har selv tit oplevet at man får den historie, som folk tror man gerne vil høre, og så har ungdommen i Cuba helt klart et andet forhold til systemet, end de ældre der kan huske hvordan Cuba var før revolutionen.
Hvis Cuba var det superkontrollerede samfund, som du lægger op til, kunne din kilde nok ikke have snakket mod systemet i den grad på en bar.
Jeg fik selv mange positive kommentarer om 1.maj, selvom alle var skuffede over Fidels manglende fremmøde.
Jeg mødte cubanere, som var næsten beærede over, at vi som danskere deltog i festlighederne, og som sagde, at det betød meget for dem, at vi var der på netop denne dag, fordi det er en stor dag i Cuba.
Nu boede jeg også lidt mindre eksklusivt, men dog med kuffert og det hele, og fik snakket blandt andet med personalet på hotellet.
Ingen tvivl om at Cuba ikke er et demokrati i vores forstand, men det er stadig et samfund, som har meget at byde på i forhold til andre fattige lande. Jeg har boet i Nicaragua, hvor folk bor i et demokrati, men er så fattige at de reelt forbliver uvidende og udelukkende optaget af at få det daglige brød, uagtet at intet er behæftet med restriktioner.
I Cuba er folk veluddannede, nysgerrige, vidende og er sikret basisfødevarer. Det giver folk et overskud, som man ikke ser i regionens andre fattige lande, som vi anerkender som demokratier.
Jeg kan desværre i tage din fotoreportage på min computer, men jeg vil alligevel glæde mig til at se billederne når jeg kommer på en anden computer.
Mange hilsner
Helle

Helle Engelund | Søndag d. 06 maj, 2007 kl.11:19
Kommentér artiklen