Fortæl om en fed slankeoplevelse

Min “fede oplevelse”
Min kone har været overvægtig i rigtig mange år og prøvet hvad der prøves kan få at blive “tynd”. Men som det går for så mange andre er det også gået for hende desværre, 1 kilo af 2 på 2 kilo af 4 kilo på osv. osv. Har været med på diverse kurer for at støtte op om forsøget, men desværre det lykkedes ikke.
Så tog jeg skeen i den anden hånd og ringede hjem en dag og sagde:
Så kan du godt ringe og få en tid til fedmeoperation i Tyskland og hun blev naturligvis glad, (min søster var turen igennem 1 år tidligere) og min kone kunne se hvad det havde gjort ved min søster. Afsted det gik og idag efter 3 operationer har jeg den flotteste, gladeste og tilfredse kone. Jeg akn kun opfordre alle til at få en sådan operation, hvis alt andet kikser.

Mvh
Peder

Jeg vil også gerne give min historie med her.
Tilbage i 1999 der blev jeg indlagt med blindtarms betændelse, på dette tidspunkt konstaterede man at jeg havde diabetes og at mit blodsukker lå oppe på 17-18 stk( normal = 4-7 ). Jeg fik den besked at enten så tabte jeg mig ellers ville jeg ende med at skulle have insulin. Min vægt på det tidspunkt var ca. 108kg. Jeg havde et frygteligt billede i mit hoved fra min farmor der havde diabetes og skulle have sprøjten mange gange om dagen. Så jeg besluttede mig for at jeg skulle tabe mig . Det var selvfølgelig ikke første gang jeg har flere gange forsøgt med mine 20 elevator kg. Prøvet alverdens slankekure og midler.
Men denne meddelelse om at jeg havde fået diabetes var et lille spark i r….
Jeg arbejdede på det tidspunkt på en industri virksomhed der hedder Micro Matic jeg TR der . I vores lille tillidsrepræsentants gruppe fik vi lavet en slankeklub hvor vi hver fredag vejede os og for at man skulle være lidt seriøs så indførte vi bøder hvis man tog på i vægt. Selv om jeg godt ved jeg var den der tog det mest seriøst så hjalp det alligevel med lidt opbakning og bare den glæde ved at man kunne stå op på vægten og havde tabt sig kontra dem som ikke havde det var fedt. Foruden alle de dejlige tilkendegivelser fra både kolleger og familie der fortalte at de virkelig kunne se der var sket noget
Seriøsiteten i det var jo en total kostomlægning. Fik en uges dagkursus på diabetesskolen som hjalp med kostvejledning. Det har været meget værd.
Kosten er selvfølgelig ikke nok så jeg brugte min lille trampolin flittigt hver dag min. 20 minutter.
I løbet af det første år tabte jeg mig 30 kg. Desværre for mig kunne min hud ikke følge med så den blev slap og mit maveskind hang slasket ned foran. Jeg kontaktede min læge for at få hjælp til dette. Efter hun havde kigget på det sendte hun en henvisning til horsens sygehus med en indstilling til at jeg skulle have reduceret overskyende maveskind. Den operation blev jeg godkendt til i 2001 og i sept 2002 fik jeg fjernet 1,5 kg maveskind. Desværre for mig fik jeg noget betændelse i en del af arret så istedetfor at blive et pænt ar blev det grimt og skulle gro sammen selv så huden trak sig indad og så ikke pænt ud. Det gjorde så efterfølgende at jeg tog nogen kilo på igen ca 10. Det har jeg så gået og ægret mig over i nogen år nu, men blev enig med mig selv om da jeg startede på året 2009 at nu skule jeg ned i vægt igen. Så jeg begyndte min kamp selv. Har siden jan 09 til september 09 tabt 6 kg. henvendte mig til min læge igen og spurgte om hun ikke ville sende en henvisning til Give friklinik om en undersøgelse så de kunne se mit grimme ar om de vill gøre det pænt igen. jeg blev indkaldt til undersøgelse og de ville gerne hjælpe mig hvis jeg tabte yderligere 6 kg. Så det er jeg så gået igang med nu. Mine kolleger i dagligdagen idag er nogen andre end sidste gang idet jeg idag er valgt i en 3F afd. men de er solidariske med mig og nogen af dem er også på kur. Sådan på deres egen måde. Jeg har i skrivende stund tabt de to af kiloene og forventer at jeg inden årets udgang har smidt de sidste 4 således at jeg kan få datoen for hvornår de vil lave det pænt. Så håber at året 2010 vil starte med at det er det jeg får gjort. En ting er sikkert for os der taber os så mange kilo. Det ændre meget på ens selvtillid, man får det bedre med sig selv og bliver et gladere menneske både indeni og udenpå.
Så til alle jer derude Det kan lade sig gøre men man skal være motiveret ellers er sjælen ikke rigtigt med. Men tøv ikke spring ud i det.

Hilsen Sussi Snerling

Individet kan gøre meget i kampen mod fedmen, men sammen er det altså lidt nemmere.

Sådan havde jeg det i hvert fald. Jeg var ikke sådan kæmpe enormt fed men julemanden havde alligevel været rigeligt gavmild da der blev delt fedt ud. Eller sagt på en anden måde: jeg havde ikke ligefrem stået forrest i køen til den slanke og veltrænede krop.
Og på et eller andet tidspunkt fik jeg NOK!! Nok af min egen kritiskhed, nok af at jeg aldrig ville have taget billede, nok af at jeg på en eller anden måde alt følte mig som en ulækker person.

Nu skulle der ske HANDLING….meeen.. kage frister så meget, en lille dessert gør jo ingen skade.. og fem dage efter jeg var startet var min motivation knap så høj.. Jeg prøvede at komme i gang flere gang.. igen og igen, og for hver eneste gang der gik føltes nederlaget større. Jeg tabte mig lidt og tog det på igen. Sport er jo dejligt, men ikke når man føler sig stor og tumpet..
Men heldigvis havde jeg en dejlig veninde/ kollega som valgt at gå ind i projektet med mig. Hun sagde en dag, efter endnu en gang at skulle have hørt på mig klage og pive over de ekstra kilo ”du! Nu gør vi det sku sammen, vi tager os sammen”. Og JA det lød jo mægtigt fint men inderst inde tvivlede jeg meget. Første uge var ”smid ud uge” vi tog først hjem til mig, så min veninde. Og så skulle vi ellers bare smide ud, alt det fede og lækre mad som man ikke nænnede at få smidt ud når man var alene, fik pludselig ben at gå på. For man blev tvunget!!! Og så var det bare i gang med at løbe, svømme, spise sundt og holde sig fra alt det usunde.. Og nej, min slankehistorie er ikke en dans på roser, for der er VAR tilbagefald. Kiloene rislede ikke bare af. Der skulle blod sved og tårer til… Det ER svært at tabe sig når man først er blevet lidt for fyldig. Men jeg gjorde det!! I dag er jeg ingen skinny supermodel. Jeg er bare mig, en del lettere og meget gladere…! Tak til min veninde. Man står så usikkert når man er alene, man står lidt bedre når man er flere. Som et ordsprog siger ”Det er ikke godt at være alene, ikke engang i paradis”