Stil spørgsmål til Charlotte Weppenaar

Er det sådan, at det ofte er pårørende, der ikke kan lade ens kære dø i fred. At det er os, der holder den døende tilbage, så vedkommende ikke kan komme herfra. Men hvad skal man gøre?”

mvh Claus

Svar fra Charlotte Weppenaar Pedersen:

Kære Claus P
 
Tak for dit spørgsmål.
Jeg forstår godt, at du stiller det, fordi de fleste mennesker vil have oplevet smerte, sorg og angst ved at sige farvel til den, de holder af. Og derved forsøge at holde fast og håbe. Når et menneske, man kender, er døende, forsøger de pårørende ofte på alle måder at få mere tid sammen, da døden er endelig i den fysiske verden.
 
Jeg ser sådan på det, at pårørende har et behov, og den døende har et andet behov.
 
Ofte er de 2 behov ikke forenelige, forstået på den måde, at døden skiller os ad i denne verden…vi kan ikke længere leve fysisk sammen. Tiden vi fik sammen er slut, og det kan være svært at acceptere fuldt ud – også for den døende. Den, der skal dø, har brug for tid til at komme herfra, og forene sig med det som skal ske i det ukendte og få sin frihed.
 
Du spørger til hvad man kan gøre. Det er et stort spørgsmål og meget vidtgående. Derfor underviser jeg i dette at forholde sig til sin egen død og dødsbevidsthed. For derigennem ud fra egen oplevelse at lære at håndtere at andre skal dø.
 
Accept og taknemmelighed er nogle af de nøglebegreber, der er vitale og som kan hjælpe pårørende til ikke at tage noget for givet udover al den tid, vi har fået sammen.
 
Når jeg har siddet hos en døende, hvor pårørende har vanskeligt ved at slippe, foreslår jeg dem at tænke og føle med den døende uanset situationen. Det vil sige at sætte sine egne behov til side for en stund og være der for den døende på alle planer så vidt muligt. De pårørende kan bagefter tage sig af deres egne følelser. Det har altid virket sundt, og mange har været glade for den hjælp, fordi de i stedet for at være meget optaget af sig selv, har kunnet være der med hjertet, for den de har holdt af og give kærlighed. Det bliver så også lettere at håndtere sorgen bagefter.
 
Hjertelig hilsen
 
Charlotte

I vores kultur har vi ikke et fornuftigtigt forhold til døden – kun angst for det ukentdte og smertefulde. Hvem har ikke lagt hvileløst om natten og tænkt : Hvordan skal verden bestå, når jeg ikke er her mere og hvor skal jeg hen – er jeg så ingenting ?
Tættere kommer det på, når familie og venner omkring en, forsvinder. Min bror døde for 3 år siden – kun 49 år gammel. Han var syg, men jeg nåede ikke at tale med ham og det værste : jeg fik ikke sagt farvel. Det bærer jeg på idag og savnet/sorgen kommer med jævne mellemrum. Der var så meget, jeg gerne ville have delt/hørt/sagt til ham – nu kan jeg kun kommunikerer med ham via et træ eller i drømme. Jeg er ked af, at han døde ensom.
Kærlig hilsen Ann

Svar fra Charlotte Weppenaar Pedersen:

Kære Ann
 
Tak for dit brev og for at du deler ud af din oplevelse.
 
Det er meget sandt, at vi ikke forholder os til døden som noget meget smukt og værdifuldt for os. Derfor er der måske også meget tabu, der særligt viser sig, når vi – som du fortæller – selv er berørt.
 
Nogle gange er det den døende, der ikke vil have nær kontakt, og det kan være vanskeligt. Andre gange er et svært, fordi vi er langt fra hinanden rent fysisk
 
Det er meget smukt at høre, at du taler med din bror gennem naturen og drømme.
 
Der er en meget dyb øvelse, en slags bøn, som jeg anbefaler til andre, der er i samme situation som dig.
 
Du tager din tid og sætter dig et sted, hvor du føler dig tryg. Du tænder et stearinlys og sætter det i hjertehøjde.
 
Du er på den ene side af flammen, og du forstiller dig din bror på den anden side af flammen.
 
