Hvor var Fidel?

Cubanerne var skuffede og verdenspressen var skuffet. Fidel Castros fravær fra 1.maj folkefesten i Havana, fik endnu engang spekulationerne i gang. Er Fidel død?

På rad og række sad den ene minister efter den anden skulder ved skulder på poldiet og skuede ud over de omkring to-tre millioner mennesker, der var dukket op til 1.maj på Revolutionspladsen. Men hovedpersonen manglede. Hvor var EL Commandante?

Timerne inden var busser med arbejdere fra hele landet strømmet ind i Havana, og gader og stræder var sorte af en menneskemængde, der i flok bevægede sig mod Revolutionspladsen.

Klædt i rødt med flag, sange og slagord maste de mange mennesker sig ud mod pladsen, mens højtalerne langs de kilometerlange avenuer bragede løs med slagsange og tidligere tiders propagandataler.

Den ekstreme form for massesuggestion havde sin indvirkning på alle. Selv 3F’s udsendte blev grebet af stemningen, og imens gik vi alle og håbede, at lederen ville dukke op og holde en af sine berømte og meget, meget lange paroler.

Men desværre måtte vi tage til takke med den fungerende leder, lillebror Raul Castro, der i vanlig verdensstjerne-stil indtog podiet i en skræddersyet militæruniform og lod sig hylde.

Bagefter holdt præsidenten for fagforeningerne på Cuba, Salvador Valdes, en tordentale mod USA, imperialismen og ikke mindst

kapitalismen, hvorefter han hyldede arbejdene og i særdeleshed brødrene Fidel og Raul Castro.

Fagladets udsendte talte med en Cubansk kameramand, og han var dybt skuffet.

- Cubanerne er skuffede. Folket havde forventet, at han var dukket op. Bare lige for at vise, at han stadig er folkets mand, fortalte kameramanden.

Alligevel var der dog et lille håb at spore.

- Nu håber v i, at han kommer den 26. juli på Revolutionsdagen. Den dag er også årsdagen for Fidels sidste offentlige fremtræden, sagde kameramanden med håb i stemmen.

Men midt i al jublen og 1.maj fælleskab er der dog nogen minusser. For det er ikke af fri vilje, mange af Cubanerne møder frem på Revolutionspladsen. Medlemmerne af fagforeningen, er nemlig tvunget til at komme.

Allerede fra i går aftes og hele morgenen, stod arbejdere fra hele landet i snorlige rækker, for at få et kryds i mødeprotokollen. Vi prøvede at få at vide, hvad konsekvensen ville være, hvis man ikke mødte op, men det nærmeste svar vi fik af de angste Cubanere var: Not good.

Alligevel kan man ikke undgå at blive forført af den – måske påtagede og påtvungede – stemning. Når millioner af mennesker fejrer arbejdernes internationale kampdag, er det en smuk fællessag.

Men når de gør det i angst, er der noget helt galt. I bund og grund skal vi nok være glade for, at danskernes 1.maj måske har udviklet sig til en halvsøvning drukfest – men i det mindste er det frivilligt at dukke op.