Dernæst giver du frit udtryk for alt det, du gerne ville have delt med ham, inden han døde ind i flammen og lyset.
 
Du kan give udtryk for alt, hvad du har på hjertet, din værdsættelse og kærlighed , hvad du har savnet, og hvad du fortryder ..ja alt ..bede om tilgivelse. Du kan forsætte denne praksis lige så længe, du føler for det og kan mærke du har brug for det.
 
Flammen og lyset er symbolet på den evige kærlighed, og som ingen endnu har formået at slukke. Den er universel.
 
Hjertelig hilsen
Charlotte

Hej
Jeg syntes at der er et spændende emne, også at der måske er et eller andet bagefter. Jeg kan ikke lade være med at tænke om det ikke er kroppens egen morfin, endorfiner, som snyder en ved nær dødsoplevelser eller hvad ??

Hilsen Palle

Svar fra Charlotte Weppenaar Pedersen:
 
Kære Palle P.
 
Tak for dit spørgsmål. Ja det er , som du nævner, et meget spændende emne. Måske det største fordi det åbner os til det ukendte, og hvad det så måtte være.
 
Jeg kan ikke bevise noget i den oplevelse, jeg har haft i forbindelse med min nær-død.
 
Jeg ved hvad jeg oplevede, da jeg var ude af min fysiske krop. Blandt andet, at det ikke er muligt at dø, men at kroppen dør, opløser sig og indgår i naturen og elementernes kredsløb.
 
Der er mange mennesker, som har haft nærdødsoplevelser, og mærkeligt nok er de meget ens, når man lytter efter. Der findes bøger om emnet – blandt andet ”Livet efter døden” af Nils-Olof Jacobsen (LR)
 
Det er godt, at videnskaben beskæftiger sig med de fysiske reaktioner, der optræder ved udvidede bevidsthedsoplevelser. Det kan måske også på længere sigt være med til at afdække uvidenhed og være med til at belyse, at det ikke er alt, vi kan forklare rationelt og analytisk.
 
Hjertelig hilsen
Charlotte

Jeg er sikker på at der ind imellem er døende, som holder igen af hensyn til de kommende efterladte. Og hvor gør døden også bare et stærkt indtryk! Det er et smukt indslag der her er lavet og jeg tænker også at vi ville have godt af at have nogle andre tilgange end dem vi er vokset op med. Alt andet lige, det var ikke fedt at miste min mor som 7 årig, farmor og morfar før jeg var 13.. det præger stadig ( på godt og ondt)

Svar fra Charlotte Weppenaar Pedersen:
 
Kære Jane
 
 
Tak for din varme og rørende kommentar. Jeg er enig. Det er et smukt indslag, Kate har lavet .
 
Jeg møder mange i mit arbejde -særligt med de hiv/aidsramte børn i Afrika, der lige som du har mistet en eller begge forældre i en tidlig alder .
 
Jeg håber selvfølgelig, at du har fået alt den støtte og hjælp du havde brug for som barn.
 
Børn, der har mistet en vigtig person, er meget følsomme og har en særlig evne til at værdsætte. De tager ikke livet for givet og er mere åbne for kærlighed.
 
Måske netop fordi døden åbner hjertet, og skraller alt det falske af.  Tilbage er glæde og sorg, hvor vi kan mærke vores sande kvaliteter og ægte kontakt til hinanden.
 
Når et menneske, vi elsker, dør, fornemmer man den sande kontakt, og vi kan føle ægte glæde og taknemmelighed. Det er det, vil skal bære med os i hjertet og som giver healingen i form af, at ægte sorg gør os til medfølende, kærlige empatiske mennesker med dybde i vores næstekærlighed.
 
Hvis ikke vi forstår dette, kan det at miste og vores sorg meget nemt blive til selvmedlidenhed, som kan give depression og nedtrygthed .
 
 
Hjertelig hilsen
Charlotte

Hej Charlotte

Jeg har et spørgsmål, som handler om, hvad man gør måneder og år efter, at et familemedlem – for eksempel en morfor – er død. Det bliver på en eller anden måde meget upersonligt, når man står og kigger på gravstedet og en sten – måske sætter man et lys. Har du erfaringer eller tips til, hvordan man i hverdagen kan huske på, at man har mistet et familiemedlem – og måske fejre afdødes mærkedage etc.

Mange hilsner
Brian

Svar fra Charlotte Weppenaar Pedersen:

Kære Brian

Tak for dit spørgsmål. Jeg tror også, mange oplever det upersonligt at besøge gravstedet. Dit spørgsmål stikker dybt og er svært at besvare generelt.

Udgangspunktet må være at spørge den døende. Hvordan vedkommende vil huskes? – Gravsted ,den ukendte , asken udover havet , særlige ritualer som mindehøjtid og så videre. Hvis den afdødes ønsker er klare, så bør de respekteres.

Man kan også vælge en sørgetid og derefter give slip og anerkende tabet. Derefter kan man mindes i alle de gode stunder, glæder og kærlighed, De minder har vi med os overalt.

Hvis det er et barn, man har mistet, tror jeg det er vigtigt med en lang sørgetid, fordi det er en så omsiggribende sorg.

Det kan være at mindes ved barnet fødselsdag eller ved de mange gudstjenester, der bliver afholdt for børn, der er døde og deres pårørende.. Det kan være – som AIDS- foreningen, der årligt tænder lys for de, som er døde af sygdommen.

Hvis det er en morfar, som du nævner, kan det være at efterleve det, man lærte af vedkommendes visdom. Det er i sig selv en ære.

En ægte måde er at bringe bevidsthed, energi, erfaringer og kærlighed videre til eftertiden. På den måde har ingen levet forgæves, og alle har levet meningsfyldt.

Jeg har haft den praksis, at jeg nytårsdag/aften beder for de, som er døde, og for de som skal dø i det nye år. Blandt andet ved at tænde lys og mindes, at alt er forgængeligt, at smerte opstår ved for overdreven tilknytning til vaner og mønstre. Og i stedet fejre livet og nuet .

Jeg håber at have givet dig et tilfredsstillende svar.

Hjertelig hilsen

Charlotte

Kommentar fra redaktionen:
Der er også mulighed for at mindes på nettet. Eksempelvis:
http://www.mindet.dk hvor man man oprette lys, mindeord og gallerier med billeder af de afdøde. Der findes også et stort forum, hvor man kan tale med lidelsesfæller.
http://www.mindetom.dk. Her kan man købe sig til en mindeside, hvor der kan tændes lys og forfattes mindeord.

Kære Charlotte
Tak for dit svar og medfølelse. Jeg vil prøve dit forslag og har givet artiklen videre til mine forældre, som selvfølgelig stadigvæk er meget berørt af deres barns død.

I forhold til tidligere generationer, syntes jeg dog, at vi er blevet bedre til at tale højt og fortroligt om døden og angsten for det uforudsigelige/ukendte. Man fornemmer hurtigt, om der er mulighed for rum for tale eller at det er et tabu, og derfor umuligt forum for kommunikation.

Som Annisette synger i sangen : Smile – sådan skal vi også !
Kærlig hilsen Ann og tak til Kate

Svar fra Charlotte Weppenaar Pedersen:

Kære Ann

Mange tak for din respons, og for at du viderebringer artiklen til dine forældre.

Det er sandt, at mange steder er der åbenhed, og den kan vi hurtig fornemme.

Men samtidig vil jeg også sige, at der er meget, der ikke er åbent endnu. F.eks. at vi ikke lærer hvordan og hvorledes på helt almindelige uddannelser. Der undervises meget lidt i  døden og håndtering af den på sygeplejeskolen , lægeuddannelsen, lærer- og pædagoguddannelsen. Bare for at nævne et par eksempler.

Det betyder, at fagfolk ofte ikke er klædt på til at håndtere døden, og alt det der følger med.

Når jeg har holdt et foredrag om døden for sygeplejersker og spørger: ”Hvor mange har siddet med en døende”? Så rækker de fleste hånden op. Når jeg spørger:” hvor mange har arbejdet med, at man selv skal dø ”?. Så er der som regel 1 – 2  hænder, der rækkes i vejret.

Der ser jeg, at der er en mangel af viden blandt sundhedspersonalet.

Hjertelig hilsen
Charlotte

Hvis man selv skal dø, hvordan forbereder man sig på det?

Svar fra Charlotte Weppenaar Pedersen:

Kære Henny

Tak for dit spørgsmål, som artiklen i Fagbladet jo netop handler om.

Da vi alle skal dø og ikke ved hvordan og hvornår, er det bedst at forberede sig, mens man kan, og mens der er tid.

Det pudsige er, at vi bruger meget tid på tv og så videre – men ikke på at lære at forberede os til det store øjeblik.

Forberedelsen handler om følgende:

- At forstå og forvandle uvidenhed om døden.
- At skabe ægte kontakt til sig selv og andre og afslutte relationer. Sige farvel.
- At forbedrede sig fysisk og åndeligt til døden.
- At finde mening i tilværelsen og døden.

Hvis man ikke har mulighed for det, er mit bedste råd:

- At finde ind til sit hjertes inderste og dø derfra, når vi udånder.

Hvis man er troende, kan man finde styrke i bønner og bevidstheden om det guddommelige. Hvis man ikke tror på noget åndeligt, så skal man bringe den højeste følelse man har oplevet i sit liv: glæde, kærlighed fred, ro, fryd ,ærlighed, medfølelse med mere ind i sit sind og hjerte .
Det vigtige er at bringe noget større end frygt ind i sindet, så vi kan dø i TILLID til det, der nu skal ske.

Hvis man føler for det, kan man lære gennem meditation, hvordan man kan hjælpe sig selv ud af kroppen bevidst, og det er en stor hjælp til at give slip. Det at dø uden at vide, man dør, kan sammenlignes med, at man falder i søvn uden rigtigt at vide det, og vågne op og måske huske en smule af en drøm. Det hele er uvirkeligt.

Hvis man slet ikke kan noget af alt dette, er TAK en meget vigtig tilstand i hjertet, som man kan øve sig på. At man takker for livet, for oplevelser vi lærte af, for kærligheden vi har givet og modtaget. Efterhånden takker man for alt, der sker omkring en og inden i en.

Håber du kan bruge nogle af forslag her.

Der findes gode bøger at læse: Elisabeth Kubler Roos forfatterskab. I dødens nærhed af Marie De Hennezel (Tiderne skrifter )  Håbet i døden af Christina  Longaker (LR )

Har du set multimedie-produktionen “Kom frygten til livs” på 3F´s hjemmeside i forbindelse med artiklen? Den giver også nogle bud.

Hjertelig hilsen
Charlotte

Kære Charlotte.

Hvor er det dog dejligt, at der findes mennesker som dig her i verden. Der er så mange store spørgsmål til, og nu har du giver svar på nogle af mine. Jeg har min mor på 88 år boende hos mig, og hun har sagt farvel og troet, at nu skulle hun herfra, men hun lever endnu. Nu ved jeg, hvilke tegn på døden jeg skal være opmærksom på, og det er jeg rigtig glad for.
Hvad forstås ved terminalsmerter? Hvad er det, hvis de ikke er fysiske. og er det smertefuldt. Kan man undvære morfin eller hvordan,? så den døende selv oplever opfriskningen, når ånden blusser op.
Nu kommer det allersværeste – hvis der går mindst 3 dage inden sjælen forlader kroppen – . Min lillebror blev lagt i kiste efter 2 døgn og hans datter på 15 år fik lov at skrue låget fast. Kan sjælen komme ud alligevel? Eller er den så stadig hernede på jorden? Hans datter ser sin far visse steder, og i drømme taler hun med ham. Var vi for hurtige til at lægge låget på kisten? Jeg håber jo bare, at han har fred, der hvor han er nu. Han døde af kræft. og vi fik heller ikke sagt ordentlig farvel. Der kan jeg bruge dit svar til Ann, som jeg blev rigtig glad for at læse.
Kærligst Karin

Svar fra Charlotte Weppenaar Pedersen:
Kære Karin

Mange tak for din varme hilsen. Jeg bliver selv inspireret af de gode lærere, jeg har møder undervejs i livet. Også møderne med døende har været indsigtsfulde. De har indeholdt så meget visdom og godhed.

Det er dejligt at høre, du bor med din mor, og det lyder som I har det godt med hinanden. Og at din mor har afklaret sig.

Nu er det sådan med døden, at den kommer, når den kommer, og indtil da lever vi. Som en lille dreng jeg var hos sagde: ”Nu er min tid gået, og en anden skal have den.”
Terminalsmerter er et lægeudtryk. De dækker over smerter, der ikke kan forklares.

Nogen gange føles de som fysiske smerter, og derfor bliver man ofte smertelindret med morfin. Men smerter kan være følelsesmæssige, fordi man ikke har fundet fred med sig selv, og det liv man har levet. Et eksempel kan være stærk vrede på noget, der skete i sin barndom, som man ikke har fået forløst.

Jeg tror, det er smertefuldt at mærke ens ubearbejdede følelser, når man er svag og er døende. Måske kan du sammenligne det med en drøm, hvor du er meget ked af det eller bange, og ikke ved du er i en drøm. Du føler dig hjælpeløs.

Det er vanskeligt at sige, om man kan undvære morfin, fordi det jo kommer helt an på personen. Men jeg er overbevist om, at meget kan lindres ved både ved fysisk og åndelig omsorg. Det kan hjælpe en angst eller urolig person.

Den, der har forberedt sig på sin død, er nok mere bevidst og kan være med i oplevelsen, også selv om vedkommende får morfin.

Jeg har set nogle dø, som kunne mærke, at nu skulle de ikke have mere morfin og formået at være klare ind i døden med øjenkontakt. To personer har delt med mig, hvad de nået at opleve fra den anden side, inden de døde.

3 dage før sjælen siger farvel
Når jeg siger, der går op til 3 dage, før vi er helt ”døde”, skal det forstås således, at vi er døde, når hjertet ikke slår længere, og vi ikke kan trække vejret. Derefter kan vi ikke føle og mærke noget i den fysiske krop. Vi er ude af kroppen og den opløsning af den subtile krop kan tage nogle dage, hvor de finere energier og bevidsthedslag opløses, f.eks. vores tankeformer.

Derfor kunne din bror ikke mærke noget, efter at hjertet holdt op med at banke.

Du skal tænke på, at i meget varme lande brændes liget lige efter, at døden er indtruffet.

I de forskellige trosretninger er der forskellige metoder til at hjælpe sjælen videre på rejsen hjem. En af dem er at bede i 40 dage. Det finder man blandt andet indenfor kristendom, buddhisme og hinduisme. Jeg har erfaret, at man skal død psykisk og åndeligt ud fra sit hjerte, som jeg har nævnt i mine tidligere svar. At tænke og føle for andre er i mine øjne en nem på at finde sit hjerte, fordi du der har empati og kærlighed.

For mig at se dør vi fra hjertet, og sjælen bevæger sig op gennem en subtil kanal i rygsøjlen op mod centrum i hovedet og derfra ud af det lille bløde punkt i issen.

Derfor bevæger det, vi kalder sjælen (lys, bevidsthed og energi) sig videre .

Dødsbevidsthed handler blandt andet om at afklare, hvad man tror på. Hvorfor man tror på det? Hvad er sandt i det? Hvordan har man oplevet den sandhed?

Kisten
Det må have været meget dybt og styrkefyldt for din niece at lægge låget på sin fars kiste og meget smuk. Jeg tror ikke, at det skete for hurtigt!!! Det lyder som om I var nærværende.

Det er ofte sådan, at når nogle dør af sygdom, har de pårørende længere tid til at indstille sig end ved pludselig død.

Jeg ser det som noget positivt og ægte, at din niece føler hun har kontakt. Det er jo en meget accepteret oplevelse hos indianere, at man kan kommunikerer med forfædre – og mødre .Og hvis det er i drømmebevidstheden,  kan det være en stor trøst at mødes i en anden dimension .

Håber du kan bruge mit svar på dine gode spørgsmål.

Hjertelig hilsen

Charlotte

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til  Charlotte Weppenaar Pedersen via Fagbladet.dk.